"Jeg er træt af min næse"
Q's kirurg besvarer Simons spørgsmål om næseproblemer
torsdag 2.12.10
- Af Redaktion - Foto Colourbox
Hej.
Jeg er en fyr i starten af tyverne, jeg er godt træt af min næse, da den er bred og flad. Er der noget man kan gøre noget ved?
Jeg har haft vejrtrækningsproblemer/snorken, eller retter sagt det er for det meste det ene næsebor som ikke virker helt 100 % - det andet virker skam, men det fungere slet ikke helt optimalt og nogle gange kan det skifte. Har døjet med dette problem siden jeg var barn og vil gerne have gjort noget ved det. Mon det er noget du kan hjælpe mig med?
Hilsen Simon
Hej Simon
Hvis du har vejrtrækningsproblemer kan du få din egen læge til at henvise dig til en øre næse hals afdeling i nærheden af hvor du bor. Funktionelle problemer f.eks. dårlig luftpassage i næsen er noget der kan blive behandlet i offentlig regi. Hvis den dårlige luftpassage skyldes din flade næse, vil man rette næsen op samtidig med at man korrigerer for den dårlige luftpassage. Så skyldes den dårlige luftpassage næsens facon eller at du tidligere har fået beskadiget din næse, f. eks ved et slag over næsen, fald, idrætsskade eller lignende kan indgrebet foretages i offentlig regi. Hvis dette ikke er tilfældet må du selv opsøge en øre næse halslæge eller en plastikkirurg og betale for indgrebet. Det kræver en undersøgelse af dig, for at kunne svare på om der kan gøres noget ved din næse. I de fleste tilfælde vil man godt kunne gøre næseryggen smallere og højere. Hvis næseryggen skal gøres betydeligt højere vil man undertiden anvende et stykke brusk fra dit ribben. Man kan også anvende en silikonestav som opereres ind under huden. Silikone er dog et fremmedlegeme og vil under tiden blive udstødt af kroppen igen.
Mvh
Bo Jønsson
Speciallæge i plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger ved Aleris Privathospitaler