Kære Heidi,

Jeg er en "pige" på 44 som har et problem med min storebror.
Begge vore forældre er døde og én af mine ældre brødre er også gået bort. Vi var 5 søskende hvoraf jeg er den eneste pige og jeg er 11 år yngre end min yngste bror. Det er også ham jeg har noget "bøvl" med.
Han har en "netveninde" på 28 fra Rumænien. (Han er selv 55). Han sender penge ned til hende hver måned og giver hende kørekort, tøj, smykker osv. Det er helt fint med mig, hvis det kan få ham til at føle at han gør en god gerning.
Problemet er at han hele tiden prøver at involvere mig i hans "liv" med hende. Jeg skal skrive god bedrings-kort til hende hvis hun er syg, jeg skal sende fødselsdagskort og lykønskningskort ved den mindste anledning. Det værste er at han ikke kan tale om andet end hende konstant! Når han kommer her, er hun det første han begynder at tale om, og det sidste han nævner før han går. Han ringer til mig for at fortælle mig hvad hun nu laver og hvad der nu er sket hos hende i Rumænien. Han siger at han godt ved at de aldrig bliver kærester, men at de er venner for livet! Fint, det glæder mig at han er glad, for han har ikke rigtigt andre i sit liv, han bor alene med sin kat.

    Hvis jeg skal høre ét ord mere om hende og hvad hun siger og gør, så skriger jeg!

Det har stået på i 1 1/2 år nu. Og når jeg siger at han ikke taler om andet, så mener jeg det altså bogstaveligt. Min mand kan heller ikke holde det ud længere, men han begynder bare at tale om noget andet når min bror starter ud med den Rumænske dame.
Jeg kan ikke få mig selv til at virke uinteresseret, og langt mindre at sige til ham at jeg ikke kan holde det ud. Min bror bliver meget nemt fornærmet, men det får ham ikke til at holde sig væk, nej så kommer han bare for at spille fornærmet og sur, og så er han heller ikke til at holde ud.
Mine bekendte siger at jeg skal sige det til ham som det er, men det har jeg altså meget svært ved. Jeg har i det hele taget svært ved at sige fra. Jeg er førtidspensionist pga. depression, og dette problem kan virkelig gå mig så meget på, at jeg stort set ikke kan tænke på andet. Jeg går altid og frygter at han kommer på besøg eller ringer (og det gør han tit). Min mand og jeg lejede på et tidspunkt et sommerhus meget langt væk, bare for at jeg kunne få noget fred og slappe af.

Hvordan kan jeg gøre min bror klart, at jeg altså ikke kan klare at vi aldrig kan tale om andet? Jeg vil jo ikke miste min bror, da min familie jo ikke er særlig stor i forvejen.

Håber meget på svar eller henvisning til en som kan hjælpe.

Venlig hilsen
Malene

__________



Hej Malene,

Det lyder unægteligt som om din bror er forelsket til op over begge ører i pigen fra Rumænien. Og som du selv nævner er det da dejligt for ham, når han nu ikke har så mange andre nære relationer i sit liv.

Selvfølgelig har du ret til at sige til ham, at du bliver lidt træt i hovedet af al den snak om rumæneren! Det er en menneskeret at sige fra, og da især i dit eget hjem. Hvis han bliver fornærmet, så prøv at forklar ham, at du værdsætter hans selskab, men også gerne vil høre om andet end rumæneren, ligesom du også gerne selv vil have lov til at bringe andre emner på banen, når I er sammen. Prøv at sig det på en rolig og ikke-aggressiv måde. Altså ikke noget med "Du er så belastende når du hele tiden taler om hende", men mere "Jeg holder rigtigt meget af dig bror, og det er dejligt at du har hende rumæneren, men nu vil jeg gerne snakke om noget andet".

Pøj-pøj med det

Bedste hilsener
Heidi Hersom
Psykoterapeut, cand.jur.

 
www.heidihersom.dk

Lær hvordan du styrker din selvtillid

Besøg også Q's coach brevkasse