Kære ....

Jeg har et stort problem jeg gerne ville have lidt hjælp til. Jeg er 22 år og har været sammen med min kæreste i 6 år. Vi har det dejligt sammen og jeg elsker ham utrolig højt og har længe været overbevist om at det bare skulle være os to.
Men nu har jeg det problem at jeg har utrolig dårlig samvittighed og har haft det gennem flere år. Da vi gik i gymnasiet opførte jeg mig ikke særlig pænt overfor ham og flirtede med mange forskellige drenge. Det endte faktisk med at jeg blev meget forelsket i en af mine drengevenner og selvom vi aldrig hverken kyssede eller gik i seng sammen, var vi tættere end vi burde og krammede meget, holdt i hånd og sov endda sammen i samme seng flere gange kun i undertøj - jeg havde faktisk meget lyst til ham. Det stod på i et årstid og jeg havde det selvfølgelig skidt med det, men stoppede det ikke, og jeg opførte mig i det hele taget meget egoistisk. Jeg har efterfølgende haft det forfærdelig dårligt og får kvalme og græder næsten hver gang jeg tænker på det. Jeg fortalte noget af det til min kæreste da det stod på, men har først her for nyligt sagt det hele. Han blev selvfølgelig ked af det, men har tilgivet det og synes ikke der er noget der skal ødelægge vores forhold. Problemet er bare, at jeg simpelthen ikke kan tilgive mig selv og føler mig som det dårligste menneske og føler jeg har udnyttet ham og hans tillid. Jeg tror faktisk heller ikke jeg ville være i stand til at være så tilgivende som han er. I det hele taget kan jeg bare slet ikke holde ud at jeg er i stand til at gøre sådan noget. Det er slet ikke den slags menneske jeg mener jeg er, eller har lyst til at være. Jeg kunne lige pludselig bare ikke holde ud at han ikke vidste alt der var foregået, så blev nødt til at få det sagt, for jeg havde det som om vores forhold var på et forkert grundlag og at jeg slet ikke havde givet ham mulighed for at tage stilling til noget ved at have holdt det hemmeligt for ham.

Nu er der så det problem at jeg, mens jeg har gået og været så ked af det, er kommet til at tænke på og lagt mærke til at jeg faktisk flere gange har været småforelsket i andre end min kæreste. Gennem vores tid sammen kan jeg faktisk tælle 4-5 forskellige drenge jeg har været interesseret i. Lige i øjeblikket er der faktisk en fra mit studie jeg er lidt glad for. Jeg har godt nok aldrig rigtigt snakket med ham, men får sommerfugle i maven når jeg ser ham, og gør lidt ekstra ud af mig selv de dage jeg ved han er der. Jeg glæder mig ekstra meget til de fester jeg ved han kommer til. Jeg har også drømt om ham mange gange og fantaseret om at vi skulle være sammen osv., hvilket hver gang giver mig sådan en spændt fornemmelse og sommerfugle i maven.
Sådan har jeg altså haft det flere gange med forskellige drenge gennem alle årene, men det skal lige siges at jeg aldrig har reageret på det undtagen den gang med ham i gymnasiet.
Jeg har det bare så utrolig dårligt, og føler mig som det værste menneske på denne jord.
Jeg kan ikke forstå jeg kan have det sådan når jeg har den bedste kæreste i verden, og jeg føler mig efterhånden "utro" hver gang jeg går i byen hvis jeg ved at ham jeg er interesseret i, er der og er spændt fordi jeg ved han kommer.
Det er så forfærdeligt at have det sådan når jeg nu har verdens dejligste kæreste derhjemme. Og det virker som om min kæreste bare har helt nok i mig og synes jeg er det bedste på denne jord, og jeg føler mig bare som et fusker der på ingen måde har fortjent en der elsker mig så højt.
Det skal siges at jeg faktisk får meget opmærksomhed fra flere drenge, men det er åbenbart ikke det der er grunden, for det hjælper jo åbenbart ikke på det og er tilsyneladende ikke nok.
 
Undskyld den meget lange mail, men blev bare nødt til at komme ud med det.
Det korte af det lange er altså, at jeg ikke kan forstå at jeg kan forelske mig i andre når jeg elsker min kæreste? Føler jeg har fundet det med ham som alle går og leder efter hele livet. Hvorfor sætter jeg så ikke ordentligt pris på det??
Burde jeg se mine forelskelser som et tegn på at der mangler noget i vores forhold??? Og at mine fantasier er et udtryk for noget jeg inderst inde gerne vil, for jeg får jo sommerfugle i maven hver gang jeg fantaserer og glæder mig til at se den anden??
Jeg er simpelthen så forvirret..
Jeg kan ikke forestille mig et liv uden min dejlige kæreste og kan se mig selv sammen med ham resten af livet, men føler jeg snyder ham. Og jeg har altid forestillet mig at når man har fundet ham det skal være, så burde man hvile i sig selv og bare slappe af og nyde det man har. Hvorfor kan jeg så ikke det? Og er det et tegn på at noget er galt???
Derudover er jeg utrolig jaloux hvilket ikke giver mening da det er mig der er den der flirter.
Hvad er der galt med mig?
 
Jeg vil sætte utrolig stor pris på et ærligt svar da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre og bare får det dårligere og dårligere dag for dag.
 
På forhånd tusind mange gange tak!
 
Mange hilsener den ulykkelige

Kære 'Den ulykkelige',
 
På mig lyder det som om du først og fremmest nyder trygheden i forholdet til din kæreste, som du har været kærester siden du var en stor teenage-pige. Men nu er du i 20'erne og ved at være voksen, og du har måske i virkeligheden mere behov for noget spænding, flirt, passion - og i det hele taget at prøve dig selv af som voksen kvinde i stedet for at hygge derhjemme med barndomskæresten?
 
På mig er det kun et sundhedstegn, og tegn på en god og nysgerrig seksualitet, at man gerne vil prøve mere og andet end ham man mødte som 16-årig.
 
Mærk efter inde i dig selv - hvad vægter mest: trygheden eller spændingen, og vælg så dét du mærker er rigtigst.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut

Læs også: "Vi er begge utro"