Hej

Jeg har et problem med at jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal gøre af mig selv? Jeg er 20 år og har boet i Paris i 2 år.
 
Da jeg var 6 hørte jeg en samtale mellem min farmor og farfar hvor de snakkede om hvor dejlig, køn og god i skolen min storesøster var. Den har siden ligget meget i mit hoved, for da vi blev ældre klarede min søster sig godt i skolen og jeg stor set var det modsatte.
Da jeg var 10 mistede jeg min mor der havde kræft og døde efter 5 uger. Det blev mig der tog mig mere af min mindre søskende end min storesøster da hun var bedre i skolen, og jeg syntes det var mere fornuftig hun tog en uddannelse frem for mig, men det udnyttet hun meget. Jeg ser stadig det ansigt fra min far da min mor døde. Efter min mors død begyndte jeg at gå til håndbold, hvor det tog alt min tid. Da jeg var 14 fik jeg en slem skade og måtte stoppe. Da jeg var 15 og blev færdig med 9. klasse skulle det fejres, så min faster og onkel kom op til os for at fejre. Senere på aftenen kom min onkel B (på min mors side) og han begyndte at tage på min faster og det hele endte i et stort drama. Dagen efter kom min onkel B, smadrede min fasters bil og truede min familie og mig med at dræbe os.
Da jeg var 16-17 arbejdede jeg alt for meget – 50 t på arbejdet og 25 t med håndbold, så jeg blev syg med stres. På mit arbejde blev jeg brugt meget ved at jeg arbejder for hårdt, uden at chefen sagde noget til det. Jeg har et stort problem ved at sige ’Nej’ til folk.

Jeg stoppede mit arbejde og håndbold på samme tid lige før jeg bliver 18. Derefter arbejdede jeg ikke i lang, for det var hårdt for mig at være PÅ hele tiden.
Jeg blev også testet for ordblindhed og fik konstateret ordblindhed, men kunne ikke få hjælp da jeg så 3 uger efter flytter væk.
Jeg flyttede til Paris dagen efter jeg bliver 18 ned hos en dejlig familie hvor jeg boede i halvandet år og fandt et arbejde jeg var glad for. Min nye chef hjalp mig meget og jeg havde ikke meget at sige, men nu er det så sådan at min chef slet ikke er glad for mig mere - han siger at jeg ikke gør mit arbejde rigtigt og at jeg tager alting for personligt, men alle andre siger jeg gør det perfekt.
Og nu er det så at jeg er begyndt at se en fyr, men jeg er bange for at opleve det samme som min far og opleve den samme smerte.
Og hvordan kommer jeg videre fra mit "gamle liv", da jeg gerne vil videre???
Undskyld det lange brev men håber du kan hjælpe mig.

Mange hilsner fra Signe.

Kære Signe,
 
Jeg forstår godt at du føler dig alene, rodløs og forvirret. Jeg tror der er mange årsager til at du har det skidt, men dét at du mistede din mor som 10-årig og derefter har fungeret som en slags 'mini voksen' tror jeg er en stor del af årsagen.
 
Det du skal lære er at være din egen bedste ven, og tage dig at dig selv, som var du din allerbedste veninde. Prøv overfor din kæreste at give udtryk for dit behov for støtte og kærlighed. Og så tænker jeg at det ville være rigtigt godt for dig at gå i noget terapi. Enten en privat psykoterapeut eller måske er der i din by mulighed for hjælp gennem Kræftens Bekæmpelse - de har samtalegrupper for unge, der har mistet en forælder pga. kræft.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut

Læs også: ' Jeg har haft et hårdt liv'