Hej Heidi.
 
Jeg er en pige på 21 år. Jeg har haft ret skidt, især det sidste 1½ års tid.
 
Da jeg var 20 arbejdede jeg et sted hvor jeg mødte denne her sjove, dejlige og lidt spændene fyr.Jeg fik hans nummer, hvilket jeg siden hen har ønsket at jeg aldrig fik....
 
Jeg skrev sammen med ham i nogen tid. Og da jeg spørger ham om hvor længe han så har været single, siger han sådan lidt i sjov: "hvem sagde jeg var single?" - Det var nok det der gjorde at det var spændene.
 
Så jeg sagde ja til at mødes med ham en aften i byen, hvilket blev til vores første kys og første gang, ja, sex. Det var ret spændene. Jeg følte jo at ingen andre måtte se os sammen.
 
Så vi blev ved med at snakke sammen, og selvfølgelig skulle der da så også komme følelser. Jeg elsker ham og han siger han elsker mig.
Senere hen fandt jeg ud af at han bor sammen med sin kæreste og at hun venter sig.
I starten var jeg sådan ok cool med hele situationen. Han lovede mig jo at han nok skulle går fra hende...
 
Så blev han født, hans kære søn, d. 24/08/08. Faktisk samme nat som han blev født gik vi fra hinanden, hvis man overhovedet kan sige det. Og jeg har ønsket at vi lod det være ved det lige siden. Men det kunne vi selvfølgelig ikke.
 
Jeg har givet så mange datoer til og gøre det forbi med hende, men der har hele tiden været en rigtig god undskyldning og jeg har jo bare sagt, når ja, men okay så.
 
Min jul har aldrig været så dårlig, da han jo skulle til København med hende til familien - og ja, jeg var jo bare med mine forældre.
 
Min nytårs aften... får helt tårer i øjnene bare ved og tænke på det. Jeg var helt alene. Han skulle jo til Sjælland, igen…
Og min såkaldte bedste veninde lavede lige pludselig andre planer, og jeg har egentlig aldrig rigtig haft andre veninder/venner.
Så jeg sad hjemme hos mine forældre, havde stegt mig en kotelet og lavet lidt sovs, og så sad jeg ellers bare der. Kl. 21. tog jeg da så mit pæne tøj på, prøvede og dække de puffede øjne fra alle tårerne og så kørte jeg ellers ind på min gamle arbejdsplads og sagde godt Nyt År. Da kl. så blev ca. 22:30 tog jeg ud til min eks og hans kæreste, og var der i lidt tid.
 
Kvart i tolv kørte jeg derfra, tændte for radioen og så kom sangen "Vær velkommen", og der begyndte tårerne for alvor at strømme.
 
Jeg kunne ikke få fat i nogen som helst, som man jo aldrig kan sådan en aften, så jeg kørte hjem og gik tudene i seng. Og siden da har jeg faktisk sådan ca. haft det lige af H… til.
Jeg var ikke sådan jaloux i starten, men efter den aften… puha.
 
Jeg ved egentlig ikke rigtig hvor jeg vil hen med alt det her, men det er måske lidt noget andet når man fortæller det til en helt fremmed. Men når jeg fortæller noget, er det det hele noget rod.
Nu går jeg så til en form for terapi hos min læge. Hun spurgte mig om jeg havde overvejet og begynde på piller, hun har konstateret at jeg er deprimeret, men det takkede jeg pænt nej tak til. Jeg har dog overvejet det lidt efter hun spurgte. Jeg har det ikke særlig godt og hun sagde så at jeg skulle sige til ham, at jeg ikke ville svare ham mere når han kontaktede mig, hvilket jeg har gjort gang på gang. Jeg ved ikke om jeg kan gennemføre det denne gang. Det er lidt ironisk, men han skrev en sms til mig mens jeg sad og skrev denne mail til dig. Jeg elsker ham jo, men samtidig hader jeg ham som pesten. Hvad fanden bilder den idiot sig ind og give mig, eller andre for den sags skyld, hans nummer??? Hans kæreste skulle være mor. Han skulle være far...
 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler at jeg er blevet en kæmpe modstander af kærlighed og børn. Jeg har ikke kunne holde ud og se på børn eller par. Det skærer så forfærdeligt i mit hjerte.

Ved ikke om du kan hjælpe mig, men det er et forsøg.
 
På forhånd tak.
Med venlig hilsen
Den forvirrede og ulykkelige Maja.

Kære Maja,
 
Det netop overståede nytår er en rigtig god anledning til at du beslutter med dig selv at lægge 'ham' bag dig. Lav en aftale med dig selv om at 2010 bliver året hvor du 'vender skuden' og får fjernet fokus fra 'ham', og sætter dit eget fokus over på DIG! Du er hovedpersonen i dit liv. Du fortjener at blive lykkelig, og omgive dig med gode, kærlige og ærlige mennesker, der vil dig det godt. Du fortjener så meget mere end en mand, der holder dig som 'nr. 2'. Han er et usselt kryb - både overfor dig, overfor sin kæreste og overfor sin søn. Jeg ønsker for dig at du kunne finde noget vrede frem ift. 'ham' - det ville være godt for dig at blive rigtigt vred på ham.
 
Måske burde du også komme væk fra de steder, hvor du kan støde ind i ham. Måske finde et nyt job? Tage ud at rejse som feks guide for et rejse-selskab? Flytte til en anden by? Eller i det mindste skifte mobil nummer, så han ikke kan ringe/sms'e.
  
Terapi tror jeg ville være rigtigt gavnligt - men brug en uddannet terpeut, ikke en læge :-) Og superflot at du har sagt nej til antidepressiver - i din situation ville de kun gøre ondt værre.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut

Læs også: Kæresten har kysset veninden