Kære Heidi!

For et år siden havde min kæreste gennem 8 år et sidespring, som kom som et chok for os begge to. Han har altid haft et højt moral og sætter selvrespekten højt, og kunne derved aldrig finde på at bedrage et andet menneske og slet ikke én han elsker. Det var en hård periode i vores liv, hvor vi lige havde fundet en god ven død i hans lejlighed. Der lå meget skyldfølelse, da vi havde påtaget os det store ansvar at holde øje med at han ikke tog en overdosis. Den dag han døde, var den dag vi ikke havde overskud til at ”holde øje”.

Forud for den tid, havde jeg i et år haft ekstremt travlt på min skole, hvor jeg ofte overnattede og var dermed sjældent hjemme. Han udtrykte sin frustration, at det var som om at han ikke havde en kæreste og han savnede mig. Jeg havde meget præstationsangst og resultatet af mine projekter betød ekstremt meget for mig, hvilket betød at jeg ofte var vågen i flere døgn i træk, hvor jeg arbejdede.
Desværre var jeg meget skuffet over resultatet og endte i en depression med selvhad og udmattelse. Pga. af vores nære ven som lige var kommet ud af afvænningsklinik, tilsidesatte vi vores egne behov, da det var vigtigere for os at holde vores ven i live.
Min kæreste havde desuden en periode i hans liv, hvor han var skuffet over sin egen indsats, hvor han dumpede en eksamen, og hvor hans fritidprojekter gang på gang var et nederlag og tab af en masse penge.

Efter vores vens død blev jeg meget angst for at miste, og sad for det meste og rystede hver nat og holdt øje med at min kæreste stadig trak vejret. Hver dag flygtede jeg fra alle ubehagelige tanker ved at se tv. Hans reaktion var meget anderledes. Han havde brug for nye spændende projekter og han havde masser af ideer til hvordan det skulle foregå. Og til det havde han brug for min hjælp, hvilket jeg, til hans frustration, på ingen måde kunne overskue. Han placerede sig dernæst i en venteposition hvor hans lykke afhang af hvornår jeg fik overskud igen. Det var som om, at jeg fik kontakt til gamle uafklarede smerter i mit liv, som har været meget turbulent, med alkoholisme, omsorgssvigt, misbrug, anbringelse og mange flytninger mellem 3 lande. I dag har jeg skabt mig en stabil hverdag, og er meget afhængig af min kæreste og hans familie, da jeg ellers er meget ”alene”.

To uger efter vores vens død, havde han et sidespring i fuldskab med hans søsters bedste veninde, som er en fælles ven siden folkeskolen.
Jeg så i forvejen meget op til hende, da hun er meget talentfuld og succesrig i samme interessefelt som min kæreste. Hun er desuden meget smuk med en sprudlende personlighed.
Da han kommer hjem, er han i panik og har stort behov for intimitet.
Vi har sex den morgen. Senere samme dag, fortæller han om sit sidespring, hvilket fik mig til at panikke og min verden brast sammen.

Jeg sov den nat hos hans søster, som lynhurtigt tog rollen som mægler og ”problemløser”. Efter noget tid besluttede vi at give forholdet en chance, da vi elsker hinanden meget højt. Jeg tilgav ham, da jeg kunne se at det også var et meget traumatisk oplevelse for ham selv. Jeg har aldrig set ham så ulykkelig og så skamfuld. Jeg fandt forståelse trods min vrede og sorg, og indimellem havde jeg meget ondt af ham.

Desværre i min angst for at miste, udviklede jeg bulimi og voldsom depression, der resulterede i en indlæggelse på psykiatrisk hospital og efterfølgende 6 måneder i intensiv behandling med fokus på at opbygge min selvtillid og få kontrol over min spiseforstyrrelse.
Da jeg er en meget perfektionistisk person, ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for, at det i hvert fald ikke er min skyld, hvis det skulle ske igen. Derfor var jeg meget fokuseret på mit udseende og vores sexliv skulle aldrig være kedeligt! Han friede til mig et halvt år efter og vi elsker hinanden meget højt.
Nu er der gået et år og jeg sidder med et voldsomt had overfor hende han var sammen med, også fordi jeg blev smittet med klamydia. Nogle gange med skræmmende tanker og ønsker om at skade hende, hvilket jeg skammer mig over. Jeg har ikke talt med hende og er meget bange for hende. Jeg vil for alt i verden undgå at møde hende, da jeg ikke stoler på mig selv. Jeg føler at jeg har en indre psykopat som prøver at bryde ud. Problemet er at hun er en meget nær ven af min kærestes familie og bliver derfor altid inviteret til konfirmationer, jul osv.
Min kærestes søster er meget træt af, at stå i midten og har meddelt at hun ikke længere vil tage hensyn, hvilket betyder at vi ofte må blive hjemme, når der er fælles begivenheder. Hun vil ikke meddele hvis hun tager hende med, og vil ikke længere forhindre et pludseligt møde. Det resulterer selvfølgeligt i, at jeg mærker pres fra både min kæreste og hans søster, at jeg skal kunne være i rum med hende. Lige nu går han glip af en hel masse ting som han ellers elsker, fordi at vi ved at hun også vil være der.

Hvad skal jeg gøre? Nogle gange har jeg lyst til at gøre alle den tjeneste at ligge mig i en grav, så alle kan leve deres lykkelige liv uden mig og mine besværligheder. Det virker som om alle venter på mig, at jeg holder op med at være vred og ked af det. Og hans søster siger dermed at det er urimeligt at være vred på hendes veninde. Jeg ved godt at jeg skal være ligeså vred på min kæreste, men det er en måde for mig at kanalisere al min vrede væk, da jeg nu har besluttet at leve med ham. Jeg drømmer om hende hver nat, at hun griner ad mig og siger at jeg er ynkelig og at min kæreste var nem at stjæle fra mig.
Og at jeg må være en forfærdelig kæreste siden han kunne finde på at være sammen med hende.

Hvordan kommer jeg videre, og slipper mit had til hende?

Mvh A.

 
Kære A.,
 
Din kæreste og du har været under hårdt pres i en lang periode - krævende uddannelser, en vens død, din depression og bulimi, ligesom jeg kan forstå at I også har haft en hård barndom og opvækst med svigt og traumer.
 
Når man er under hårdt pres, eller er i krise, gør man ofte ting, som man under normale omstændigheder ikke ville have gjort. Jeg gætter på at din kærestes sidespring ligger i den kategori - han var frustreret, desperat og 'ude af sig selv'.
 
Jeg foreslår at du slår en streg over hændelsen - giver slip på den, og fokuserer på at I skal have det godt sammen nu og fremover. I har brug for hinanden til at skabe en tryg base for jeres hverdag.
 
Samtidigt er jeg lidt bekymret for at du tilsyneladende ikke er i noget opfølgende terapi eller behandling ovenpå din indlæggelse. Det vil jeg opfordre dig til at spørge din læge om, for du har brug for støtte og hjælp ovenpå indlæggelsen, og med de andre ting du tumler med.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener fra
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut

Læs også: Er han utro?