Hej Heidi
 
Jeg skriver til dig i en blanding af raseri og inderlig sorg.
Jeg er 29 år, min mor døde for 8 år siden og min far har (heldigvis) fundet en ny kvinde at dele livet med.
 
Problemet er bare, at hende og jeg gang på gang tørner sammen i sårede følelser, jalousi og misforståelser.
 
De har været sammen i 4 år og i starten var hun meget jaloux på mig. Min far og jeg fik efter min mors død et tæt forhold, hvor jeg delte ting med ham, som man nok oftest kun deler med sin mor, mødtes til frokost og talte sammen i tlf. Vel ikke så unormalt?
De flyttede hurtigt sammen hos min far og næste lige så hurtigt, forbød hun min far at tale i telefon med mig uden at hun var hjemme og at mødes og lave noget skete aldrig mere. Mit barndomshjem, blev totalt tømt for alt hvad der var og pakket i kasser som jeg skulle hente. I dag, findes der ingenting fra jeg var barn, ingenting mine forældre har haft sammen og ingenting fra min fars tidligere liv (dog er der både tegninger og billeder og ting fra hendes og hendes voksne børns liv).

Til en større familiekomsammen, vælger hun at lave en scene efter maden, fordi min far giver mig et kram (og i øvrigt også min kusine jeg stod og talte med). Det var første gang på hele aftenen vi talte sammen. De tager hjem derefter og det gør jeg også, men jeg vælger at tage hjem til dem dagen efter og konfrontere hende med det. Der fortæller hun os, at jeg har ødelagt deres bryllup fordi jeg havde købt de forkerte roser og sat i huset til de kom hjem, de skulle være røde og ikke lyserøde (det var midt i en studentertid og det var ikke til at opdrive røde roser der var pæne). Samtidig siger hun, at vi har et unaturligt ulækkert forhold og at hun har til familiefesten set mig kysse min far op og ned af halsen, og hun slutter af med at tale meget meget grimt om min mor. Min far siger ingenting, han sidder og kigger ned i gulvet. Jeg var forberedt på en diskussion, men ikke på det! Jeg var knust og næsten løb derfra uden at have fået talt med dem om det.
I et år talte jeg ikke med min far og i to år ville jeg slet ikke se hende, men indvilligede da min far bad mig om det.
 
Vi har i den tid der er gået siden ladet det ligge uden at tale om det og det er gået fint nok i ca. 2 år. Jeg har hele tiden følt at jeg satte god mine til slet spil.
 
Jeg lever mit liv meget anderledes end både mine forældre og nu min far os hans kone. Køber økologisk, passer på miljøet og gør mig almindeligt umage for at leve sundt. I mit job og med alderen er jeg blevet bevidst om hvad jeg vil, og jeg vil ikke gå (voldsomt) på kompromis omkring det.
 
Hun har flere gange efter jeg er begyndt at komme hos dem igen, givet utryk for at et er noget pjat at der altid skal købes grønsager når jeg skal spise med (jeg har aldrig bedt om det), syntes det var underligt at jeg ikke spiser voldsomt meget slik og kage og at jeg ikke kan li' sodavand.
Det storryger og jeg er ikke-ryger og min far der altid kun har røget i køkkenet, har bedt hende om kun at ryge der når jeg er hjemme.
Her til aften var jeg hjemme til en lille middag med dem og min faster. Vi kommer til at tale om rygning og at de vil stoppe, og jeg blev meget glad over at høre at de skal til hypnotisør og rent faktisk vil det. Vi kommer til at tale om børn, hvor jeg får sagt at jeg aldrig vil tillade rygning i nærheden af mit barn. Det er min holdning og efterhånden en holdning jeg er langt fra ene om. Aftenen går mod enden og min faster skal hjem. Min fars kone og hende står i lidt tid og taler, mens min far og jeg rydder op. Da jeg går på toilettet, overhører jeg dog at hun "er så træt af at jeg altid skal forsøge at ramme hende og altid er efter hende. Og at hun bliver så ked af det hver gang".
Jeg blev så ked af det, for det er så undergravende og demotiverende for mit forsøg på at få tingene til at fungere.
I min verden talte vi om en helt almindelig hverdagsting som rygning, som alle har en holdning til og det var ikke møntet på hende som person.
Jeg fik pakket mine ting sammen så stille og roligt jeg kunne, takkede for mad og småsludrede lidt inden jeg gik. Min far fulgte mig et stykke vej, hvor jeg fortalte ham det og han blev ked af det, men sagde han ville tage det når han kom hjem.
Jeg har godt nok fortrudt nu at jeg sagde noget til ham, for jeg vil ikke have at han skal stå mellem os og være bussemanden.
Der har været flere episoder, hvor hun har brokket sig over mig til andre i min familie (som fortæller det til mig) uden at hun taler med mig om det.
 
Nu har jeg fået nok, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg vil gerne have at min far er glad, men hvad gør jeg, hvis jeg gerne vil kunne have et nogenlunde forhold til hende og samtidig kan ikke bare blive ved med at undertrykke enhver holdning/ tanke / følelse, som hun kunne blive stødt over.
Og så føler jeg mig faktisk rigtig ydmyget af hende, fordi hun ikke kommer til mig.
 
Hvad skal jeg gøre?
 
Mange hilsner
Modløs
Hej Modløs,
 
Hun lyder da som et forfærdeligt kvindemenneske, hende din 'stedmor'. Ja, det er faktisk "den onde stedmor" fra Askepot, der toner frem for mit indre øje!
 
Lad os slå én ting fast: Du gør INTET forkert. Du opfører dig pænt, voksent og civiliseret, samtidigt med at du holder fast på dine værdier og holdninger. Hun burde respektere dig, som den voksne datter af hendes mand, som du jo er. Desværre virker det som om hun er ved at blive ædt op af jalousi ift den relation du og din far har. Det er dybt tragisk, men ikke noget du kan eller skal gøre noget ved.
 
Jeg foreslår at du begynder at se din far alene igen. Gå ud til frokost, tal sammen i telefonen, invitér ham på besøg hos dig. Og komme der sure stikpiller fra hende, så sig, at den dag hun kan opføre sig ordentligt og give dig respekt, den dag kan I ses igen.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut

Læs også: "Min søster er tyk"