Hej Heidi!

Jeg er i en rigtig kompliceret situation lige nu...

Jeg er gift med mine 2 børns far på 3 år - vi har været sammen i næsten 8 år. For ca. 1½ år siden blev vi forældre anden gang til en dejlig lille pige. Det medførte, at jeg i en periode på 10 måneder ikke fik en eneste hel nattesøvn. Jeg var træt, udmattet og havde ikke meget overskud til min mand udover at lave mad, vaske tøj osv. Jeg ved godt, at jeg var fraværende og vi havde kun sex 2-4 gange om måneden, hvor vi tidligere havde ca. 3-4 gange om ugen. Sidste år ved denne tid fik jeg en stærk følelse af, at ikke alting var som det skulle være - alle de klassiske tegn: mobil i lommen, sms’er i det skjulte, han lukkede internetside ned, når jeg kom ind i rummet, overarbejde osv. Jeg kæmpede som en sindssyg med at give ham opmærksomhed, samtidig med at jeg konfronterede ham med den adfærd han udviste. Han nægtede alt - at det var mig, der havde et seriøst problem osv. Jeg håbede at vi kunne få nærheden ind i vores ægteskab igen og jeg tog masser af initiativ: vi var på ophold, jeg sendte frække beskeder til ham, lagde op til sex osv. Det medførte at vi fik et rigtig dejligt samvær og al det mistænksomme adfærd holdt op. Derfra og fremefter havde vi det super sammen - god sex, grin og sjov - alt fungerede faktisk.

I august springer bomben så. Jeg havde fået hans kode til hans mail, fordi jeg skulle hente en billet ned og printe ud, og jeg får så klikket på sendte beskeder. Idioten havde glemt at slette sin udbakke og der var flere mails til en ex med seksuelt indhold og billeder af denne dame.
Jeg kontakter så hende og skriver at jeg er en rationel kvinde, der vil vide om min mand fortjener en chance eller ej. Hun skriver tilbage, at de kun har drukket kaffe sammen en enkelt gang, at de har skrevet sammen og at det aldrig blev til mere - samt at de efter jul ikke havde nogen kontakt og at det er hende, der har taget kontakt til ham. Det passer med det tidspunkt, hvor min mand udviste fokus i vores ægteskab igen. Jeg konfronterer min mand, han bryder sammen ved udsigt til at jeg vil skilles og han lover han vil gøre alt. Jeg får samtlige af hans koder og mobilen ligger fremme hos mig hele tiden - det har den gjort siden. Han kontakter hende og skriver en mail, hvor han skriver, at han af hensyn til sit ægteskab og sin familie ikke er interesseret i NOGEN kontakt med hende.
Han udviser stor fokus og har i tiden efter været sød, varm og nærværende, deltaget i de huslige ting, uden at jeg skal spørge ham. Han lægger ikke skjul på, at det er det han vil - at det er os. Han sender kærlige sms’er hver dag og han er i det hele taget næsten blevet min drømmemand.

Mit problem er, at noget i mig er gået i stykker og at jeg kæmper med det hver eneste dag. Jeg har stort behov for at være mig - jeg ved ikke om det giver noget mening? Men det er som om, at han kæmper med næb og klør og jeg lige nu er passiv. Jeg elsker min mand, men er ikke forelsket i ham længere og samtidig kæmper jeg med tilliden til ham. Vi har det dejligt sammen, er enige om meget og har dejlig sex, hvor han er yderst givende og nærværende, men havde vi ikke haft børnene sammen, havde jeg allerede skippet ham dengang jeg fandt ud af hans følelsesmæssige utroskab, for sådan føler jeg det. Hans fokus og empati for mig og sin familie var helt væk og det er noget af det jeg har sværest ved at tilgive ham - at han svigtede mig, hvor jeg havde mest brug for ham. Vi har talt meget om det sammen, men jeg føler, at han lukker af, når jeg forsøger at tale om, hvordan jeg havde det. I hans bog er det allerede overstået og vi er kommet videre, men det føler jeg ikke på samme måde, hvilket jeg også har været helt ærlig om. Han vil gerne, at jeg finder ud af hvad jeg vil, for han er ikke i tvivl om hvad han vil - det er mig og børnene.
Den sidste tid har jeg haft lidt kontakt med en mand, der får følelserne op i mig. Han er dejlig, men ikke noget kærestepotentiale på sigt, og jeg har ikke været tæt på at være utro, fordi jeg har meget respekt for min familie og min mand. Men en del af mig har virkelig lyst til det - jeg brænder af lysten til at give mig hen og føle mig levende igen - at være mig. Igen stopper respekten mig og kærligheden til mine børn. Men respekten stoppede jo ikke ham? Jeg vil gerne kunne sige, at jeg har givet mit ægteskab alt hvad jeg kan, men hvornår er nok nok? Hvornår er det okay at sige, det var det? Og hvordan finder jeg gnisten frem igen - det ville jo klart være den allernemmeste løsning.

PS: det er ikke økonomi og materialisme, der holder os sammen, da vi sagtens kan klare os hver for sig.

Masser af forvirrede hilsner en 29 -årige mor, der higer efter at komme videre - på enten den ene eller anden måde

Kære 29-årige mor,
 
Jeg tror egentligt du har meget godt greb om situationen og dine følelser - du er bevidst om hvad der sker i dig og med dig. Ingen tvivl om at tilliden til din mand har lidt et alvorligt knæk, og den tager lang tid at opbygge igen. Kun hvis din mand er villig til at erkende hvor meget smerte han har forvoldt, og kun hvis han er villig til at vedblive med at være 'den gode mand' han er nu, kan tilliden genoprettes.
 
Jeg kan jo ikke fortælle dig om du skal give det en chance - samtidigt med at du kræver at han tager dine sårede følelser alvorligt, eller om du skal droppe ud af forholdet og begynde at se andre mænd. Personligt ville jeg vælge det første; at kæmpe til jeg virkelig kunne sige, at nu havde jeg gjort alt hvad der stod i min magt for at redde forholdet.
 
Måske ville det være godt for jer med noget parterapi, for at få 'ryddet op' i det gamle, og få en fælles platform at arbejde videre på sammen. Jeg har god erfaring med at hjælpe par i jeres situation videre til et stærkere og bedre forhold.
 
Held og lykke.
 
Bedste Hilsener
Heidi

Spørg Q's psykoterapeut