Hej Heidi,

Så sidder jeg her.
Jeg har endelig fået taget mig sammen til at bryde ud af et 3 år langt forhold med både fysisk og psykisk vold, hvad skal jeg nu.? Alle veninder er væk. Væk fordi jeg valgte psykopaten frem for dem. Selvværdet er helt i bund og jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal nu. Det værste er JEG SAVNER HAM. Hvad sker der lige?
 
Min tillid til mænd kan selvfølgelig ligge på et meget lille sted lige nu. Jeg har ingen tiltro til, at jeg nogensinde tør stole på en mand igen, og jeg tager mig selv i at slette alle spor på min PC, og beskeder eller opkald på min telefon, selvom det ikke længere er nødvendigt.

Jeg har ikke ret meget lyst til at fortælle om forholdet, da jeg helst vil glemme det hele og komme videre - Jeg ved bare ikke hvordan?  
Hvad stiller jeg op med mig selv og mit liv? Jeg bor i "udkants-Danmark", hvor selvhjælpsgrupper og den slags er "en by i Rusland", og terapeuter er der langt til. Jeg føler heller ikke, at jeg har overskuddet til at gå

ud i verden og møde andre mennesker.

Læs også : "Jeg er så forvirret over mit liv"

 
Jeg har et fast fuldtidsjob, som er meget krævende. Har for nylig været sygemeldt i 2 uger med symptomer på stress. Når jeg så endelig har fri, orker jeg ikke andet end smide mig på sofaen og glo på tv'et, som egentligt bare kører uden at jeg følger med. Kan det virkeligt være rigtigt, at man føler sig færdig og udbrændt som 50 årig, og ikke er i stand til at se, hvordan ens liv fremover skal forme sig?
 
Jeg har ikke behov for at få at vide, at jeg bare skal tage mig sammen og gå en tur, når der til selv den mindste dagligdagsting skal tages et laaaangt tilløb.
 
Jeg har før haft en depression i forbindelse med min mors dødsfald, men føler mig som sådan ikke deprimeret lige nu. Det hele er noget æv og masser af tanker hvirvler bare rundt i mit hoved. Jeg burde være glad for livet, glad for at jeg nu endelig er fri af et belastende forhold.. Hvorfor er jeg så ikke det?
 
Jeg er klar over, at det jeg har skrevet sikkert virker noget rodet. Normalt er jeg meget god til at udtrykke mig. Måske har jeg mistet den evne, ellers er jeg bare kommet ind i vanen med at undertrykke mine følelser?
 
Hilsen "den rådvilde"

Få håndlæserens hjælp Mangler du afklaring og indsigt? I Qshoppen kan du få svar fra håndlæseren

Jamen jeg kan sagtens forstå at du er udmattet, efter et psykisk og fysisk belastende forhold. Det virker som om at du ikke selv helt har forstået hvor meget pres du har været under.

Lav en aftale med dig selv om at du de næste 3 måneder ”er på rekreation”. Selvfølgelig skal du passe dit job (hvis du kan – og ellers må du lytte til dig selv - om du har brug for en sygemelding i en kortere periode). I rekreationsperioden handler det om, at du er så nænsom og omsorgsfuld overfor dig selv som muligt.

Du skal ikke stille krav til dig selv om at du skal være på en bestemt måde, eller gøre en masse. Nej, du skal putte dig i sofahjørnet med en god bog, lave god mad til dig selv, gå til frisøren, eller få en massage eller fodbehandling. Køb blomster til dig selv, gør ting fordi DU har lyst til det. Hyg med dig selv. Behandl dig selv som din bedste veninde, der lige var kommet ud af helvede med livet i behold.

Efter et stykke tid vil denne selv-omsorg betyde at du vil få mere overskud. Når overskuddet kommer tilbage, så kontakt veninderne. Mon ikke nogen af dem stadig er der? At de har bakket ud, da du havde din voldelige kæreste, var jo fordi de holdt af dig, og ikke kunne klare at se dig i det destruktive forhold.

Håber du kan bruge mine råd.
Husk at du er den mest værdifulde person i dit liv, og at kun du kan elske og passe på dig, helt inderst inde.

Bedste Hilsener
Heidi