Jeg er en 27-årig kvinde, som har et både praktisk og følelsesmæssigt problem.
Lidt forhistorie: Jeg har en kæreste på 32 år. (Min første kæreste nogensinde, da jeg, fra jeg var 15 år, har lidt af socialfobi og dårligt selvværd. Pt. har jeg fået det meget bedre, men er stadig meget genert). Vi har været sammen nu i over fem år.

Problemet:
I 2009 fik min kæreste den idé, at han ville have, at vi skulle købe hus på landet. (Vi boede dengang i storbyen.) Det var en noget pludselig idé, da han året forinden havde fortalt mig, at han aldrig ville købe et hus, men foretrak at bo i lejlighed, og jeg delte ikke hans entusiasme omkring et huskøb.
Fordi jeg har meget svært ved at sige fra, fik jeg aldrig rigtigt sagt til ham, at jeg allerhelst ville blive i storbyen i en lejlighed og faktisk slet ikke havde (eller har) lyst til at bo på landet. Det var som om jeg "fortrængte" hans planer om et fælles huskøb, da jeg håbede, at det ikke ville blive til noget.

"Boligeventyret" endte med, at han en dag "pludselig" ringede til mig og sagde, at vi skulle underskrive købspapirerne til et hus, vi havde set på, samme eftermiddag. Jeg vidste, at det var et helt forkert skridt for mig, og jeg kom til at græde, da vi skulle skrive papirerne under, fordi det slet ikke var dét jeg ønskede. Min kæreste blev sur på mig, og sagde, at jeg ikke kunne bakke ud så langt henne i forløbet, og jeg skrev under, fordi jeg var bange for, at han ville slå op med mig, hvis jeg lod være.

Her sidder jeg så 2 år efter i vores hus på landet og er så ked af, at jeg ikke bare sagde hvad jeg mente dengang. Jeg føler, at jeg lever hans drøm - huset og haven er hans projekt og jeg længes så meget efter storbylivet. Samtidig elsker jeg ham meget højt, og kan ikke overskue at skulle gå fra ham og skulle igennem så stor en kærlighedssorg. (Jeg er meget bange for at blive ensom, hvilket jeg tidligere har været pga. min socialfobi, og det var virkelig forfærdeligt. Jeg har dog nogle gode veninder nu, så jeg ved godt, at det måske mere er mine egne tanker, der skræmmer mig, og ikke så meget "virkeligheden".)

Min kæreste har bemærket min utilfredshed ved at bo her - faktisk trak jeg mig så meget væk fra ham pga. min frustration over at have ladet mig presse til at købe huset, at han slog op med mig for nylig. Min angst for at være alene og alle mine kærlige følelser overfor ham og vores fortid/nutid sammen gjorde dog, at jeg bad ham give os en chance til. Jeg fik ultimatummet, at jeg skulle engagere mig i huset og ham, eller vi skulle ikke være sammen mere. Jeg "underkastede" mig, og det "går godt" mellem os, så længe jeg ikke siger hvad jeg virkelig mener om huset.

Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Det er som om, jeg har valget mellem "pest eller kolera"; enten skal jeg blive hos ham og være "tryg", frustreret og utilfreds, eller også skal jeg gå fra ham og være frygteligt ked af det og "ensom".
Hvad er dine tanker om dette?

Med venlig hilsen og på forhånd mange tak.
Janne

Læs også : På bar bund efter 3 års voldeligt forhold

Kære Janne,
Det var da rigtigt trist at din kæreste nærmest tvang dig til at skrive under på en købsaftale på et hus, og endnu mere trist at du lod dig tromle til at gøre det.

Det har jo klart været dit ønske om at please ham, og din angst for at miste ham hvis ikke du ’makkede ret’, der gjorde at du skrev under. Men din underbevidsthed fortæller dig at du har svigtet dine egne idealer ved at lade dig presse – og DET er en sund reaktion. Altså at du kan mærke at det er forkert for dig at underkaste dig. Så hold fast i det – du har ret til at have din egen mening, og du har ret til at blive elsket, også selvom I er uenige.

Mit råd til dig vil være at tage en snak med ham, hvor du fortæller at du ikke kan leve med at være ”under tøflen”, og at du mistrives ved at bo langt ude på landet. Prøv at snak om hvorvidt I kan finde en kompromis-løsning mht bolig, hvor begge jeres ønsker bliver tilgodeset. Bliver han helt stejl og vil kun have tingene på hans måde, vil jeg råde dig til at forlade ham. Hvis han allerede nu er sådan en tyran, hvordan bliver det så ikke om 20

Få dit personlige års-
horoskop

eller 30 år. På trods af din sociale angst har du masser af gode år igen, og kan finde en mand der respekterer dig langt bedre. Og omkring den sociale angst – prøv at kigge efter kurser, foredrag, samtalegrupper eller lignende i dit lokalområde. Du har brug for et netværk af ligesindede uanset om I bliver sammen eller ej.

Held og lykke med det.

Bedste Hilsener
Heidi