Hej Hanne,
Jeg har det store problem, at jeg står overfor et valg, jeg ikke føler, jeg kan tage, men lad mig starte med begyndelsen:

Jeg mødte for 6 år siden en dejlig mand. Han blev vældig forelsket i mig, men jeg blev det aldrig rigtig i ham. Jeg satte dog stor pris på hans selskab og ville gerne lære ham bedre at kende. Og så blev jeg gravid! Det gik ret stærkt, men da vi begge var oppe i 30'erne, var der ingen spørgsmål ved om vi skulle have barnet eller ej. Her efter fulgte nogle vilde år, der var svære men samtidig også fantastiske. Og det endte med et barn mere!
 

Jeg er ikke tiltrukket af ham

Vi har dog aldrig været gode til det med sex, hvilket primært bunder i min manglende sexuelle tiltrækning af ham. Det har skabt en masse konflikter og uligevægt i forholdet, som har været rigtig hårde og resulterede i, at han flyttede  for 1 års tid siden. Vi har dog holdt en god kontakt og i perioder leget lidt kærester og flirtet med tanken om at finde sammen igen, men det, der holder os tilbage, er sexlivet som vi begge er bange for aldrig kommer til at fungere.

Der er jo ingen tvivl om at vi har haft nogle hårde år med små børn, hvor vi samtidig skulle lære hinanden at kende, men fordi sexlivet aldrig har fungeret, kan vi ligesom ikke bare bruge det som undskyldning!
Vi er de bedste venner og nyder hinandens selskab. Der ud over har vi jo 2 børn sammen, så vi har en stor interesse i at få det til at fungere. Jeg kan slet ikke forlige mig ved tanken om at splitte familien fordi mor og far ikke har sex... Og når alt andet fungerer, så VIL jeg også bare få dette til at fungere!!! 

 
Jeg går med det dilemma, at vi snart må finde ud af, om vi skal den ene eller den anden vej. Om vi fortsætter sammen eller skal andre veje. Og jeg prøver at bøje og dreje min lyst og forsøge at rette den hen på ham, men det fungerer kun i teorien!  
Hvor meget af ens lyst er noget "magisk udefra kommende" og hvor meget kan man selv styre? Jeg har i nogle år ikke haft lyst til sex overhovedet, da jeg har været træt og har haft små børn/ammet/været gravid, men jeg kan mærke lysten er vendt tilbage - bare ikke til ham. Jeg har ikke været sammen med andre og har heller ikke nogen i kikkerten (overhovedet!), så lysten er ikke rettet mod nogen! 
 

Tag testen : Hvordan ser mænd dig?


Han er fantastisk, og jeg vil gerne beholde ham i mit liv

Jeg spørger dig jo ikke om at træffe mit valg! Men jeg spørger dig til, om du tror, man er herre over sin egen lyst og om jeg evt. kan lære at kanaliserer min lyst hen på en, der ikke umiddelbart tænder mig? det skal siges, at når vi endelig har haft sex, har det været godt, så det er ikke pga dårlige oplevelser med ham. Det er snarere, at jeg bare ikke tænder på ham. Han er fantastisk sød, sjov, klog, varm... Men ikke fræk! Jeg har altid følt, at jeg var mere tiltrukket af hans hoved end hans krop - hvis det giver mening!?

Fordi det altid har været et problem mellem os, er det jo også blevet vældig "betændt" og jeg kan slet ikke forestille mig at komme i gang med det igen. Måske er jeg bare gået i baglås, men hvordan kommer jeg så videre? Det kunne jo også være rart, hvis sex bare var sjovt og fantastisk i stedet for et PROBLEM! Han har altid gerne ville tale om det, men jeg er ikke så god til det, for hvad skal jeg sige andet end: "Jeg tænder ikke lige på dig!" og hvor fedt er det!!?! Jeg har altid været bange for, at hvis jeg satte ord på det, så ville han blive nødt til at smutte.
 
Jeg har ikke så mange erfaringer med længerevarende forhold, så mit sexliv tidligere har nok mest været præget af sex med fyre, jeg ikke havde de store følelser for, og jeg kan erindre, jeg tidligere også har kunnet lukke helt af, hvis forelskelsen klingede af.
 
Jeg håber, du kan give mig et klogt ord med i bagagen!
 
Mvh
den frustrerede husmor!



Læs også : Udvælg din partner ud fra de rigtige kriterier



Sexologen svarer,


Jeg synes det første du skriver fortæller en masse: ’Han blev vældig forelsket i mig’, mens du: ’Satte stor pris på hans selskab’.
Det er jo to vidt forskellige indgangsvinkler til jeres forhold, som har holdt sig siden, men vel aldrig blevet nævnt? Hvis han gennem årene har troet at du elskede ham, har det jo været frustrerende for ham at mærke du intet begær havde/har til ham, da det netop er der, i det fysiske møde, mange mænd kan mærke at kvinden elsker ham.

Mange mænd reagerer med at gøre sig endnu mere umage for at gøre hende glad, så hun også vil have sex med ham, men gør det ofte på en underdanig måde, hvor han kommer til at spørge om lov. Efter at blive afvist , ved at hun vender ryggen til, så giver han op, bliver irriteret og klapper i, i stedet for at fortælle, hvad sex betyder for ham og hvor vigtigt det er. Din mand elsker dig og vil derfor også gerne have sex med dig som en naturlig del for ham.


Det er ikke naturligt for dig, for du elsker ham ikke og tænder heller ikke på ham, men betragter ham som en rigtig god ven du ved, hvor du har 100%. Det er der jo ikke meget spænding i, lidt for trygt og gennemskueligt, for at det kan blive frækt og sådan har det altid været. Mon du kan finde nogle hede følelser for ham?

Hvis dine følelser skal ændres, skal der radikale ændringer ind i jeres liv. Du skal finde ud af, hvad det er der tænder dig og særligt hvad i begge kan gøre anderledes i jeres hverdag, selv om du skriver at det fungerer, for det gør det jo ikke. Det kan være ansvars fordelingen, hvem bestemmer det meste, kan det ændres? Hvor meget lidenskab viser i for hinanden i hverdagen, kys, søde ord, klap i numsen osv? Hvilke mål har i sammen, altså hvad skal i to sammen?
 
Du er nødt til at sætte ord på, og vi er nød til at tale sammen, hvor ondt det end gør og hvor meget vi end sårer hinanden, for hvis det ligger i luften, år efter år, kan man alligevel fornemme at der er noget. Når vi er ærlige over for hinanden giver vi derved også den anden en chance for at tage stilling til, hvad der skal ske fremover. Og nej, magien kommer ikke ud af den blå luft sådan lige pludselig. Man skal have lyst til at have lyst og fremtrylle den selv, ved at finde ud, hvad der virkelig tænder. Om du kan finde den sammen med ham, må jo komme an på en prøve, når du nu VIL, men forelskelse til en person kan ikke tvinges, men elskes frem.

 Varme kram fra Hanne



Kontakt Q's brevkasse redaktør

Har du et spørgsmål om sex og kærlighed, som du gerne vil have svar på? Så skriv en mail til Q's sexbrevkasse.


 

Du kunne også være interesseret i at læse

Din partner er dit spejlbillede
Hvilket parforhold lever du i?


Femina parforholdsDVD
Dig og yoga
Dyrker du Yoga?
Ja
Nej
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk