Hej Hanne.
 
Jeg er meget i vildrede og har virkelig brug for råd og vejledning.
 
Sagen er den.. Jeg mødte for et år siden en fyr på mit job. Gennem forår og sommer begyndte vi at skrive sammen, flirte, og lave sjov og ballade. Jeg var gift, men i sensommeren forlod jeg min mand. Vi havde i LANG tid ikke kunne få det til at fungere. Hen over sommeren lavede jeg meget med ham den nye fyr. Vi var ikke kærester eller noget, men kyssede lidt og hyggede, vi gik også i biografen og bare snakkede. Jeg begyndte at mærke at jeg havde følelser for ham. Han gav mig det der sug i maven. Vi kom til at tale om det med følelser, men han delte dem tilsyneladende ikke. Derfor besluttede jeg mig for at kigge fremad, selvom det på ingen måde var nemt, vi var nemlig også gået hen og belvet utrolig gode venner.

Mødte en anden

Da jeg var på sommerferie, mødte jeg så en noget ældre fyr. Vi begyndte at kæreste lidt rundt, og det var meget spændende. Men jeg havde tit min ven i tankerne, det var som om han virkelig spøgte. Jeg kunne ikke lide at fortælle ham at jeg havde mødt en fyr, men han fandt alligevel ud af det, og jeg vil sige at hans reaktion var ikke god. Han blev faktisk sur, nærmest fornærmet. Og vi talte ikke meget sammen i den periode jeg så ham fyren. Men det holdt ikke med mig og ham, og lige så snart det var forbi, kyssede og pillede jeg med min ven igen. Han gjorde mig glad og fik mig til at føle mig som en kvinde, og det havde jeg ikke gjort i det meste af mit ægteskab.

Der sker så det at jeg i sensommeren og efteråret render ind i 2 nye fyre, det er begge af korte varigheder, og det er totalt uplanlagt, og den eneste grund til jeg vælger at havde noget med dem er for at prøve at "glemme" min ven. Og i Oktober går det helt galt. Vi bliver rigtige uvenner, fordi jeg ikke havde fortalt om den sidste fyr jeg datede, og min ven taler ikke til mig i 14 dage. Det er en meget meget svær tid for os begge. Han har senere hen fortalt mig at han bare sad derhjemme og tænkte på mig og ikke kunne tage sig sammen til noget som helst.


Men en dag siger jeg til ham at jeg syntes vi skal få snakket. Han ved godt at jeg er forelsket i ham. Han fortæller mig at han jo har følelser for mig, og at han på det tidspunkt har lyst til at kysse mig. Men det bliver ikke til noget kys. Vi får talt ud om alt ting og vi bliver gode venner igen.. Så gode at jeg dropper han fyren jeg datede, og jeg ser min ven næsten hver dag.. Vi spiser sammen, hygger sammen, laver alt sammen. Han kommer i mit hjem som han boede her og er ofte sammen med mine børn også.


Læs også : Udvælg din partner ud fra de rigtige kriterier

Han mener vi skal være venner

Det er meget hårdt for mig, for jeg elsker ham og jeg så gerne vi var kærester, men det syntes han ikke vi skal, han kommer med alle mulige forklaringer på hvorfor vi ikke skal. Både at han ikke har kæreste føeleser, og at hvis vi blev kærester, og det ikke gik så ville han miste mig og det ville han ikke kunne klare. Jeg føler at alt er svært fordi tingene er som de er. For nogle måneder siden skrev jeg et 6 sider langt brev til ham hvor jeg blottede mine følelser fuldkommen. Han blev meget rørt og fik tåre i øjenene. Men han mener stadig bare vi skal være venner.

Når vi er sammen kan vi godt have sex, men han vil ikke den tætte nærhed og kys. Han skal dog hele tiden han og røre ved mig, både på røven og alle mulige steder, han tager tit rundt om mig og kilder mig, og når han gør det lægger han hovedet helt ind til mig ved min hals, så jeg kan mærke hans ånde i nakken. Det er som om vi hører sammen men ikke kan finde ud af det og hvordan. Vi taler sammen i telefon rigtig mange gange om dagen, og han ringer mange gange om aftenen og natten bare for at sige hej.
 
Jeg tror ikke på at han ikke har de rigtige følelser for mig som han kalder det. Jeg tror bare han er bange, jeg ved bare ikke for hvad.  Han lever et liv der er meget modsat af mig. Han har ikke børn og lever den klassiske ungkarle stil. Og han har ikke haft et forhold i flere år. Men jeg er så frustreret. Det fylder rigtig meget hos mig, men jeg kan ikke slippe ham. Jeg har sagt til ham at det er svært, og det forstår han. Han siger at han ikke kan leve uden mig.

Jeg kunne skrive meget meget mere. Umiddelbart skulle man tro vi var kærester.. Den måde vi ser på hinanden på, folk tæt på os siger det nærmest slår gnister...
 
Hvad går det ud på ? Jeg håber jeg kan får noget hjælp og svar.
 Kh Abricosen
 

Sexologen svarer,

Ja, hvad er det mon han er bange for? Det med at vise sine følelser og give sig hen, må han have dårlig erfaring med og/eller venter han på der dukker noget op der er bedre? En ting er sikkert, som det kører nu, kommer ingen af jer nogen steder. Han tør ikke at committe sig til dig, for så skal han tage stilling og ansvar for, hvad han selv vil, og det er ikke nemt for ham. Når du finder en anden, bliver han fornærmet og så står du klar igen, for du vil ikke miste ham.

Som jeg ser det, så styrer han dig ved hele tiden at holde dig 10 skridt fra livet, når du er på og når du ikke er på, råber han: ”Kom tilbage”. Så, hvad med at spørge dig selv, hvad du har lyst til, hvad du vil gå med til og tage ansvar for dig selv, for det har du også svært ved. Sig til ham, hvad du beslutter dig for og hold fast i det, altså sæt ham stolen for døren og dig selv:)


Hvis I begge beslutter at I vil give det en chance sammen, som rigtige kærester, synes jeg I skal gå i parterapi og se på jeres frygt for tilknytning og adskillelse. Dette er et problem for jer begge.

Jeg ønsker dig al mulig mod og styrke.
Kærligst fra Hanne
 

Kontakt Q's brevkasse redaktør

Har du et spørgsmål om sex og kærlighed, som du gerne vil have svar på? Så skriv en mail til Q's sexbrevkasse.

Du kunne også være interesseret i at læse

Er der en vej tilbage efter utroskab?
Sådan spotter du drømmemanden