Jeg ved for meget. Og kan for lidt.

I alt fald når det kommer til mad. Som jeg helt glemmer at nyde. Kunne jeg dog bare sætte tænderne i en bøf. Sådan rigtigt bide sammen om kødet. Tygge langsomt, nydelsesfuldt og lidenskabeligt mens fedt og saft løber ned ad hagen.

Men sådan ser min virkelighed foran tallerkenen ikke ud. Langtfra. Jeg er nemlig mad-forstyrret. Og jeg har en formodet mistanke om, at jeg ikke er den eneste, der når det kommer til mad, opfører sig anspændt og unaturligt. Jeg og mange andre er nemlig fyldt med viden, der forvirrer og forværrer forholdet til, hvad vi putter i munden. En viden, der forpligter.

I dag kan de færreste nemlig gå i gang med en bøf uden først at have taget stilling til produktionsmetoder, dyrevelværd, gensplejset foder, pesticider, medicinrester og vækstfremmere i kødet. Samt overvejet hvor længe og hvordan kødet har været opbevaret i supermarkedet, om der er risiko for bakterier, om emballagen kan have afgivet giftige stoffer, og om man selv har tilberedt det godt nok.

Er det stegt tilstrækkeligt til at udrydde bakterier, eller er det steget for meget, så det måske udgør en bombe af kræftfremkaldende stoffer. Og hvad med næringsværdig for ikke at tænke på kalorier og fedtindhold.

Med denne viden kørende rundt i hovedet cruiser jeg gang på gang rastløs rundt med min tomme indkøbskurv i supermarkedet. Lader hånden glide langs kølediskene, mens mine øjne flakker. Jeg er på rov. Efter mad og inspiration. Men jo mere jeg stirrer på det folieindpakkede røde kød, den hudfarvede medister eller de blege kyllingelår – jo mere desperat bliver jeg over min egen afmagt. Præstationsangsten trænger sig på, efterhånden som det går op for mig, at jeg om kort tid vil indfinde mig iklædt forklæde i gang med at tilberede – HVAD?

Uden indflydelse på mine egne bevægelser vakler jeg mekanisk rundt blandt hylderne, hvor jeg med sikker og rutineret hånd griber ud efter velkendte varenumre.

Og da familien forventningsfyldt spørger til menuen – må jeg atter skuffe dem med: ”Stegt kylling med salat”. Det slår aldrig fejl – selv om min datter hævder, at hun snart får fjer.

Kh Lizl

Har du også en mad-forstyrerlse? Skriv din kommetar nederst i kommentarfeltet.

Læs Lizls tidligere klummer her !