Mit hjerte banker hårdt og hurtigt. Mine ben ekser, og alt svimler for mig. Jeg føler det som om, jeg bare falder og falder og falder. Mit syn flimrer, og jeg ser mig selv udefra. Der er noget helt galt.
Jeg iler på skadestuen. Tror jeg er alvorligt syg. Får taget hjertekardiogram, blodprøver, blodtryk, puls m.m. Jeg fejler intet.

Mærkeligt – når jeg har det så dårligt og føler, at jeg er ved at dø. Tilstanden går heldigvis over, og jeg forsøger at glemme episoden, hvor jeg følte jeg skulle dø. Men den opstår igen. Og igen. Og igen …
Når jeg skal købe ind i supermarkedet, står i kø på posthuset, kører i bus eller tog til arbejdet. Hver gang jeg føler mig lukket inde, fastlåst blandt andre mennesker – får jeg det dårligt. Alt svimler, og jeg er bange for at falde om. Bange for at dø.

Jeg bliver flov. Føler mig forkert og mærkelig. Holder masken og facaden. Men indeni har jeg det fuldstændig frygteligt. I en periode handler mit liv bare om at overleve. Og der skal øl eller vin til, at jeg falder ned og føler, at jeg kan ”være mig selv” og bare udholde at være til stede.

Heldigvis læser jeg en artikel om en kvinde, der har det på samme måde. Og jeg finder ud af, at jeg lider af angst. Jeg bliver så lettet over at høre om andre, der har det på samme måde, og taler med min læge, der hjælper mig med medicin. Siden går jeg i gruppeterapi, hvor jeg sammen med mænd og kvinder, der har det på samme måde, bliver trænet i at kunne leve et almindeligt liv uden at få angst.

Dybest set træner vi os selv i ikke at blive bange for at blive bange. For de fleste, der har prøvet af få angst, vil nok give mig ret i, at forventningsangsten ofte bliver den styrede del af ens liv: ”Bare jeg nu ikke falder om i supermarkedet, bliver dårlig til mødet, hyperventilerer i toget etc.”

Og det værste, der kan ske, er, at man ændrer sit liv. At man lader angsten styre. Det nægtede jeg. Når jeg skulle på job med toget – tog jeg en station ad gangen. Skulle jeg med bus – stod jeg ved udgangen og udfordrede mig selv: ”kan du tage et stoppested til? Kom nu … du kan godt!”. På den led fik jeg indøvet en ny sikkerhed. For det er jo ikke livsfarligt at køre med bus – selvom jeg virkelig kunne opleve det sådan, da angsten rasede i min krop, og jeg var i totalt alarmberedskab.

I dette aktuelle nummer af magasinet Q har vi fokus på angst. En lidelse, der rammer hver 4., og som kan være invaliderende, hvis den får overtaget.

I dag lever jeg et frit liv uden angst. Og skulle jeg få hjertebanken, klamme håndflader eller tunnelsyn, så accepterer jeg fornemmelse. Jeg ved, at jeg ikke kan dø af angst. Og at angst er stress i kroppen, der får hjernen til at tro, at der står en tiger på spring.

Kh Lizl

Læs også Lizl's klumme-indlæg: 'Elsk dine deller!'

Har du nogle af de samme symptomer, så skriv til Q's psykoterapeut og få gode råd!