Tavst og med lukkede øjne lader jeg mig føre. Hvilken fryd og rædsel at overgive sig til en fremmed mand under tango. 
  
”Åh det var bare så godt, da vi fik besked på at holde mund. Jeg havde virkelig frygtet at skulle smalltalk’e med en fremmed mand, som jeg ikke var ude på at score.”

Vi griner. Vi ved fuldstændig, hvad vores kære kollega mener.

"Vi" er faktisk alle os kvinder fra redaktionen her på Oestrogen.dk plus redaktionen fra Q og Tidens Kvinder.
 
Og grunden til, at vi forstår, hvorfor det er rart at få besked på at tie stille, skyldes, at vi netop har været ude i en ganske grænseoverskridende leg:
Vi har danset argentinsk tango med 12 fremmede mænd!
 
Vores underviser er redaktøren for Tidens Kvinder, Lene Byriel, der er en habil danser, og som har allieret sig med en mandlig danselærer og en masse mænd, der er så modige, at de tør kommer ind på Aller Media og møde os – en flok fjollede og livlige kvinder, der ikke har danset to trin før denne fredag aften.
 
Vi kvinder tror imidlertid, at vi bare skal hygge med hinanden og drikke lidt cava. Men alvoren går op for os, da de fremmede mænd myldrer ind i lokalet, og vi pludselig spotter den lille ghettoblaster, som Lene tænder, og hvorfra argentinsk musik flyder.
 
Lige så selvbevidste og selviscenesatte vi kvinder kan være - når vi er på hjemmebane og kan snakke os ud af alt – lige så generte og usikre bliver vi, da vi står på dansegulvet og skeler til mændene, mens vi klapper i takt til musikken og forsøger at se ud, som om vi er født i Argentina.
 
Og da vi bliver parret to og to og pludselig står tæt med hver vores fremmede mand, som vi skal følge og underkaste os, så fniser vi og pludrer løs i håb om at kunne snakke os ud af pinligheden.
 
Heldigvis beordrer Lene os kvinder til at holde mund. Vi må simpelthen ikke sige noget – og vi må gerne lukke øjnene, så vi lettere kan lade os føre.
Det er som om hun smider en redningskrans til os paniske plaskende piger med vandskræk. Vi kan give slip. Bare følge manden. Vi har intet ansvar – skal bare give os hen.
 
Wauw. I begyndelsen er det svært… men langsomt lærer jeg det. Jeg lukker øjnene, bliver let og nem. Tavst følger jeg min partner og nyder ikke at skulle yde. Jeg skal ikke forholde mig til andet end at følge hans rytme.
Som en struds, der ar stukket hovedet i busken – har jeg parkeret mit ego og er bare en villig krop med rytme, der følger med. Og ’han’ er MANDEN, den bestemmende, den dominerende, den ydende kraft.
 
Da jeg åbner øjnene og takker for dansen, kan jeg ikke lade være med at grine.
Hvilken befrielse at få lov til at være en fin lille prinsesse… Om jeg vil kunne magte det døgnet rundt, er en anden sag. Men jeg er ikke i tvivl om, at regelmæssig tango vil være godt for både mænd og kvinder. Og ikke mindst kærestepar. Det er sundt og forløsende at føle sig som prins og prinsesse.
 
Og så er det rart for alle, at kvinder sommetider bare tier stille… shyyyy…

Har du fået lyst til at prøve at danse argentinsk tango, så kom til introtime med Henrik Uldall og Lene Byriel på Cafe Kellerdirk hver onsdag aften fra kl. 19-20.

Læs også: "Følte jeg slukke dø i bussen"