Lizls blog
SMS frem for snak
Q's chefredaktør: "Jeg er vild med at sms'e"
torsdag 8.4.10
- Af Lizl Rand - Foto: Colourbox
Tekstbeskeder er snart vores foretrukne kommunikation. Chefredaktør Lizl Rand er vild med at sms’e og har 10 grunde til hvorfor, det er slut med at snakke.
Jeg er vild med at sms’e. Et par tryk med fingrene og budskabet er sendt. Det er så nemt, hurtigt og bekvemt. Jeg kan gå direkte til sagen og er fri for alle de indledende høflighedsfraser som: ”Forstyrrer jeg?”, ”hvordan går det?” etc.
Og modtageren er fri for at skulle tage stilling til, om vedkommende nu har tid og lyst til at tale med mig.
I stedet kan jeg lynhurtigt sende en besked, om vi skal ses, tidspunkt etc. Og jeg har så endda beskeden som huskeseddel i forhold til tid og sted.
Ligesom en kærlig og fræk sms fra en kæreste kan gemmes og genlæses med tilhørende gåsehud og hjertebanken…
At jeg ikke er alene om at have erstattet snak med sms vidner undersøgelser fra USA om. Her sendes der flere sms, end der snakkes. Og det er der mange grunde til.
Her kommer 10:
1. Hurtighed. Det er hurtigere at sende et budskab via en tekstbesked til en modtager end at snakke.
2. Følelser. Man kan gemme/skjule/kontrollere sine følelser bag det skrevne ord – hvad enten det er godt eller skidt.
3. Bekvemmelighed. Tekstbeskeder kan sendes, selvom man laver alt muligt andet.
4. Universel. Tekst kan sendes fra hele verden til alle mennesker.
5. Hukommelse. Tekst kan gemmes og blive genlæst, så man kan huske en tidligere konversation.
6. Økonomi. Tekstbeskeder koster mindre end telefonopkald.
7. Kontrovers. Via det skrevne sprog kan man undgå skænderier og ballade. Du kan undlade at svare, hvis du ikke har lyst til at diskutere.
8. Stilhed. At skrive til hinanden er en stille form for kommunikation. En tavs snak mellem dig og modtageren.
9. Fortrydelse. Hvis du ændrer mening, mens du skriver – kan du nå at slette beskeden eller ændre i den, INDEN du sender den. Tælle til 10.
10. Bevis. Særlig når det kommer til bedrag – kan teksten fungere som bevis – eller du kan slette alt – som om intet var hændt. Sms'er kan være bevismateriale på godt og ondt.
Jeg er nysgerrig efter hvad du mener. Er du også mere til sms end mobilsnak?
Kh Lizl,
Chefredaktør på Oestrogen.dk, Q, Tidens Kvinder og mama.dk
Læs også:
Sms dig slank igennem påsken
Slankeblogger Sussi: "Jeg har brugt et år på INGENTING!"
Lykken at hjælpe andre