Lizl Rands leder
Nedbryd fordomme!
Hvad har en kvinde, der arbejder med dyreforsøg, Pia Kjærsgaard og Jim Lyngvild tilfælles? - De er ofre for fordomme.
mandag 25.10.10
- Af Af Lizl Rand– Foto: MICHAEL BANG
Chefredaktør på Q, lizl Rand, er træt af fordomme, og stiller spørgsmålet: hvad har en kvinde, der arbejder med dyreforsøg, Pia Kjærsgaard og Jim Lyngvild tilfælles? Svar: De bliver chikaneret og er ofre for fordomme. Og alle optræder de i det nye nummer af Q (billedet nedenfor).
Dyreteknikeren, der udfører forsøg på dyr, tør ikke fortælle, hvad hun laver, fordi folk kigger skævt, Pia Kjærsgaard må have to bodyguards og bliver sammenlignet med morderen Peter Lundin, mens Jim Lyngvild ikke kan gå på gaden, uden at der bliver råbt grimme ord efter ham.

Det gør mig både ked af det og rasende!
Hvis ikke der blev lavet lovlige og kontrollerede forsøg med dyr, så ville vi ikke være i besiddelse af al den medicin, der i dag redder og forbedrer mange menneskers liv.
Det lyder måske hårdt – men sådan er det jo. Jeg er selv vild med dyr og forelsket i min egen Sally-labrador – men synes ikke, det er fair, at folk, der udfører et lovligt og kontrolleret arbejde, skal chikaneres.
Ligesom jeg er så træt af hetzen mod Pia Kjærsgaard. Hun må på grund af dødstrusler beskyttes døgnet rundt og finde sig i, at kunstnere bruger deres taletid på at gøre hende synonym med ondskab. En kendt skuespiller sætter hende sågar i bås med en massemorder.
Hvad pokker bilder de folk sig egentlig ind?
Man kan være enig elle uenig politisk. Men dette er personlig forfølgelse af en lovlydig borger, en folkevalgt politiker med rigtig mange stemmer bag sig.
Helt træt bliver jeg, når Jim Lyngvild på gaden får ubehagelige tilråb og svines til på nettet, fordi han er homoseksuel og en farvestrålende modesøjle. Læs mere om de fordomme, myter og uvidenhed, han og Pia oplever.
Vi er først frie, når vi accepterer os selv og andre, som de er!
Udover at vi på Q gerne vil hylde kvinders mangfoldighed – så ser vi det også som vores fornemmeste opgave at være med til at nedbryde tabuer og slå fordomme i jorden. Fordomme og tabuer er nemlig med til at undertrykke og hindre frihed og forandring. Hvis vi fastholder os selv og andre i en forestilling, så bliver vi aldrig rigtig frie og lykkelige. Det er først, når vi accepterer os selv og andre, som de er, at vi er fuldkommen frie og kan møde os selv og omverdenen åbent. Med respekt.
Du kan læse om Jim og Pia samt dyreteknikeren i Q-magasinet, som udkommer oktober 2011.
Læs også:
Jim Lyngvild: "Jeg er forelsket i Pia"
Jackie Navarro nøgen og gravid
Web tv: Skønhedstips fra Dennis Knudsen
Din mening?
Har du oplevet fordomme på egen krop? Del din mening i kommentarfeltet nedenfor.