Træt af teenage-bekymring
Er vi voksne bange for forandring og alt det nye?
mandag 15.2.10
- Af Lizl Rand - Foto: Colourbox
Måske vores evige bekymring for de unges liv i virkeligheden handler om, at vi voksne selv er bange for forandring og alt det nye, siger Lizl Rand.
De unge er dovne, asociale, grænseløse, voldelige, fede, forkælede.
Næsten dagligt serverer medierne historier, om hvor galt det nu står til med ungdommen.
Teenagere er simpelthen en evigt udskældt gruppe: De larmer for meget i skolen, er ukoncentrerede, synes det er sejt at dyrke sex på tv, drikker for meget, tager stoffer, kommer for sent, bruger sex som betalingsmiddel, er smurt i designerlabels og lægger sig for et godt ord under kniven for at blive større og mindre de rette steder. Blot et par aktuelle eksempler fra sidste uge.
Som forældre til en 15-årig datter har jeg med rædsel fulgt den massebekymring, som jeg mere end ofte får serveret. Jeg har kigget vantro på min datter og fortolket hvert et suk, hun har frembragt. Snust til hendes tøj, luret på hendes venner, set Paradise Hotel og alle mulige andre reality-programmer med og uden hende i forsøget på at forstå hendes væsen og finde ind til den selvdestruktive øgle, der at dømme efter eksperternes udsagn, må bo i enhver teenager.
Men jeg har ikke fundet noget dumt eller ondt. Heller ikke hos hendes venner. Selvfølgelig er der enkelte problembørn – ligesom der jo også er voksne mænd og kvinder, der er falder udenfor normen.
Faktisk er min datter og hendes venner meget trætte af hele tiden at høre, at de er teenagere og derfor pr. definition er umulige, mærkelige og utilregnelige. Jeg kan heller ikke helt forstå hvordan vi bedrevidende og oplyste forældre og voksne kan slippe af sted med at diskriminere en gruppe alene på grund af deres alder.
Måske mange af de voksnes bekymringer handler om frygt for forandring og alt det nye, som vi ikke kan forstå. Måske derfor vi i stor stil bandlyser de unges livsstil, der jo går i mod vores satte og velkendte måde at forholde os til livet på. Og den populære undskyldning med ’sådan opførte vi os altså ikke, da vi var unge’ – er jo lige så træls og uaktuel, som da man selv som teenager hørte sine egne forældre sige den.
Jeg synes det er synd, at de unge ikke kan få applaus og anerkendelse for, at de rykker ved vores opfattelse af hvad der er rigtig og forkert. Faktisk er det en gave at følge de unge og se hvor kloge, søde, indsigtsfulde og visionære de er.
De er så dejligt befriet for vaner og ’plejer’. For dem er livet åbent og alt er muligt. En bedre tilgang til tilværelsen kan jeg ikke komme på.
Læs også 'Tendens: Pels'
Meld dig i Q KLUB og kom med til en aften, hvor du får indblik i forskellige anti-aging behandlinger.