Må piger slå for at få sex?
Q's chefredaktør om ligestilling
mandag 1.3.10
- Af Lizl Rand - Foto: Thomas Laursen
I ’Paradis Hotel’ er det sjovt, at Samanta kræver sex af en fuld Steven og slår ham, fordi han ikke vil.
Samanta vrider og gnubber sit underliv op ad en noget pløret Steven. Han griner lidt, men gengælder ikke hendes angreb ved baren. Det lykkes dog Samanta at få S
teven med ind på værelset, hvor hun vælter ham omkuld i sengen og sætter sig oven på ham. Men selvom Steven er fuld, vil han ikke efterkomme hendes krav om sex. Det bliver Samanta så ophidset over, at hun slår ham med begge næver i brystkassen.
”Havde Steven drukket lidt mere, er jeg sikker på, at jeg havde fået det, som jeg ville…” fortæller Samanta til Ekstra Bladet om optrinnet, som kunne ses i sidste uge i reality-serien ’Paradis Hotel’, der hver mandag til torsdag fra kl. 22 har 268.000 seere.
Stop! Stop lige op. Lad os lige tage scenen en gang til. Denne gang med omvendt fortegn.
Forstil dig, at det er manden, der kræver sex af kvinden. Mon ikke der havde været mediestorm og voldsomme protester, hvis det havde været Steven, der slæbte en beruset Samanta ind på værelset og krævede sex og slog med knytnæver, fordi hun ikke makkede ret?
Det tror jeg. Og det er uhyggeligt, at kvinders aggressive og overgrebslignende adfærd ikke vækker harme eller kritik. For det er jo ikke skæg underholdning, at en person kræver sex med en anden og så tyr til vold for at få sin vilje. Eller er det?
Det undrer mig, at der ikke har været en reaktion – hverken inde på selve hotellet i ’Paradis Hotel’ eller efterfølgende udenfor. Ingen kan tilsyneladende set det krænkende i handlingen.
Tværtimod bliver Samantas adfærd blot til ren underholdning – for hun er jo bare en ’dominerende’, ’frisk’ og ’frigjort’ kvinde.
Utroligt at vi stadig er så fordomsfulde, gammeldags og så langt fra ligestilling. Jeg vil meget gerne høre din mening. Hvad mener du? Må piger slå for at få sex?
Læs også: 'Anni gir’ os noget at sladre om'
Tab 10 kilo på 12 uger