Hun har haft 6 selvmordsforsøg og været tæt på at lykkes med det en enkelt gang. Men Anne-Mette ønsker ikke at dø. Hun vil leve – og hun bliver bedre og bedre til det, for hver dag.

Anne-Mette er cutter. Det vil sige, at hun skærer i sig selv. Ikke for at dø, men for at dulme den smerte og de frustrationer, hun fra tid til anden oplever. Men hvorfor? Hvad får en køn, ung pige til at begynde at skære sig i armen og ødelægge sig selv med barberblade og andre skarpe genstande? Og hvorfor er det så svært at gøre noget ved det? Det giver Anne-Mette et bud på ved at fortælle sin egen personlige historie.
Anne-Mette voksede op i en typisk kernefamilie på Bornholm med sin far, mor og storesøster og tvillingebror. Alligevel følte hun aldrig rigtig, at hun passede ind. ”Jeg har altid følt mig forkert”, forklarer hun med et næsten undskyldende smil. ”At det var mig, der skabte problemerne. Jeg vidste, at hvis jeg var ked af det, så blev mine forældre også kede af det. Og det ønskede jeg jo ikke!” Samtidig med denne manglede tro på sig selv og at hun var god nok, som hun var – selv om hendes familie med al tydelighed elskede hende – kæmpede Anne-Mette også med alle de følelser, der kan rase i en teenagers krop.

Havde lyst til at skrige
Ind i mellem var det som om, hun var ved at sprænges af frustrationer og vrede, uden at der umiddelbart var nogen årsag til det. ”Jeg rummede så mange følelser, som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få ud. Jeg havde bare lyst til at skrige ud over hele Bornholm”, forklarer Anne-Mette. ”Jeg følte ikke, at jeg havde nogen kontrol over noget som helst – og jeg er typen, der gerne vil have styr på det hele”. Og netop det at have kontrol er omdrejningspunktet for mange selvskadere. Uanset om de brænder sig selv, slår sig selv med knytnæver, skærer sig – eller som Anne-Mette gjorde: holder op med at spise. For noget kunne hun få kontrol over. Nemlig sin vægt. Og så holdt hun op med at spise.
Da gik hun i gymnasiet – et sted hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at en ung pige ikke lige spiser madpakke i kantinen hver dag klokken 12. Som 20-årig vejede Anne-Mette 40 kilo. Ikke meget – og så alligevel for meget til at blive indlagt for sine spiseforstyrrelser. Her er idealvægten 38 kilo. Til gengæld fik hun tilbudt 20 minutters psykologhjælp i København. Hver 14. dag. Snart begyndte Anne-Mette også at skære i sig selv. Eller ”cutte”, som det også kaldes. Det var en ny måde at få kontrol over tingene på.

Et snit dulmer følelserne
At mærke sig selv og nærmest skære smerten væk for en stund. Det kan være svært for udenforstående at forstå, at en sådan smerte, nærmest skulle kunne virke beroligende. Men Anne-Mette forklarer: ”Skærer man sig ved et uheld på en kniv, så gør det ondt. Men skærer man sig bevidst, for eksempel med et barberblad, giver det en helt anden fornemmelse. Det er nærmest en forløsning og en konkretisering af smerten. Samtidig føles det helt rigtigt, når man føler sig så forkert, som jeg gjorde. Det var min måde at overleve på. Ved at skære i mig selv kunne jeg – bare for et øjeblik – slippe alle følelserne.
”Anne-Mette ser ikke selv den store forskel på hendes form for selvskade og hendes jævnaldrenes med sprut og stoffer. Det er bare andre dele af kroppen, de skader. Og i virkeligheden er hverken spisevægring eller cutting måske ikke så frygteligt forskelligt fra at drikke sig fuld, ryge sig skæv eller tage diverse stoffer. For selv om det er forskellige metoder, så er målet ofte det samme. Nemlig at dulme en følelsesmæssig smerte, for at få kontrol eller blot for at føle noget! Anne-Mette skar i sig selv. Blandt andet i underarmene – et sted, der kan være svært at skjule. Men var der slet ingen, der opdagede noget? Det må trods alt have været svært at holde det skjult – både for veninder og familien.

Mor rensede sårene
En sommerdag for nedrullede ærmer, ville jo nok kunne give anledning til en del spørgsmål. ”Mine forældre opdagede det ret tidligt”, fortæller Anne-Mette. ”Men det var aldrig rigtig noget, vi snakkede om. Når jeg havde skåret mig, viste min mor i stedet sin omsorg ved at tage mig ved hånden og ud på badeværelset, hvor hun rensede og forbandt mine sår”. Hun hjalp mig på sin måde – og det var ved at vise kærlighed og omsorg. Anne-Mettes tvillingebror havde imidlertid meget svært ved at acceptere sin søsters adfærd og fra at have været så tætte, som kun tvillinger kan være det, gled de fra hinanden i teenageårene. De holdt op med at tale sammen, og sådan fortsatte det i en del år frem. Først for nylig har de genoptaget kontakten – og selv om intet nok bliver helt som før, så er Anne-Mette utroligt glad for igen at have fået en tvillingebror. De taler dog ikke om hendes sygdom, men bare det, at han er der, er en stor glæde og trøst for hende. Men at Anne-Mettes sygdom har fyldt en del af hendes kun unge liv, er ikke til at komme uden om. Gennem mere end 8 år skar Anne-Mette jævnligt i sig selv. Alligevel er hun aldrig blevet behandlet for sin selvskade – men derimod kun for sin spisevægring. ”Der blev fokuseret mere på, at jeg ikke spiste noget, end på mine arrede underarme.

En form for selvbehandling
Ingen tænkte på noget tidspunkt, at det måske var en idé at undersøge, hvorfor jeg var begyndt at skære i mig selv. Men det var jo også lettere, for spiseforstyrrelser er en lidelse som behandlingssystemet er bekendt med og efterhånden har mange års erfaring med. Sådan er det ikke med cutting. I hvert fald ikke endnu”. Det skyldes måske også, at de fleste kan sætte sig ind i unge piger, der ikke spiser eller kaster op for at blive tynde og få kontrol over deres krop. For måske har vi alle en lille flig af det? Men i bund og grund handler det jo om det samme! En måde at få kontrol over sig selv og sine følelser på. Man aner da også en vis berøringsangst, når man hører Anne-Mettes historie. En fornægtelse i det etablerede behandlingssystem, af at der findes unge, der hver dag skærer sig og har brug for hjælp. Alligevel ser Anne-Mette selv nærmest sin cutting som en form for behandling. Som en kompensatorisk adfærd for ikke at kaste op: I stedet for at kaste op skar hun i sig selv. Og effekten var omtrent den samme. ”Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg havde overlevet, hvis ikke jeg var begyndt at cutte” fortæller Annemette ærligt.

Lyst til at leve
Flere eksperter mener da også, at denne form for selvskade kan virke som en selvmedicinering, hvor cutteren er i stand til at regulere følelserne netop ved at skære i sig selv. Men det har dog kun en kortsigtet virkning – og på længere sigt kan det virke næsten som et rusmiddel. Man vil have mere og mere for at opnå den samme effekt som tidligere. Anne-Mettes vej ud af et liv med selvskade bød som sagt ikke på den store hjælp fra det etablerede system. Hun har f.eks. aldrig været i støttegrupper eller fået anden målrettet hjælp. Men som foredragsholder for Landsorganisationen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), begyndte hun langsomt at føle, at hun gjorde en forskel – både for sig selv og for andre. Og det hjalp hende. Det samme gjorde det, at hun tog et bevidst valg om at forsøge at komme ud af sin selvskade: ”Jeg tror meget, det handler om at tage et valg”, forklarer hun.” Al den styrke jeg brugte på at ødelægge mig selv, den fik jeg vendt mod det bedre – så jeg kæmpede imod det. Det, at jeg langsomt fik nye ting ind, så som studie, studiejob, m.m. gjorde, at jeg genvandt lysten til at leve”. ”Det vigtigste er at tale om det” fortæller Anne-Mette, og støtter dermed op omkring Psykiatrifondens budskab om, at ”Tabuer skal tales ihjel!” Det gælder uanset, om det drejer sig om spiseforstyrrelser, alkohol- eller stofmisbrug eller netop cutting.

Stadig en kamp
Det vigtigste er, at man ikke går alene med det, men taler om det og dermed får bearbejdet de følelser og problemer, man går og tumler med. Selv har hun blandt andet en god chef, som hun kan tale med, når det hele ser lidt sort ud. For selv om det går den rigtige vej, så har hun også – nøjagtig som alle andre mennesker – dårlige dage. ”De skal bare overstås så hurtigt som muligt, så jeg ikke bliver fristet til at cutte igen for at få det bare lidt bedre”, siger Anne-Mette. Det sker dog stadig ind imellem, at hun skærer i sig selv: ”Når det hele tårner sig op indeni, så tyer jeg stadig til den måde, jeg bedst kan få afløb for mine følelser på – også selv om jeg godt kan se, at det nok er lidt dumt”, smiler hun. Men det bliver heldigvis stadigt sjældnere, og hun er fuld af fortrøstning om, at det nok skal høre op en dag. Og hun er allerede godt på vej: ”Jeg er bevidst om, hvilken funktion selvskaden har for mig, og det gør alverden til forskel. Men det er stadig til tider en kamp”, afslører Anne-Mette.

Lært at elske livet
Hun er netop blevet gift med Anders og er i gang med en kandidatuddannelse inden for sundhedsfremme og sundhedsstrategier samt psykologi på RUC, som hun forventer at være færdig med i 2010. Det er en uddannelse, hun håber at kunne bruge i et fremtidigt arbejde med netop selvskade, som hun om nogen har en enestående indsigt i og erfaring med. En erfaring hun kan bruge til at hjælpe andre. Og så har hun travlt med at indhente de mange år, hvor hun var syg. ”Jeg er jo gået glip af rigtig meget, fordi jeg var syg, så jeg har altid gang i et eller andet og travlt med alt muligt” griner Anne-Mette. Resultatet af mange års cutting vil altid være en del af hende. Hun skjuler dog ikke længere arene, for ”de er jo en del af mig”, som hun siger. ”Og spørger folk, hvad der er, ja så forklarer jeg dem det.” Selv om sygdommen næsten tog magten fra hende, så ville Anne-Mette ikke have været foruden. For som hun siger: Jeg har lært i dag at elske det liv, som jeg inderligt forsøgte at flygte fra i så mange år. Og jeg ved, at det mørke i livet gør det lyse elskværdigt.”

Se flere tankevækkende læserhistorier her!