Lone Rasmussen besluttede at skrive en bog om sin egen udvikling. Bogen er ikke en vejledning i at blive evig lykkelig, få slanke lår, få en kæreste eller blive en sexgudinde. Til gengæld er bogen en lang fortælling om, hvordan Lone Rasmussen overkom den nagende usikkerhed og angsten for ikke at være som de andre.

Andres mening vigtigst
Størstedelen af mit liv har jeg følt mig alene, kikset og sårbar. Lidt som en skuespiller, der medvirker i en film uden en defineret rolle eller den fjerneste idé om, hvad handlingen går ud på. Følelsen af usikkerhed og utilstrækkelighed har været baggrundsmusikken gennem min tilværelse, og den har forpestet alt for mange år af mit liv. Den har afholdt mig fra at have det så sjovt, som jeg kunne have haft det. Den har mudret mine forhold til andre mennesker. Den har gjort mig mere optaget af, hvordan jeg så ud, end hvordan jeg havde det. Den har gjort andres mening mere vigtig for mig end min egen. Den har gjort, at jeg engang tænkte: “Hvis dette er livet, så tror jeg faktisk ikke rigtig, at jeg gider.”

Jagtede det ”ægte jeg”
Jeg har brugt for meget tid på at håbe, at nogen eller noget ville dukke op og give mig et manuskript eller bare nogle stikord, så den underliggende angst for at være for meget, for lidt eller simpelthen helt forkert kunne kommes til livs, og livet rigtig kunne begynde. I en desperat jagt efter “den ægte mig”, kastede jeg mig i de tidlige teenageår ud i at læse alverdens bøger om, hvordan man udlever sit potentiale og bliver den bedste udgave af sig selv. Bøgerne har også været gode nok, men det med at skulle sige positive bekræftelser til sit eget spejlbillede og lave lister over alt, hvad man elsker ved sig selv, var altså svært for mig. Skal jeg være helt ærlig, følte jeg mig til grin over for mig selv.

Opgav jagten – og blomstrede
For det første følte jeg ikke, at jeg havde noget potentiale at folde ud, og for det andet ville den bedste version af mig stadigvæk være ret ringe – og det gjorde, at “den ægte mig” i virkeligheden ikke var værd at stræbe efter, når det kom til stykket. Så jeg gav op. Det er ikke særlig proaktivt eller tag-ansvar-for-dit-liv-agtigt, men jeg orkede simpelthen ikke mere. Jeg ville bare være i stand til at leve i fred og fordragelighed med den, jeg nu engang var. Og sjovt nok begyndte jeg lige så stille og roligt at blomstre, da jeg opgav jagten og lod mig selv være lidt i fred. Nu er det endelig gået op for mig, at “den ægte mig” ikke skal jagtes frem, hun skal elskes frem. Det er et valg, som skal træffes dagligt.

Se også:
Stjernestøv

Jordemoder og skønhedsdronning 

Sex Slankekuren - nyd dig tynd!