Selv om Theresa har en klump gaze der, hvor hendes venstre øje burde sidde, er det ikke det første, jeg tænker over, da jeg kommer ind af døren i familiens hyggelige hus i Hedehusene.

Det er til gengæld det sidste, jeg tænker over, da jeg går igen et par timer senere – for måden, Theresa tackler sin nye enøjethed på gør, at man hverken føler sig akavet, forlegen eller for nysgerrig. Og hvis ikke snakken skulle handle om Theresas forandrede udseende, ville jeg have glemt det i løbet af to minutter.

Læs også: Når sygdommen skamfere 1

”Jeg glemmer det faktisk også tit selv. Og hvis jeg er sammen med mennesker, som har set mig hele vejen igennem forløbet og ikke stiller spørgsmål hele tiden, så tænker jeg slet ikke over det,” siger Theresa, som havde indstillet sig på et glasøje, da hun fi k cancerdiagnosen.

Men fordi knuden sad i tårekirtlen og var i gang med at æde sig igennem knoglevæggen, var lægerne nødt til at fjerne både øje, øjenlåg og tårekanal.

”Da jeg fik det at vide, hoppede kæden helt af for mig. Jeg kunne godt have valgt kemoterapi i to år, men der var 98 procent chance for, at udfaldet blev det samme. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, men da min mand sagde, at det ville være mest fair over for børnene at være sikre på, at al kræften var væk, kunne jeg godt se, at det ville være et egoistisk valg at gå og vente og håbe,” siger Theresa, som blev opereret i januar i år.

Theresa

GIK I PANIK
”Jeg havde egentlig slet ikke været nede over det, men dagen inden operationen gik jeg i panik. Min mand og jeg havde haft sådan en dejlig dag sammen, men en time inden, vi skulle ind på hospitalet, begyndte jeg at hyperventilere og tude og ryste. Jeg ville bare ikke! Og det sidste, jeg sagde til narkosesygeplejersken var: ’I må ikke gøre det!’” Men øjet blev fjernet, og da Theresa vågnede, fik hun et chok.

”Øjenlægen havde sagt, at de ville tage et stykke hud og føre ned over hullet, så jeg havde været i fotoshop og lave mig selv om, så jeg kunne se, hvordan jeg kom til at se ud. Men da jeg vågnede, fortalte de mig, at de havde valgt at gøre det på en anden måde, og nu skulle jeg pludselig til at forholde mig til et hul i ansigtet i stedet for.
Det var jeg sur over i lang tid, men det var faktisk fordi, lægen havde taget en plastikkirurg med på råd, så de kunne gøre det såoptimalt som muligt i forhold til en protese,”  fortæller Theresa.

Hvordan havde du det, da du vågnede op med ét øje?
”Når man hører andre folk fortælle, har de så mange voldsomme og følelsesmæssige historier, det har jeg slet ikke haft. Jeg har nok angrebet det fra en mere humoristisk vinkel. Det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem fra hospitalet, var at ændre mit profilbillede på Facebook til Mike fra filmen ”Monsters Inc.”
Han har jo kun ét øje, så jeg tænkte: ’Det er jo mig!’” ”Det kan ind i mellem bekymre mig, at jeg ikke har haft nogle kraftige reaktioner, og jeg kan godt frygte, at derlige pludselig kommer en ordentlig hammer og slår mig ned. Men det er ikke sket endnu.

Læs også: Jeg hadede min krop

Det er nok rimeligt heldigt, at jeg aldrig har været sådan en, der dullede mig helt vildt op. Det er mest, når jeg skal til fest, at jeg godt kan ærgre mig lidt over, at jeg ikke kan tage mascara på og gøre lidt ekstra ud af mig selv i ansigtet. Det kan jeg selvfølgelig godt på mit raske øje, men jeg har det lidt svært med at få ting tæt på det eneste øje, jeg har. Det tør jeg næsten ikke.”

TAG MINE BRYSTER I STEDET!
Og jo, Theresa har også dage, hvor hun synes, det er virkelig irriterende at være énøjet.

”Jeg har da haft den dér: ’Hvorfor lige mit øje? Prøv at hør, jeg har fået to børn og skal ikke bruge min livmoder mere, kan I ikke bare tage den? Og i virkeligheden har jeg aldrig været særligt tilfreds med mine bryster, så fjern dem!’ Jeg vil bare rigtigt gerne beholde mit øje. Jeg er ikke overforfængelig med mit ansigt, men hey, det sidder altså lige midt i hovedet, det her!” siger Theresa og bryder ud i et selvironisk grin.

”Men da jeg sagde det til lægen, svarede han, at jeg nok ville sagsøge ham for fejloperation!” Theresa tog selv initiativ til et forløb hos en psykolog, fordi hun var bange for at blive deprimeret.

”Jeg havde på en måde forventet, at jeg skulle sidde og tude og bare komme UD med alle mulige ting, jeg havde gemt indeni – men det skete ikke. Og psykologen sagde selv, at der ikke rigtigt var nogle skjulte ting at komme efter hos mig. Så det har nok været spild af tid.”

”Min mand mente også, at det ville være godt med en samtale hos Kræftens Bekæmpelse, så der tog vi ind sammen. Hende vi mødte sagde en hel masse om, at nu skulle vi huske, at min mand stadig skulle kunne se på mig og blive tiltrukket af mig, at jeg stadig skulle føle som mig som kvinde. Men det har jeg slet ikke haft problemer med. Og det har min mand heller ikke. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft det sådan, at jeg ikke kunne holde ud at se mig selv i spejlet,” siger Theresa.

Læs også: Er du gik - så få dig en affære

DROP SELVMEDLIDENHEDEN
Efter et kort smut på hjemmesiden cancerforum. dk, hvor kræftpatienter og pårørende kan dele erfaringer, måtte Theresa også melde pas.”Der var mennesker, som ’kun’  havde fået glasøje og var fuldstændigt ude at skide og ikke kunne se sig selv i spejlet længere, fordi deres liv var ødelagt. Jeg havde bare lyst til at ruske dem og sige:

’Så vågn dog op, mand! Det er jo fuldstændig ligegyldigt. Du har haft en eller anden åndssvag kræft i dit øje, nu er det væk, og du ser fantastisk ud!’ Der er rigtigt mange mennesker,som har det værre end os, så man  skal ikke gå og pive over det. Det bliver man sgu ikke rask af – man får det bare værre.”

”Til strålebehandlingerne sad jeg sammen med en masse andre, som hele tiden småbrokkede sig. Så var der for lang ventetid, så var der det ene og det andet. Så jeg sagde til dem, at jeg syntes, de skulle tænke over, hvorfor de egentlig sad der. At de forhåbentlig gjorde det, fordi de gerne ville leve, og at der faktisk var nogen, der gad at hjælpe dem med det. Om de så skulle sidde der en halv time mere er da fuldstændig ligegyldigt.” Så hvad ville et godt råd til andre i samme situation være?

”Drop selvmedlidenheden og hank op i dig selv! Lad være med at tænke, at du har fravalgt et øje, et ben eller hvad det er, men at du har tilvalgt livet. Jeg har valgt at leve, og så gider jeg da ikke at sidde og tude hver dag.

Der er selvfølgelig mange ting, jeg gerne ville kunne. Når jeg for eksempel sidder og ser reklamer for cremer og mascara og modeller med smukke øjenvipper, tænker jeg: ’Ja, det kommer så aldrig til at blive mig.’ Men så må jeg forskønne mig på andre måder.” ”Jeg har fået rigtig meget taknemmelighed ud  af det her, og jeg forstår ikke folk, som gider at blive ved med at sidde og pive. Vi lever jo! Det her oplever jeg lidt som min første forelskelse: Det lægger sig igen, det bliver hverdag. Og så kan man altså ikke gå og tænke over det hele tiden,” slutter Theresa.

Læs også: Han styrede mit liv