Når man har prøvet at være køn, og så pludselig bliver så forvrænget at se på, at ens nærmeste ikke kan kende en, lærer man at gennemskue folk. Folk dømmer jo en på udseendet – det er en sørgelig, men sand erkendelse, jeg har gjort mig,” konstaterer Henriette Molina.

Syv timer tog det at befri hende for en ondartet kræftknude i mundhulen. En operation der forandrede hendes udseende for evigt. Halvdelen af ganen, overkæben, tyggemusklen og fi re kindtænder i venstre side var væk. Hullet var lappet med tyggemusklen fra hovedet, og det lange lyse hår var erstattet af en kronragning.

Læs også: Fra forelskelse til forfølgelse

”Da jeg vågnede efter operationen, ringede min daværende kæreste til min mor og sagde, at det var gået godt, men at jeg så forfærdelig ud. Og hverken min søster eller min mor kunne kende mig, da de kom og besøgte mig nogle dage efter. Jeg turde ikke se mig i spejlet de første fire-fem dage, jeg var hævet helt oppe fra panden og ned til brystet, mit hoved var helt skævt, og jeg kunne næsten ikke tale. Det var frygteligt,” fortæller Henriette.

JEG HAR ET HJERTE!
Det gør hun også i dag. Så godt, at man ikke i sin vildeste fantasi skulle tro, at hun havde været igennem en operation, som forandrede halvdelen af hendes ansigt. Efter et omfattende genoptræningsprogram og fl ere operationer har hun fået rekonstrueret sin kæbe, og bortset fra den ændrede hårfarve er der stort set ikke noget at se på Henriette i dag. Udenpå. Men indeni er hun ikke den samme som før.

”Fire-fem dage efter operationen sagde sygeplejersken til mig, at hun syntes, jeg skulle gå ned og spise i kantinen, for jeg kunne lige så godt vænne mig til, at folk gloede. Og det gjorde de i den grad! Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Og jeg fi k det helt vildt dårligt, og tænkte: ’Hallo, der er jo et hjerte bag alt det her!’ Jeg fi k et chok over, hvor fokuserede folk er på det ydre,” siger Henriette, som på  daværende tidspunkt boede alene sammen med sin lille datter.

Læs også: Han styrede mit liv

”Jeg har altid været vant til at klare alting selv og skulle bare have hverdagen til at hænge sammen. Men det værste var, da Nicoline så mig igen og udbrød: ’Nej mor, hvordan er det, du ser ud?’ Da græd jeg. Jeg lovede hende, at jeg nok skulle blive flot igen og fulgte hende i skole.”

Både forældre og børn i Nicolines klasse blev forskrækkede  over Henriettes nye udseende – nogle af børnene begyndte oven i købet at græde. Men Henriette tog sig voldsomt sammen, gik med ind i klassen, og forklarede alle hvad hun havde været igennem.

”Det hjalp. Og det gjorde, at jeg senere samme dag tog mig sammen til at gå ud og handle. Her mødte jeg to veninder, som gik lige forbi mig – de kunne simpelthen ikke kende mig! Så jeg måtte sige: ’Hey, det er mig!’ Det var godt nok hårdt,” husker Henriette.

Læs også: Natascha gik ikke bort hun gik i forvejen

TALTE MED FREMMEDE
Hendes daværende kæreste boede i Vojens, og da Henriette skulle søge nyt job, besluttede hun sig for at rykke sit liv op fra Djursland. ”Jeg havde brug for at starte på en frisk. Jeg var fast besluttet på at få det godt igen og også sikker på, at der var en årsag til, at jeg blev syg. Jeg havde været karrieremenneske, som bare skulle have det hele, men jeg havde gennem længere tid haft det dårligt i det ræs, og derfor fi k jeg en lærestreg med sygdommen,” siger Henriette, som har erkendt, at hun har været et kontrolmenneske, som ikke var god til at søge hjælp og involvere andre i sine sorger og bekymringer.

”Min søster og min mor er begge meget følsomme, og jeg ville så nødig gøre dem kede af det på grund af mig. Så jeg talte aldrig om min sygdom,” siger Henriette, som først begyndte at løsne lidt op omkring sin situation efter nogle møder med forskningsleder Hanne Konradsen, der fulgte Henriettes forløb.

”Hun var en fantastisk hjælp. De møder, vi havde, hjalp mig så meget. Jeg var bange for at gøre mine nærmeste ondt, så jeg talte kun med fremmede mennesker om min sygdom.”

Læs også: Er du stadigvæk vred på din mor

SÅRBAR OG STÆRK
I dag har Henriette fået et nyt liv i Sønderjylland sammen med sin datter og nye kæreste, og hun har det – med egne ord – virkelig fedt! ”Jeg har nogle skavanker, fordi jeg har fået en plade sat ind i hovedet og mangler nogle tænder, så jeg tygger kun med den ene side, og skal oftere til tandlægen end andre mennesker.

Og jeg tænker da over, hvordan livet vil arte sig, når jeg bliver ældre. Bliver jeg mon gammel? Holder det her? Men jeg lever livet, jeg sorterer til og fra, som jeg selv vil! Jeg er blevet meget konsekvent, men også mere følsom. Jeg taler aldrig om min sygdom, det synes jeg ikke, at der er nogen grund til. Der skal meget til for at vælte mig, og jeg gider ikke noget overfl ade!” Og med prioriteterne i orden er Henriette da heller ikke i tvivl om, hvad hun har lært af hele forløbet.

”Sygdom og kærlighed er to ting, man bare ikke kan kontrollere her i tilværelsen. Det er så fandens,” siger hun og griner. ”Men man lærer meget af at miste kontrollen. Jeg er både blevet stærkere og mere sårbar. Og så har jeg måttet sande, at man bare kommer længere her i verden med et godt udseende. Jeg har prøvet både at være virkelig smuk og virkelig grim, og hvis man ikke har et pænt ydre, må man føre sig frem på personligheden. Det er sørgeligt, men sandt,” konstaterer Henriette.