Det er de færreste, der ligefrem bliver lettede, når de får konstateret kræft, men Helle Løwe Fischer, 40, var en af dem. I 13 år havde hun kæmpet forgæves for at få lægerne til at stille en diagnose på de ulidelige smerter, hun havde i venstre lår. Da hun endelig fik beskeden om, at hun havde ’en hel bradepande af kræft’ i låret, var det for sent at redde benet.

Læs også: "Man bliver ikke rask af at pive"

Lægerne gav hende ikke noget valg: Benet skulle af - helt oppe ved hoften. ”Benet var for dårligt efter så mange år, knoglen var simpelthen ædt op indefra. Så de turde ikke tage chancen,” fortæller Helle, som med det samme besluttede at lægge bitterheden over de mange fejlbehandlinger væk, så hun ikke gik til i vrede.

”Da de fortalte mig, at de blev nødt til at amputere, råbte jeg: ’I tager ikke mit ben!’ Jeg havde kæmpet så sej en kamp for det ben, men efter en samtale hos en fysioterapeut, som fortalte mig, at jeg ville være fuldstændig kræftfri efter amputationen, tænkte jeg: ’Så tag det!’ Tænk engang at være smertefri, fri for den kræft. Jeg kunne slet ikke huske, hvordan det havde været uden smerter.”

GRÆD AF GLÆDE
Helle fik fjernet hele venstre ben i februar 2005, og da hun vågnede i hospitalssengen, var det med en overvældende følelse af energi i kroppen. ”Yes! Jeg kunne mærke energien i min krop for første gang i 13 år! Kræften var væk, og jeg græd af glæde. Men samtidig meldte tankerne sig jo også: Nu er jeg handicappet. Hvordan bliver man tacklet af omverdenen, når man kun har ét ben? Bliver jeg bedømt for den, jeg er, eller for mit udseende?”

Men glæden over at være rask overskyggede de dystre tanker. Helle hjulede lykkeligt rundt på hospitalet og strålede som en sol i én grad, som provokerede de andre patienter. ”Nogle af mine medpatienter, som havde mistet en fi nger, mente ikke, at de havde noget liv mere. Det er deres måde at tackle situationen på, jeg har så gjort det på en anden måde,” siger Helle, som fik svar på sine mange spørgsmål, da hun for første gang bevægede sig ud i livet med ét ben.

”Børnene syntes bare, at jeg var sej, fordi jeg var rask. Nu kunne jeg jo tage med dem overalt igen, hvor jeg før havde ligget i månedsvis og skreget af smerter inde i min seng. Så de var glade for deres étbenede mor. Min mandelsker mig lige højt, uanset hvor mange ben  jeg har – men min familie og jeg er blevet enige om, at hvis vi havde fået en halvtredser hver gang nogen kiggede på mig, så havde vi været mangemillionærer i dag!” konstaterer Helle tørt.

FORSTANDEN SIDDER IKKE I BENET
”Folk stopper ligefrem op og kigger, når jeg kører på gaden, nogle med et smil, og så bliver jeg glad. Men andre glor bare uhæmmet, og vi har fl ere gange været ude for, at min mand er blevet spurgt om, ’hvad det er, han har med’. Som om jeg ikke kunne tale selv! Jeg er jo stadig mig, min forstand sad altså ikke i benet. Men folk ved jo ikke bedre,” siger Helle, som i den grad kunne have brugt noget hjælp i sin første tid som étbenet.

”Jeg ville helt klart gerne have været i noget terapi, så jeg kunne få hjælp til at se mig selv klart. Men jeg fik ikke tilbudt noget.

Læs også: Jeg stræber after at være et godt menneske

Så fordi jeg ville lære at leve med det, provokerede jeg mig selv rigtig meget i starten. Jeg stillede mig foran spejlet og bare kiggede. Og sagde til mig selv: ’Du er den samme person som før – bare med ét ben. Du har lige så meget ret til at være her som alle andre!’ Vi havde talt alvorligt om, hvorvidt jeg skulle på plejehjem, men jeg havde det bare sådan: ’Nul! Jeg vil hjem og passe min familie. Og jeg vil være den bedste mor, jeg overhovedet kan være.’” VÅGNER LYKKELIG HVER MORGEN Netop fordi Helle ikke fi k nogen hjælp til at tackle sit nye liv, valgte hun at uddanne sig til NLP terapeut.

”Jeg har fået så meget menneskeligt ud af det her, at hvis jeg skulle leve mit liv om igen, så ville jeg gøre det på præcis samme måde. Jeg ville ikke have mit ben igen, hvis jeg kunne bytte.”

Mener du virkelig det?
”Ja, for ved du hvad? I dag vågner jeg op og er lykkelig hver morgen, fordi jeg ikke længere tager livet som en selvfølge. Min mand og jeg har været så meget igennem sammen, at der er ikke noget, der kan skille os ad. Vi får det optimale ud af livet hver dag, vi lever!” siger Helle, der endda har droppet sin protese, selvom hun egentlig godt kunne gå rundt og ligne en kvinde med to ben.

”Fordi jeg er amputeret helt op til hoften, skal den spændes på maven, og det blev simpelthen for tungt. Og når jeg har protesen på, skal jeg også gå med krykker, og så kan jeg jo ikke lave halvdelen af alt det, jeg laver i dag. Så jeg har prioriteret at sidde i kørestol i stedet for at være et glansbillede, der kan gå.” Hvordan har du lært at tackle folks fordomme om dit udseende?

”Jeg har lært at elske mig selv, ligegyldigt hvad andre mennesker mener. Og jeg har aldrig følt mig så hel før. Det er vigtigt for mig at holde mig pæn, så jeg går aldrig ud af døren uden at have lagt mascara og klædt mig pænt på. Men det er mig, det er vigtigt for. De ting, jeg har lært, er ikke nogle, man kan læse sig til i en bog – det er nogle, man lærer, når man er helt ude på livets kant.

Jeg har aldrig haft det bedre, så hvad skal jeg være bitter over?”

Læs også: Når sygdommen skamferer