I Ursula Nielsens verden er reglerne helt enkle. Når man vælger at få børn sammen, så vælger man hinanden for livet – på godt og ondt. Desværre havde hendes mand det ikke på samme måde og midt i graviditeten med deres tredje barn, annoncerede han, at ’gnisten var væk’...

Læs også: Tre børn så skred han

Ursula har aldrig været i tvivl om, at hun ville have en stor familie, så allerede da hun og hendes mand mødtes som 19-årige, aftalte de, at målet var far, mor og tre børn. Og aftaler var tilsyneladende til for at blive overholdt, så selvom ægteskabet ikke forløb helt uden problemer, gik de i gang med at lave baby nummer tre for et par år siden.

”Når sandheden skal frem, var det nok mere mit ønske, end det var hans at få et barn mere, men han gjorde jo ikke noget for at trække i en anden retning, så jeg var bare glad, da det lykkedes at blive gravid igen, selvom jeg var midt i 30erne,” siger Ursula.

Det var først nogle måneder inde i graviditeten, hun begyndte at få ubehagelige anelser om, at hendes mands entusiasme omkring familielivet var aftagende.

”Der var flere og flere fester, han skulle med til, og han kom senere og senere hjem. Så kunne jeg stå der med børnene en hel søndag, mens han havde tømmermænd, og det var ikke i orden, men jeg prøvede at give ham plads og håbede så, at han ville få festet af og blive lidt mere familievoksen,” siger Ursula.

Sådan kom det desværre ikke til at gå, for da Ursula var cirka halvvejs i sin graviditet, kom hendes mand en dag hjem og overbragte et kedeligt budskab.

”’Jeg vil ikke det her mere, for jeg har ikke nogen gnist for dig længere,’ sagde han, og det forklarede selvfølgelig, hvorfor han havde trukket sig mere og mere væk fra mig. Men hallo! Jeg har altså heller ikke haft en gnist for ham hver dag i de 16 år, vi var kærester, men i min verden vælger man hinanden for livet, når man vælger at få børn sammen, og så må man kæmpe for sit forhold i de perioder, hvor det er svært.”

Læs også: Er du stadigvæk vred på din mor?

TUDEDE SOM PISKET
At hendes mand også var ret ulykkelig over situationen, er Ursula slet ikke i tvivl om, men forholdsvis hurtigt fandt hun ud af, at ’den tabte gnist’ i deres forhold i høj grad handlede om, at der var antændt varme følelser andetsteds. ”Mistanken havde jo været der i fl ere måneder, men der gik lang tid, før han indrømmede, at han var sammen med en kollega. Så tudede jeg som pisket, men der var også nogle ting, der gav sig selv, for når han havde en anden, skulle vi selvfølgelig skilles! Alt det var jeg tvunget til at få styr på, for jeg skulle jo føde lige om lidt,” siger Ursula.

Med hjælp fra ’gud og hvermand’ fi k hun ordnet både det praktiske og det økonomiske, og eftersom hendes mand havde indrømmetutroskaben, var  det kun en formalitet at blive skilt uden forudgående separation.

Det var absolut ikke de rammer, Ursula havde tænkt, der skulle være omkring hendes tredje fødsel, men trods alt blev hun enig med eksmanden om, at han skulle være med til begivenheden. ”Alting gik som det skulle, men bagefter var det enormt akavet. Han var rørt over situationen, men hvad skulle jeg bruge det til? På et tidspunkt lagde han armen om mig, men jeg kunne ikke rigtig få luft og kom til at skubbe ham væk, så han blev ked af det.
Det var en dum og mærkelig situation og helt anderledes end de andre to fødsler, hvor vi var fantastisk glade sammen,” siger Ursula.

Læs også: Jeg troede jeg kunne se ånder

BÆRER IKKE NAG
I dag er det et år siden, lille Anton kom til verden, og både han og de to større søskende, Astrid og Hubert, ser ud til at trives, men Ursula har stadig ikke vænnet sig til de nye familieforhold.

”Det giver et negativt sug i min mave, når jeg tænker på, at det ikke lykkedes for os at være den familie, jeg gerne vil være, men jeg er nødt til at holde fast i, at det ikke er mig, der har gjort noget øv. Selvom jeg tænker mig rigtig godt om, er der ikke noget, jeg ville gøre anderledes.

Heller ikke i det år, der er gået. Jeg har været åben over for at tilgive og starte på en frisk, men der er selvfølgelig en grænse for, hvor længe jeg vil vente,” siger Ursula. Når hun stadig ikke helt har lukket og slukket for sit håb om at genforenes med eksmanden, handler det om fl ere ting.

”Det, at mine børn kun skal se deres far hver anden uge, gør altså ondt på mig. Så er der den del, der kun handler om ham og mig, og det er svært, fordi  han har svigtet min tillid, men jeg er ikke typen, der bærer nag. Hvis der skete noget dårligt i går, lægger jeg det bag mig og koncentrerer mig om i dag, men på den måde går tiden jo, og jeg flytter mig også. Tanken, om at der kan komme en anden mand ind i mit liv, er ikke længere så umulig, som den var i starten,” siger Ursula.

Skal hun spå om, hvordan verden ser ud om et år, trækker det lidt ud med svaret. ”Tjah, jeg ved det ikke. Mon ikke jeg har en kæreste? Jo, det har jeg nok, og hvis jeg fi nder sammen med min eksmand igen, så er vi blevet klogere og stærkere af det, vi har været i gennem. Og hvis det ikke sker, har jeg nok mødt en anden, men han kan jo bare aldrig blive børnenes far.”

Læs også: Vi giver soldater i krig en følelse af hjem