Fotografens lys skinnede på deres skallede hoveder, mens Josina og Josefine med et krigerisk blik kiggede ind i kameraet. Det var i slutningen af 2010, og de to søstre var på besøg hos Q for at få taget billeder til en artikel om deres kamp mod kræft. Og der var nok at kæmpe i mod.

Ømme knogler og led, hedeture, tudeture, kvalme, opkastning, søvnbesvær, udtørrede slimhinder, hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær, feber og næseblod – er bare nogle af de bivirkninger Josina og Josefine har kæmpet mod det sidste år. Nu er Josina og Josephine færdige med behandlingen for brystkræft og mødes igen med Q for at gøre status, for der er sket meget i deres liv.
Udover at de er færdige med behandlingen for brystkræft, er deres hår vokset ud igen, Josephine er blevet skilt, og Josina har sagt sit job op.

Læs også: Blev enke og gravid samme dag

SKALDET OG SEXET
I den sidste artikel var Josina og Josephine pilskaldede og glade for deres valg om ikke at gå med paryk for at skjule, at de fi k kemoterapi og tabte håret. Nu har de begge fået hår igen, så vi starter med at snakke om frisuren, for føler de sig mon mere kvindelige med hår? De ryster begge på hovedet.

”Det kan lyde underligt, men jeg følte mig faktisk mere kvindelig som skaldet, for vi skulle gøre noget andet og mere, da vores hår manglede. Josephine lærte mig at gå i høje hæle, og det fi k mig til at ranke ryggen og føle mig kvindelig. Jeg udviklede en mere enkel tøjstil, der var sejere og mere grafi sk i grafi tgrå, sort, hvid og rød.

Tøjet, make-up og stilletter gjorde, at jeg følte mig mere kvindelig som skaldet. Jeg brugte krudt på at genopfi nde mig selv som en anden. Jeg opfattede os som Amazonekrigere.

Vi var højere på grund af stilletterne, mere veltrænede, fordi jeg begyndte at dyrke motion, og vi var næsten krigeriske, fordi vi kæmpede mod sygdommen. Desuden har min mand savlet over mig gennem hele behandlingsforløbet.

Der er flere, der har sagt til mig, at han sikkert bare var sød og sagde, at jeg var smuk som skaldet, selv om han ikke mente det, men selvfølgelig mente han det. Det er jeg helt overbevist om. For en stiv tissemand lyver ikke.

Han havde stadig lyst til mig, da jeg var skaldet og manglede et bryst, og Søren har givet mig meget på den konto. Jeg var helt overbevist om, at jeg var sexet som skaldet, og både Josephine og jeg oplevede et kæmpe boost af alle de søde mennesker, der gav os komplimenter, fordi vi stod frem som skaldede,” siger Josina.

”Det var skægt at være klædt ud som ”fine damer”, og det var dejligt med den positive opmærksomhed. Der var også nogle, der blev lidt provokerede af, at vi stod frem med vores skaldede hoveder - også andre kvinder med brystkræft der følte, at vi prøvede at tage patent på deres sygdom. De syntes ikke, at vi så ”syge nok ud”, og de ville ikke slås i hartkorn med os og vores skaldede hoveder.
Vi ved godt, at vi ikke er ens, og at hvert brystkræftforløb er meget individuelt. Men akkurat som vi synes, at det er okay, at nogle ikke orker at stille sig frem med deres skaldede isser, så skal det også være okay, at vi var to, der stod sammen og gerne ville have fokus på, hvad der sker med krop og psyke, når man har brystkræft,” forklarer Josephine.

KRÆFT I PARFORHOLDET
Josina er færdig med kemoterapi og skal tage antihormoner de næste fem år, og Josephine er færdig med kemoterapi og strålebehandling. De skal begge gå til jævnlig kontrol, men det er ikke forkert at sige, at de nu er på den anden side af brystkræft. Dermed er de også i stand til at reflektere over nogle af de emner, de berørte i den sidste Q-artikel, blandt andet hvor meget det går ud over sexlivet, når man får kemoterapi.

”Vi talte meget med andre kvinder med brystkræft, og på et tidspunkt var der en kvinde, der spurgte, om vores andres sexliv også var gået fuldstændig i stå, og alle nikkede og kunne fortælle historier om, at kemoen gjorde dem så trætte, at de ikke havde energi til noget som helst, heller ikke at dyrke sex, og det kunne nemt gå ud over parforholdet,” siger Josephine. Josina ville rigtig gerne vide, hvorfor det går så galt i parforholdet, når kvinden får kræft, så det talte hun meget med andre patienter om.

”Østrogenniveauet falder helt ekstremt af kemo, og i den uge man får kemo, er man så syg, at det er umuligt at dyrke sex. I ugerne mellem kemoterapi kan det godt lade sig at gøre at dyrke sex, men skeden tørrer ud på grund af behandlingen, så det kan være nødvendigt at bruge glidecreme, og man skal måske indstille sig på, at glidecreme skal være en del af sexlivet fremover.

Når kvinden er færdig med kemo og strålebehandling, kan hun være forandret for altid, og det kan være svært at genoptage det sexliv, der forhåbentlig var før kræftdiagnosen. Det er vigtigt at tale med manden om, for når han skal vente på sex, kan han føle sig afvist og vende sig væk, og så kan der opstå nye problemer. I de pjecer, vi fi k udleveret på hospitalet, stod der alt muligt om, hvor vi kunne købe hatte og parykker, mens alt om sex var totalt tabubelagt.

Tænk, hvis der stod lige så meget om glidecreme eller tips til forskellige sjove ting, man kan gøre, hvis man ikke kan gennemføre et samleje. Søren og jeg ydede en ekstraordinær stor indsats for at bevare vores sexliv.

Vi skemalagde vores sexliv og aftalte, at vi skulle dyrke sex mindst én gang om ugen, for jeg havde både mistet mit hår og mit ene bryst, men jeg ville ikke også miste mit sexliv på grund af brystkræft. Tit endte det med, at vi først dyrkede sex sent søndag aften, for der udløb ugen, men vores indsats virkede,” griner Josina.

Læs også: Er du stadigvæk vred på din mor?

NÆRIG MED LIVET
Brystkræft ændrede ikke kun Josina og Josephines udseende. De ændrede sig mindst lige så meget psykisk, og det var de ikke forberedte på, for den psykiske belastning ved at få kræft er også tabubelagt.

”Da vi var færdige med behandlingen, kom alle efterreaktionerne. Vi tænkte over, hvor hårdt forløbet havde været, og hvor meget dødsangst, vi havde haft. Vi lærte, at det at have fået konstateret en potentiel livstruende sygdom, var en mulighed for forandring. Vi kom helt ind til vores inderste følelser og begyndte at spekulere over, om der var noget, der skulle ændres i vores liv. Det var der.

Jeg sagde op efter 13 gode år på samme arbejdsplads, og Josephine blev skilt,” siger Josina. Josephine uddyber: ”Mit ægteskab ville nok ikke have fortsat uanset hvad, men jeg tror, at sygdommen fi k bruddet til at komme hurtigere. Jeg blev ”nærig” med min tid og mit liv, og jeg så ingen grund til at blive hængende i noget, der ikke var godt.

Jeg købte et andet hus i samme by som min eksmand, så vores døtre stadig har mor og far tæt på. Men det har da været en hård tid med brystkræft og skilsmisse, og nogle gange har jeg simpelthen fortrængt det hele. Jeg har ikke orket at snakke om det hele tiden. Selv om Josina og jeg var gode til at nyde dagene mellem kemoterapi, så kan vi sagtens forstå, at syge og pårørende kan blive deprimerede af kræft.

Det er en kæmpe udfordring at få en livstruende sygdom, men man kan vælge at sige, at det hele er noget så forfærdeligt og gå ned med fl aget, eller man kan kæmpe det bedste, man har lært. Jeg kunne sagtens tænke, at det var hårdt at blive skilt efter tyve års ægteskab, men i stedet for at tænke på det, jeg havde mistet, valgte jeg for det meste at tænke på alt det gode i mit liv og fokusere på mine gode venner, min guldsmedeforretning, mine fantastiske ansatte og mine to dejlige børn. Jeg har ikke længere tid til at hænge mig i alt det negative.”

DØDEN KOM TÆT PÅ
Josina ændrede sig også meget rent psykisk. Det var som om, at brystkræft satte turbo på alle hendes forandringsparametre. I dag tager hun stilling til alt med det samme.

”Det skyldes, at ”ham med leen” har været tæt på. Jeg er blevet mere følsom, fordi jeg er blevet skrællet ind til kernen. Jeg er i tæt kontakt med mine følelser, og jeg er blevet bange for at gå glip af noget. Jeg sagde mit job op, fordi jeg har brug for, at mit arbejde skal give mening og sætte spor.

Det var hårdt at sige op uden at vide, hvad jeg så skulle lave, men så skete der det pudsige, at jeg blev kontaktet af fonden A Race Against Breastcancer, hvor jeg nu sidder i bestyrelsen. Jeg holder også foredrag om brystkræft, og da jeg stadig er meget grådlabil, har jeg prøvet at stå og tude foran 100 foredragspublikummer, fordi jeg skulle fortælle om den barske tid med brystkræft.

Men selv om tiden med brystkræft var det hårdeste, jeg har prøvet, så var det på sin vis også en fantastisk periode i mit liv. Jeg kastede mig ud i frit fald som skaldet, ikke bare én gang, men 10.000 gange. Hver gang jeg var ude som skaldet, fi k jeg søde  kommentarer, og det fi k jeg et adrenalinkick ud af. Det var fascinerende at observere, hvordan omgivelserne reagerede på mit og Josephines skaldede hoveder.

Det var en fed skaldet-tid, som vi ikke kan gøre om for sjov. Det er nok en slags overlevelsesmekanisme, at jeg tænker mere på de gode dage end de dårlige jeg havde, da jeg var i behandling. Lidt ligesom kvinder, der glemmer smerten ved at føde, så de gerne vil være gravide igen.

Sommeren 2010 var den værste og skønneste sommer i mit liv, og det var vidunderligt at have et navlepillende projekt, hvor vi stod frem med vores skaldede hoveder, og da vi gik i gang med at skrive en bog om vores erfaringer med sygdommen, var det som en slags terapi. Jeg græd fl ere gange, når vi snakkede om, hvor hæsligt det havde været, men jeg er glad for, at vi skrev bogen, mens vi var midt i behandlingsforløbet, hvor alle oplevelser var helt friske i erindringen, og ikke først bagefter hvor hjernen snyder en til at tro, at det nok ikke var så slemt. For det var virkelig slemt,” siger Josina.

Læs også: Fokus på ægdonation

TABUKNUSERE
Op til brystkræftmåneden oktober udkommer bogen ”Tabuknuseren”, hvor Josina og Josephine har beskrevet deres brystkræft- og behandlingsforløb. De kommer ind på alle de aspekter af sygdommen, de gerne selv ville have haft kendskab til, da de var syge. Bogen er desuden fyldt med private og professionelle fotos, der viser søstrene efter operation, i kemobehandling, topløse og skaldede. Det er deres måde at dokumentere deres forløb og en god måde at bryde tabuer på.

”Vi viser, hvordan kvinder ser ud uden hår, og hvordan kvinder ser ud kun med ét bryst. Jeg ville så gerne have set billeder af étbrystede kvinder, inden jeg fi k fjernet mit venstre bryst, for det kunne have taget toppen af min angst og forberedt mig på, hvordan jeg selv ville komme til at se ud. Men jeg fandt ingen fotos.

Derfor valgte vi at stå frem som en hjælp til de kvinder, der også gerne vil have taget toppen af dramaet og nysgerrigheden,” sigerJosina. Gennem hele forløbet har hun haft  behov for at få så mange informationer som muligt, for jo mere viden hun har, jo bedre i kontrol føler hun sig. Da hun otte måneder efter brystkræftoperationen skulle i gang med en rekonstruktion af brystet, ledte hun igen efter relevant information.

”En brystrekonstruktion består af fl ere operationer, og det kan være et voldsomt forløb. Det kom bag på mig.

Først fi k jeg ekspanderet brystfylden i venstre side, og derefter fi k jeg justeret mit raske bryst for at skabe symmetri, for endelig at få rekonstrueret min brystvorte og få tatoveret farve på den nye brystvorte. Plastikkirurgen fortalte mig, at for at få det bedst mulige resultat ville jeg blive rejst op i siddende stilling under narkosen for at se, om mine implantaterne var symmetriske. Det var en meget syret oplysning at få! Jeg blev rejst op i fuld narkose, mens ti mennesker kiggede på mig og mine nye bryster.

Læs også: Gik under graviditeten

Jeg overvejede helt seriøst at få episoden fi lmet, for jeg ville vide, hvordan det foregik, så jeg ikke ville være så bange. Underligt nok kunne jeg ikke fi nde nogle fi lmklip på YouTube af kvinder i fuld narkose, der bliver rejst op for at få tjekket, om deres nye bryster er symmetriske,” siger hun og slår så en latter op, for hun og Josephine ved godt, at deres sorte humor kan virke barsk, men den har hjulpet dem med at komme igennem den hårde tid.

”Jeg er glad for rekonstruktionen af brystet, men forløbet har været langt, og det var hårdt for min psyke at være patient igen og blive opereret igen - og at have støttestrømper på igen. Jeg føler mig så grim som patient,” udbryder Josina. Josephine besøgte hende på hospitalet, hver gang hun var indlagt i forbindelse med rekonstruktionen, og der er ingen tvivl om, at de to søstre har haft ekstra stor gavn af hinanden i det forløbne år.

”Det har været det hårdeste år, vi nogensinde har været igennem, og vi er stolte af, hvordan vi har klaret forløbet. Vi synes, at alle kvinder med brystkræft bør være stolte af sig selv, uanset hvordan de klarer at komme igennem sygdommen, for det er som at tage en jægeruddannelse uden at søge ind,” siger Josephine.