Set fra flyet ligner de afghanske bjerge nær Kabul bunker af kakaopulver strøet med flormelis. Nede i dalene kan man skimte små huse uden naboer i miles omkreds. Da vi lander i Kabul, ender charterferien, og ”boot campen” begynder. Det er ikke Taliban og burkaer, der skræmmer mig, men derimod de mange instrukser og det tunge sikkerhedsudstyr, vi får udleveret i lufthavnen.

Læs også: Piger i trøjen

Men der er ikke andet for end at elske hjelmen, den skudsikre vest og beskyttelsesbrillerne – for kun Allah, der regerer her, må vide, om dette udstyr skal redde mit liv.
Vi fl yver hastigt videre til Camp Bastion i et Hercules-fl y. Ikke just en behagelig fl yvetur og slet ikke i det øjeblik fl yet affyrer et par skud, der lyser kraftigt op uden for vinduerne. Men da de øvrige passagerer enten sover eller løser sudoku, går det op for mig, at vi sikkert ikke er ved at blive ramt af et missil, men jeg lukker alligevel ikke et øje på turen!

MILITÆROASE I ØRKENEN
Og dér – ude midt i ingenting – ligger Camp Bastion. Selvom Helmand-provinsen er kendt som et af de farligste steder på jorden, er Bastion noget nær det sikreste sted i verden.Her er 25.000 ”indbyggere” i besiddelse af  krudt, kugler og kalashnikovs af enhver kaliber – så her er absolut intet at frygte, så længe man er på soldaternes side.

Læs også: Vi giver soldaterne i krig en følelse af hjem

De 25.000 helte og heltinder er fordelt ud på mindre nationale lejre – herunder den danske lejr, Camp Viking. Fitnesscenter, soldaterhjem, kirke, hospital og en gigantisk buffet med alt fra karryretter til junk food. Alligevel er der strikse regler for påklædning, hygiejne og sikkerhed, og uvisheden om hvad morgendagen bringer, ulmer hele tiden under overfladen. Selvom alt ånder fred og idyl i Bastion, ligger der grumme skæbner og tragiske historier gemt bag de mange uniformer – der er bare ikke rigtig nogen, der taler om det. Når mørket falder på, falder man i søvn til lyden af helikoptere, der med jævne mellemrum flyver henover lejren – og lytter man længe nok, forvandles helikopterlarmen til en svag og søvndyssende brummen. Zzzzzz...

OPIUM VIGTIGERE END KRIG
Længere østpå fi nder vi Camp Price, hvor den danske kampgruppe holder til. Lejren er mindre end Bastion og mere intim. Det er ikke helt forkert, når man siger ”Price er nice” – for det er den faktisk. Her er kage på ”Kuffen”, varmt vand i hanerne og et godt kammeratskab. Men kun et par hundrede meter uden for lejrens mure ligger fjenden på lur, og der er ikke langt til ”Green Zone” – et af de absolut mest berygtede områder i Afghanistan.

Læs også: Orgasmer sådan vil vi have det

Helmand-provinsen er det område i Afghanistan, hvor Taliban står stærkest, og dermed også det område, hvor sikkerheden og bevægelsesfriheden for den enkelte afghaner sådan, vi oplever det. Vi er nemlig landet i Afghanistan midt i opiumhøsten – og det betyder fred og ro. For selvom Taliban ynder at være i krig, er pengene fra den ulovlige narkoproduktion alligevel vigtigere.

De små felthospitaler står stille hen og beskæftiger sig i denne periode mest med solforbrændinger og fi ngerskader fra de soldater, der har fået fingrene i klemme i dørene på de tunge køretøjer. Normalt er felthospitalet i Price pænt booket med traumepatienter, der har mistet arme og ben eller er blevet skudt i halsen,, men i denne uge spilles der bordtennis, og ”Dagens mand” på TV2 står for resten af underholdningen.
Alle traumepatienter sendes med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion, som er verdens travleste traumecenter – indimellem så travlt, at patienter må behandles på gangene og udenfor hospitalsbygningen. Men i disse uger får selv verdens travleste traumecenter et lille pusterum.

BAG FACADEN
Der er styr på tingene. Instrukserne er i orden, planerne er lagt, og de gennemføres som oftest som forventet. At være dansk soldat i Afghanistan er et job som så mange andre – og følelserne sidder ikke uden på uniformen. Heller ikke når der stort set dagligt lukkes for al telefoni og internet, fordi der er sket noget et sted i området, som ikke må kommunikeres ud til verden, før de pårørende er blevet underrettet.

Det kan f.eks. være soldater, der er sårede, har fået amputeret et ben som følge af en improviseret sprængladning eller i værste fald er døde. Ingen snakker om det – heller ikke om den engelske bombeekspert Lisa Head, der den 18. april under mit ophold blev hårdt kvæstet under en eksplosion, hvorefter hun et par dage senere døde på et hospital i England. Ikke engang de engelske soldater nævner noget, og jeg hører først om nyheden, da jeg igen er hjemme i Danmark. Der bliver gjort meget for at bevare den gode stemning ...

En engelsk soldat fortæller over eftermiddagskaffen på soldaterhjemmet ”Kuffen”, at hans barndomsven har mistet begge ben og den ene arm to uger tidligere. ”Jeg har kendt ham, siden vi var fem år gamle, og jeg ved, han sidder hjemme i England og er frustreret. Han elsker at have fingre i alting, og nu har han kun én hånd tilbage og den skal han vel bruge til at styre sin kørestol.

Men den slags sker hernede, og det er vi jo forberedt på. Han var bombeekspert, så det kommer ikke som et chok ... Men derfor er det jo alligevel ærgerligt. Jeg må hellere se at få skrevet en mail til ham,” siger den engelske soldat, mens han snupper endnu et stykke gratis kage.

Læs også: Sov dig slank

HVAD DER GEMMER SIG UNDER BURKAEN
Når man kører gennem byen Gereshk, møder man kulørte tuk tuks fyldt op til bristepunktet, æsler med trækvogne, turbanklædte mænd, der traver af sted i vejkanten, og drenge der  hastigt cykler afsted, mens de vinker til soldaterne – og så selvfølgelig alverdens militærfolk i deres overdimensionerede køretøjer, der signalerer ”af banen!”

Til gengæld møder man kun et fåtal af kvinder – eller såkaldte blå spøgelser. For i virkeligheden kunne det ligeså vel være en mand, der gemmer sig bag de gulvlange dragter. Selv om Talibans regler ikke længere er offi cielt gældende, har kvinderne ikke helt smidt burkaerne. På hospitalet, som er det eneste sted, vi får kvinder at se i flertal, er det dog ikke svært at få øje på et stykke ankel eller stilet hist og her, ligesom vi også ser en del kvinder med tørklæder, der ikke dækker ansigtet helt.

Feminismen kom med 40 års forsinkelse til Afghanistan – men bedre sent end aldrig. Stærke kvindelige ildsjæle som Gulaley Sherzad, der er leder af et kvindecenter i Gereshk og sidder i distriktsrådet, hvor fem pladser er forhåndsreserveret til kvinder, er en af de kvindelige forbilleder, der lever livet farligt og kæmper for, at kvinder skal behandles ordenligt. Sidste år blev hun nær ramt af en bombe rettet mod hende, og så sent som dagen før jeg taler med hende, havde en fremmed mand sneget sig ind i hendes gård.

Læs også: Få styr på dine nødder

Taliban er uden tvivl ude efter hende, for hun gør alt det, der i deres øjne er ulovligt. ”Under Talibanregimet har kvinder ingenting lavet, så på kvindecentret sørger vi først og fremmest for at aktivere dem. De lærer at sy, at passe børn, hvordan man holder høns, og hvordan man laver tøj, smykker og andre ting man kan sælge på markedet. Indimellem har vi også kurser i engelsk, litteratur, osv,” fortæller Gulaley Sherzad.

Det er tapre kvinder, der møder op på kvindecentrene. Hvis Taliban finder ud af det, er der ballade – og til en start var kvindernes mænd også imod besøgene på kvindecentrene, men da det blev velkendt, at ”uddannelsen” på kvindecentrene kunne gavne hjemmet og husholdningen, var mændene knap så skeptiske. Hvor positiv Gulaley end er for udviklingen, ligeså nervøs og skeptisk er hun for at ISAF, de internationale tropper, trækker sig ud i 2014.

”Jeg er bange for, at alt bliver som før. Kvinderne vil være bange for at komme på centret og alt det, vi har bygget op, er til ingen verdens nytte. Siden jeg var en lille pige i Kabul, har jeg ønsket at gøre noget for kvinder,  og så tog jeg til Gereshk. Min søster kom for få år siden herned fra Kabul for at hjælpe mig med kvindecentret, men hun endte i stedet med at blive den første kvindelige politibetjent – og i dag er de 25 kvindelige betjente i Gereshk. Men når ISAF trækker sig ud, er jeg bange for, vi er tilbage, hvor vi startede,” siger Gulaley.

En uge er gået og mit ophold som krigsturist er ovre. Jeg er blevet positivt overrasket over det afghanske folks venlighed, og alligevel chokeret når jeg ender som fotoobjekt under et besøg hos den afghanske hær, og en smule fornærmet når jeg under streng militærbeskyttelse bevæger mig rundt i en nyanlagt basar, mens hundredevis af turbanklædte mænd kigger på mig med forargelse og foragt.
På trods af mediernes skræmmebillede føler jeg mig draget af Afghanistan.

Jeg har lyst til at udforske alle landets hemmeligheder. Hvorfor er ”te-drengen” altid feminin og iført perlekæde og makeup? Hvad gemmer der sig under burkaen? Er det virkelig sandt, at Allah ikke kan se, man drikker alkohol, så længe man bare har rullet gardinerne ned? Og hvad med dyrene? Er det virkelig sandt, at man er nødt til at have sex med geder, bare fordi der er gået inflation i brudepriserne? Og hvordan får kvinderne egentlig deres lyster styret?

Læs også: Q tester den klasiske røde læbestift

På trods af at hverken hårkur eller håndcreme kan hamle op med Afghanistans tørhed, og selvom jeg ville være nødt til at være alt for tildækket taget det varme klima i betragtning, har jeg lyst til at komme tilbage ... om 30 år. Vil der monstro være lavet nye veje? Er udviklingen nået til et niveau som kan måle sig med asiatiske lande? Har kvinderne brændt burkaerne, som de danske kvinder brændte bh’er i 70’erne? Og hvad har Gulaley og hendes tilhængere nået til den tid? Er hun mon præsident?

Afghanistan er på sin vis middelalderlig – og inden for få år bliver de overladt til sig selv. Den afghanske hær og politi gør, hvad de kan. Men kan de hamle op med Taliban? Og kan man virkelig tillade sig at række hånden ud til et land, der i den grad mangler hjælp, for så at trække sig tilbage og overlade landet til sig selv? Efter at have fået et indblik i de danske soldaters arbejde, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de har udrettet små mirakler, og at de fortsat vil gøre deres bedste til, at landet bliver klar til at klare sig selv.