Dronningen AF DØDSRULLERNE

Til begravelsen skal der spilles Lis Sørensen og fyres en dårlig joke af. Der skal serveres rugbrødsmadder og øl. sådan har Pernille planlagt sin begravelse i en alder af 23 år. Hun sætter til dagligt livet på spil, men holder øjnene åbne – en sand powerkvinde, der tør være feminin i et testosterondomineret miljø.

Navn: Pernille Agerbek
Alder: 23 år
Privat: Single
Job: Næstkommanderende
på mineruller
By: Camp Price/Vejen

”I daglig tale kaldes de dødsrullerne ... Så det var lidt svært at få mine forældre til at forstå, at der faktisk aldrig er nogen, som er kommet rigtigt til skade,” forklarer Pernille, der med sit job som næstkommanderende på mineruller udfører et af de mest risikable jobs for den danske hær i Afghanistan. Jobbet går i grove træk ud på at tjekke for improviserede sprængladninger i jorden – og hvis man fi nder dem, må man bare håbe på, at ladningerne ikke er for store.

”Der er endnu ikke nogen, der er stødt på en for stor ladning med rullerne, men det gælder også om at have øjnene med sig,” forklarer Pernille. På trods af camoufl ageoutfi ttet og de maskuline omgivelser, er de feminine dyder ikke gemt helt væk. Med i rygsækken er et glattejern, en kjole, makeup og enorme mængder hårkur foruden de mange sandfarvede uniformer.

”Ind imellem går der for meget røv, pik og patter i den, når drengene snakker, og nogle gange vil jeg faktisk hellere høre om problemer med tørt hår. Det kan være ren terapi at tage et langt varmt bad, glatte hår, smøre sig ind og hoppe under dynen med en god bog – så føler man sig ren og ny.”

Læs også: Når sygdommen skamferer

JEG ER IKKE BANGE
Inden Pernille sagde ja til udsendelsen, havde hun overvejet at læse til sygeplejerske – en tanke der vækkede glæde i familien. Men hun valgte alligevel Afghanistan. ”Selvom der er en høj risikofaktor forbundet med mit job, har jeg vendt nervøsitet til spænding.

Jeg frygter ikke, at der skal ske mig noget, for jeg ville jo ikke selv opfatte det, men det ville selvfølgelig være forfærdeligt for min familie. Inden jeg tog afsted, satte jeg mig ned med mine forældre for at udfylde ”sidste vilje”. Jeg skulle vælge sange, hvem der skulle overbringe beskeden om min død til mine forældre, hvilken pynt der skulle være i kirken, og hvilke musikstykker der skulle spilles,” fortæller Pernille.

Ud af de ca. 750 udsendte danskere i Afghanistan er der 40 kvinder – og kun få, der beskæftiger sig med miner og ammunitionsrydning. Selvom det sprængfarlige job er gavnligt for kollegerne, er Pernille ikke i tvivl om, at hun ønsker at være direkte involveret i at gøre en forskel for lokalbefolkningen, hvis hun skal af sted igen. Pengene er gode, udfordringerne er store – spørgsmålet er, om hun nænner at rejse fra familien igen.

”Det varmer at få post hjemmefra. Selv de mest ligegyldige hverdagsting gør, at jeg kan følge med. Normalt er det min mor, der skriver breve, men sidste gang havde min far sneget et par linjer med, og det betød simpelthen alt.”

Læs også: Er du stadigvæk vred på din mor?

”Det kan blive nødvendigt AT SLÅ IHJEL”

Krudtet eksploderer for næsen af hende, og hun er parat til at skyde, hvis det skulle blive nødvendigt. Sabrina er fuldstændig afklaret med at være i krig, og den største frygt er at miste en af de nærmeste soldaterkammerater.

Navn: Sabrina Zaar
Alder: 23 år
Privat: Single
Job: Mineplovkører
By: Camp Price/Skive

”Jeg tænker tit på, hvad der vil ske, hvis noget sprænger under ploven – jeg er faktisk lidt nysgerrig,” fortæller Sabrina, der med sit job som mineplovkører direkte opsøger sprængladninger i jorden. Det er ikke første gang, Sabrina er taget til Afghanistan i håb om at udrydde bomber og gøre Helmandprovinsen til et mere sikkert sted. For tre år siden var hun afsted første gang, og på trods af seks dødsfald under hendes ophold i Helmand i 2008 var der ingen tvivl om, at hun ville afsted igen.

”Da jeg var i Afghanistan i 2008, døde en af mine bekendte. Han var lige blevet far og havde været hjemme på orlov. Selvom han ikke var en af mine nærmeste, var det hårdt at opleve, men jeg fi k snakket tingene igennem med min mor og min deling – og sådan er det generelt. Har man været udsat for skud, eksplosioner eller lignende på en patrulje, taler man om det bagefter.”

Læs også: Tiden med brystkræft var hård, men også fantastisk

I denne omgang har Sabrina endnu ikke været udsat for de værst tænkelige scenarier, men i 2008 fi k hun et chok, hun sent glemmer. ”På en patrulje skød min sergent et varselsskud, hvorefter vi blev beskudt. Skuddet gik i luften lige ud for vores bil, hvor jeg stod med overkroppen ud af bilen. Det var som om, det var lige foran næsen på mig, og jeg gled langsomt ned i bilen igen, hvor jeg bare sad et stykke tid i chok. Som regel skyder de kun for at markere sig, men når det kommer tæt på, er det alligevel lidt skræmmende,” fortæller Sabrina.

BLØD INDENI
Sabrina har hele tiden været afklaret med, at hun skulle i krig, og at det kunne blive nødvendigt at slå andre mennesker ihjel. Med opbakning fra familien og masser af overvejelser var hun velforberedt og afklaret, da hun som 21-årig tog til Afghanistan første gang. ”Vi er der for en grund – og det er ikke for at slå hinanden ihjel. Men indimellem er vi nødt til at skyde, og så er der måske nogen, der dør, men vi er nødt til at forsvare os selv. Og når vi mister en af vore egne, føler man virkelig, at man bør gøre en god indsats og ikke give op,” fortæller Sabrina. Heldigvis hører skud og sprængladninger til sjældenhederne. De fl este møder med det afghanske folk er helt anderledes.

”Afghanerne er et meget venligt folkefærd. Vi møder børn på vej i skole, snakker med folk, der kan en smule engelsk, og pigerne elsker at sætte vores hår – og så vil de gerne give os slør på. For de kan selvfølgelig ikke forstå, at vi kun har en hjelm på.” Ret meget mere tøsetid bliver det heller ikke til for Sabrina, der betragter sig selv som en af drengene, så længe hun er iført camouflageuniformen. Men selvom hun er en af drengene og har et sprængfarligt arbejde, er hun alligevel blød indeni. ”Det har været skræmmende, men sundt at skulle refl ektere over sin egen død, men min største frygt er, at der skulle ske noget med en af mine nærmeste hernede. Så ville jeg virkelig føle smerten,” afslutter Sabrina.

Læs også: Ægdonation