Anne og Camilla er med forrest i feltet, når kuglerne suser om ørerne på dem, og man for alvor mærker krigen. Men de ved, hvad de kæmper for – de er her ikke kun for at skyde...

Læs også: Piger i trøjen, del 1

Charlie35Oscar og Charlie15Oscar – også kendt som Anne og Camilla, var de eneste ud af de otte piger, der startede på deres hold, som slap gennem nåleøjet og havnede i Afghanistan.

Det er altså ikke hvem som helst, der bliver sendt af sted, og det kan være svært for kvinder at opfylde de fysiske krav. ”Når jeg har fuld udrustning på, vejer jeg 42 kilo ekstra,” fortæller Anne, og Camilla fortsætter: ”Selvom du gør det ligeså godt som drengene, skal du alligevel gøre det en tand bedre for at få samme respekt. I starten skulle man virkelig bevise sit værd, men nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg er en af drengene.

I de små patruljebaser, Clifton og Bridzar, hvor Anne og Camilla er bosiddende, er man sammen om alt! Hver deling har sit telt, badeforholdene er simple, og menuen består af feltrationer – morgen, middag og aften. Og med et minumum af kvinder i lejrene, er der næsten ikke andet for end at blive ”en af drengene”.

Læs også: Kvinder i krig

”Jeg har altid været en drengepige, men når jeg kommer tilbage til Danmark, kan det til gengæld ikke gå hurtigt nok med at få sat extensions i håret. Jeg har jo et parforhold, der skal plejes, og som civil er jeg 100 % feminin. Selvom min kæreste og jeg er væk fra hinanden i lang tid, går det godt, fordi jeg har så meget at se til. Det er værre for ham, for han kan både være nervøs for det, der sker, uden for lejren, såvel som inde i lejren,” fortæller Camilla.

VI VIL GØRE EN FORSKEL
Som mange andre udsendte, har Anne og Camilla ikke fået den store opbakning fra familien – for hvem bryder sig om at se sine børn udfylde papirer på, hvordan deres begravelse skal foregå? Pigerne er dog ikke i tvivl om, at der er et godt formål med deres mission.

”Jeg har altid været en eventyrer, og der er altid en vis risiko forbundet med eventyr. Men jeg har været med til at skabe sikkerhed, så kvinder og børn kan få bedre vilkår hernede, og jeg vil hellere dø og føle, jeg har gjort en forskel, end at sidde godt og trygt i Danmark uden at have gjort noget,” fortæller Anne. Mens Camillas familie var meget imod hendes udsendelse, har hun selv refl ekteret over konsekvenserne af hendes ophold ned til mindste detalje.

Læs også: Ægdonation

”Min søster tilbød mig 200.000 kr. for at blive hjemme, men Forsvaret har været det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv, og jeg ville ikke bytte. Det var her, jeg virkelig fandt mig selv. De største skrupler, jeg har haft med at skulle af sted, er, at det er familien, det går ud over og ikke mig selv.”

Anne og Camilla er de to første kvindelige danske signalmænd. Signalmænd? Ja! De gamle kønsopfattelser er ikke helt opdateret i militæret, men heldigvis formår de danske powerpiger både at være soldater og kvinder på én gang.


TALIBANS KVINDESKÆBNER
Før Taliban tog magten i 1994, så kvindeskæbnerne helt anderledes ud, end de gjorde under regimet og i dag, hvor Taliban stadig truer på trods af, at de ikke har en offi ciel magt. Halvdelen af de studerende på universitetet i Kabul var før 1994 kvinder, mens det samme gjaldt hele 60 % af underviserne. På samme tid var der 40 % kvindelige læger, og der var forholdvis gode muligheder for lægehjælp.

EFTER MAGTOVERTAGELSEN I 1994:
• Kvinder måtte ikke længere arbejde eller modtage lægehjælp fra en mandlig læge – og kvindelige læger måtte ikke praktisere.
• Kvinder blev bandlyst på skoler og universiteter.
• Kvinder, der oprettede hjemmeskoler, blev slået ihjel foran hele familien.
• Utroskab, eller graviditet som følge af voldtægt, blev straffet med stening til offentligt skue.
• Kvinder, der ikke var fuldstændig dækket til, blev straffet. Et eksempel er en ældre dame, der brutalt fik brækket benet med en metalstang, fordi et stykke ankel stak ud under burkaen.

I 2001 fi k kvinderne i teorien friheden tilbage. I Kabul smed nogle kvinder burkaerne og tog tilbage til skolerne og universiteterne, men det har ikke været lutter idyl. Siden 2002 er mere end 1000 pigeskoler blevet angrebet, og kvinder skal stadig tage sig i agt for Taliban.