Måske tænker du, at det er ressourcesvage kvinder, der ender på gaden – men kunne du selv klare det liv? I stedet for at se hjemløse kvinder som svage, ser man, på natcaféen Café Klare, kvinderne som stærke, og de tilbyder kvinderne en helle i et hårdt liv. Q har været på besøg.

Det er en kold og mørk vinteraften. Klokken er omkring 21, og der er få mennesker på Vesterbros gader. I den stille ende langt fra Halmtorvet, Mændenes Hjem og Istedgades til tider hårde nattemiljø finder vi Café Klare. Et fristed, hvor kvinder i en krisesituation kan få fred, ro, omsorg og en seng for natten – eller bare muligheden for at koble fra for en stund, hvis det er det, de har brug for.

Ved døren står en ung kvinde. Hun ser ganske almindelig ud, men har man først taget skridtet og ringet på natcafeens dørklokke, er det helt sikkert, at hendes liv i øjeblikket ikke er helt almindeligt. ”Der er ikke nogen, der ringer på vores dør, hvis ikke de er pisket til det. Der er en grund til, de kommer her, og det er ikke nemt at sætte fingeren på ringeklokken. Vi har rigtig mange stolte kvinder på Café Klare, og for mange kan det være svært at acceptere at være havnet i en situation, hvor man har brug for hjælp,” fortæller Camilla Grove, der er socialarbejder på stedet.

Kvinden der netop er ankommet smider sit overtøj og stiller de to poser hun har med sig – måske er det alt, hun ejer. Hun sætter sig ind i det hyggelige fællesrum, hvor der denne aften serveres varm tærte. På fjernsynet kører med en film med Richard Gere.

Læs også dokumentaren: "Kan jeg dø af det mor?"

Kaffe på kanden
Café Klare har 20 sovepladser, et fælles køkken, stue og bad. Stearinlysene blafrer, og der er småkager på bordet og kaffe på kanden. Det emmer af hjemlig stemning, og for mange af de besøgende er det så tæt på et hjem, som noget kan komme. Da vi besøger Café Klare, er det tidligt på aftenen, og der er endnu kun få besøgende, men i løbet af natten forventes det, at lyden fra ringeklokken vil bimle op til flere gange. Tre kvinder ser film, mens en enkelt surfer på nettet. Med undtagelse af lyden fra fjernsynet er her helt stille – lidt som når man kommer hjem fra arbejde efter en hård dag og bare har brug for at smække benene op…

”Kvinderne der kommer her er vidt forskellige, og de har som sådan ikke en fastlagt dagligdag, men oftest vil man kunne finde dem på biblioteker, væresteder og varmestuer. De finder løsninger, men jo koldere det bliver, jo sværere er det at finde gode løsninger. Derfor betyder det også meget for os, at vi har fået en tre måneders prøveperiode henover vinteren, hvor vi har mulighed at åbne tre timer tidligere end normalt,” fortæller Camilla.

Klokken 08 er der morgenmad, og klokken 10 lukker natcafeen, og kvinderne må igen ud på gaden, eller hvor de end vælger at tage hen. Nogle af dem lever som nomader, og flere af dem ejer ikke andet end de poser og tasker, de kan slæbe rundt på. De er på konstant vandring, og det er desværre ikke alle steder, de overnatter, at de bliver taget ligeså godt imod som på Café Klare.

Natcafeen er kvindernes helle. Personalet har tavshedspligt og værner så meget om kvindernes privatliv, at det heller ikke er muligt for os at stille direkte spørgsmål til kvinderne.

Den dragende storby
Kvinderne på Café Klare kommer hovedsageligt fra Københavnsområdet, men der er også kvinder fra andre steder i landet. Men hvordan er de endt lige netop her? I denne svære situation? Og hvem er de egentlig?

Café Klare

Café Klare er et tilbud til kvinder i en krisesituation, og stedet har eksisteret siden april 2011. I perioden har Café Klare haft omkring 160 forskellige besøgende. Cafeen holder åbent fra 22-10 og holder nu i en tre-måneders periode ekstra åbent fra 19-22, da vintermånederne er de hårdeste at komme igennem for kvinder, der lever på gaden.

Café Klares målgruppe er kriseramte kvinder, men er ikke et traditionelt krisecenter. Café Klare har 20 sovepladser og serverer både aftensmad, morgenmad og diverse snacks og drikkevarer i løbet af aftenen. Om dagen kan kvinder få rådgivning og hjælp til en livsforandring samt henvisning til andre tilbud. Hver tirsdag er der ”kvindecafé” – et hyggetiltag, hvor der serveres kaffe og kage. Derudover er der mulighed for at sy, tegne og foretage sig andre kreative ting. Der har været en frisør på besøg, og massage står også på dagsordenen.

Læs mere på www.cafeklare-natcafe.dk

”Nogle kvinder søger mod storbyen for at få nye muligheder. København kan tilbyde en vis anonymitet og mulighed for at starte på en frisk, men det er nemt at fare vild i storbyen, og det kan være svært at se sig ud af sin situation. Størstedelen af de kvinder, vi ser, slås med at komme ind på det københavnske boligmarked, hvor der er meget få boliger, som er til at betale, når man er på offentlige ydelser. Mange af kvinderne har slidt deres netværk op, indtil de til sidst ikke har et sted at bo… Og her kan det nemt gå meget galt. Flere ender som ”sofasovere”, det vil sige kvinder, der ikke har noget sted at bo. De overnatter hos venner og bekendte, eller får et tilbud fra en mand om at kunne bo hos ham, hvilket nogle gange kan betyde, at der bliver forventet visse modydelser som kan være seksuelle,” fortæller Camilla.

Sofasovere
Der findes ingen helt sikre statistikker over de såkaldte sofasovere, og de er svære at få fat i, da alternativerne for kvinden ikke altid er til at få øje på. Det kan være svært at identificere sig selv som hjemløs. Man vil måske ikke associeres med ”gadens kvinder” og mener ikke, at man hører under tilbud som Café Klare. ”Det er jo ikke altid af kærlighed, de vælger at overnatte hos en mand – og derfor kan deres løsningsmodel i nogle sammenhænge sammenlignes med prostitution.

Ingen kvinder skal føle sig nødsaget til at sælge deres krop, hvad end det er for penge, narko eller husly. Kvinderne kan have svært ved at mærke deres egne grænser, og netop derfor er det også svært at sætte grænser – men vi ser også det modsatte.

Vi havde en kvinde, som var gået fra sin mand, hvorefter hun landede på Vesterbro, hvor hun kom vidt omkring i forskellige tilbud. En dag mødte hun en fyr på en café, som tilbød hende, at hun kunne sove hos ham. For ham var det en mulighed for at få en kvinde, der kunne hygge om ham, samle hans møbler og lave mad… Og selvfølgelig have sex med om natten. Hun forlod ham heldigvis efter tre uger og kom ind til os,” fortæller Camilla, der lægger stor vægt på, at sofasoverne er en af Café Klares primære målgrupper.

Ingen fordomme
På Café Klare er man officielt hverken for eller imod prostitution. ”Vi dømmer ikke. Vi er her på kvindernes præmisser, og man kan ikke være der for dem, hvis man fordømmer deres måde at leve på,” fortæller Camilla, som dog pointerer, at det måske ikke er den måde alle kvinderne drømmer om at leve på. Flere af kvinderne på Café Klare har både mand og børn – men det er ikke noget, man taler om, med mindre kvinderne selv ønsker det. Nogle har fået frataget deres børn, og manden eller kæresten har muligvis udsat dem for vold. ”Jeg spørger aldrig ind til kvindernes familie, for det kan være et meget følelsesladet emne for dem at tale om. Vi kræver ikke, at de skal hjælpes – de skal selv have lyst til at blive hjulpet. Det er vigtigt, at vi ikke overtræder deres grænser eller sårer dem,” fortæller Camilla.

Det kan også ske for dig og mig…
Hvordan landede jeg i denne situation? Jeg er da ikke som de andre på natcafeen… Alle kan havne i en kaotisk livssituation, og det er aldrig til at sige, hvad fremtiden bringer. Dog er det ofte kvinder, der har haft en hård opvækst med psykisk sygdom, vold, familieproblemer og misbrug, som ender i en situation, hvor der er brug for steder som Café Klare – men det kan i princippet ske for alle. Forestil dig nu, at du for en periode kom lidt på afveje. 

Læs også dokumentaren:  "Jeg har valgt karrieren fra" 

Måske mødte du en manipulerende fyr – for den slags spotter man jo sjældent, før det er for sent. Måske ender det i vold. Måskeopstår der en afstand til din familie og venner, og hvad har du  så tilbage? Alle kan komme på afveje, og livet overrasker når man mindst venter det.

”Mange af dem, der kommer her, har oplevet svigt – og vores opgave er at give dem positive relationer og vise dem, at der kan være lys for enden af tunnelen, selvom det kan være en hård vej at finde tilbage til livet. Flere af de kvinder, som er her, er så langt ude, at de næsten ikke kan bunde – men de er eksperter i at holde sammen på tingene. Flere af dem har dårlige relationer til mænd og associerer mænd med noget negativt, men hos Café Klare har vi har to mandlige ansatte, som er med til at vende deres oplevelser til noget positivt,” fortæller Camilla. Café Klare ønsker at få flere besøgende hver nat, men det kan kræve stor overvindelse og styrke at komme på natcafeen – for når man først er kommet, er det et klart tegn på, at man har brug for hjælp.

Ingen går forgæves
”Det ringer på døren hele natten, og der er ikke nogen, vi afviser, for man kommer her ikke for sjov! Nogle kvinder hører egentlig ikke under vores tilbud, idet de enten er udenlandske statsborgere, har børn med eller er under 18 år, men vi kunne ikke drømme om at sætte nogen på gaden, før vi har fundet et andet tilbud, de kan benytte sig af. Flere af de kvinder, som kommer her, første gang går igen med det samme, fordi de ikke kan magte det. Men heldigvis kommer mange af dem tilbage,” fortæller Camilla.

På Café Klare arbejder man sammen med kvinderne om at løse nogle af de problemer, de står overfor, ved at gøre tilbuddet om hjælp og støtte synlig. Der er en socialrådgiver og en pædagog ansat, som hjælper kvinderne i kontakten med det øvrige sociale system, for eksempel kontakt med jobcentret, sagsbehandleren i kommunen, rådgivningscentret, sundhedsvæsenet, psykiatrien eller andre samarbejdspartnere. Dette arbejde foregår især efter, at natcaféfunktionen lukker klokken 10. Café Klares dagfunktion er meget fleksibel og rummer alt fra støttende samtaler til hjælp til indlæggelser, følge til forskellige sociale instanser og opfølgende arbejde som f.eks. besøg hos de kvinder, der har fået en fastere bolig på f.eks. et herberg.

Café Klare er siden åbningen blevet taget godt imod af de besøgende. Alt er pænt og rent, og sådan skal det forblive. Der er rent sengetøj, puder i sofaen og hygiejniske forhold. Og så er der altid nyt og rent tøj fra frivillige, personlige donationer. Der er diskrete kanyledåser, og kvinderne respekterer reglerne for indtagelse af stoffer og rygning. Der er ”værktøj” og kondomer placeret i et skab i køkkenet, hvor man diskret kan snuppe sine fornødenheder, alt imens man laver sig en kop kaffe.

Stedet støttes i høj grad af eksterne donationer, der gør besøget hos Café Klare lidt hyggeligere for brugerne. Læs mere på www.cafeklare-natcafe.dk.

Kommentar


KROPSFORM
Hvilken kropsform passer du bedst ind i?
Æble
Stolpe
Timeglas
Pære
Aller Media A/S © 2009 - www.aller.dk