Curvy_Kandi: "Skam ud af omklædningsrummet"

Dorthe Kandi med hånden under hagen
Foto: Kamilla Bryndum

Chefredaktør Dorthe Kandi ærgrer sig over, at vi stadig ikke vil vise os nøgne for hinanden, fordi det bidrager til skam og mindreværd ikke mindst blandt børn og unge.

Mandag, 5. december 2016 - 8:00 - af Dorthe Kandi

Jeg har flere gange skrevet klummer, blogindlæg, kronikker og lignende om krop, kvinder, selvværd, og alt deromkring. Blandt andet om, at det både er trist og træls, at unge kvinder og børn ikke vil bade efter idræt. At mange ikke vil vise sig i bikini på stranden.

Og jeg kan desværre blive ved.

Men er der noget så dejligt som en kæphest, som kan rende rundt og lufte en masse meninger, som man har haft tid til at rendyrke gennem flere år? Ja, det er der. Jeg ville personligt meget gerne begrave min kæphest under højtidelige former ledsaget af champagne og flødekager. Men det er der desværre ikke udsigt til. Forleden kunne vi i Politiken læse et velskrevet indlæg af gymnasieelev Anne Sophie Warberg Hækkerup:

”Den naturlighed, jeg følte ved at gå i bad sammen med andre, er nu væk. Mine værdier om frisind og frimodighed er forsvundet, forduftet til fordel for forlegenhed” skrev hun blandt andet.

Hun oplevede, at klassekammeraterne skammede sig over deres kroppe og ikke ville vise sig nøgne, selv efter idræt. Og det er jo desværre ingen nyhed. Hun havde prøvet at være den eneste, der tog bad, og det holdt hun ikke overraskende op med. Og det kropshad og den utilfredshed med helt almindelige kroppe, som er uhyggeligt udbredt blandt piger, unge og voksne kvinder, forsætter. Vi taler om det, men der sker ikke så meget. Blogger, stylist og klummeskribent Ditte Vallø skrev i forbindelse med Anne Sophies indlæg, at: 

Det her er præcis hvorfor jeg bruger så meget tid på at snakke kropsaccept og mere diversitet, samt hvorfor jeg selv viser min krop frem i medierne!”

G-streng på catwalken

Og TAK for det Ditte. Jeg husker første gang jeg så Ditte Vallø. Hun gik hun iført g-streng og stram t-shirt ned af en catwalk omringet af et publikum på flere hundrede kvinder ifm. en Dove-kampagne. Alle andre modeller, som var andre ’almindelige’, modige kvinder havde bomulds-hotpants på – men Ditte hun viste baller frem med en selvtillid, jeg stadig kan mærke. En selvtillid, der smitter og jeg fristes til at sige, at det måske er et lille skridt for Ditte men et stort skridt for kvindekønnet.

For ja, der er mange vigtige problemer i verden, som vi måske hellere burde tage os af. Men problemet er jo blandt andet, at mens vi har travlt med at bekymre os over, hvad andre synes om bredden på vores hofter, bruger vi jo tid, som vi kunne bruge på andet, der måske er vigtigere og helt sikkert sjovere.

På Q – Kvinder med Kurver er vores mission at klæde kvinder på (også) til et godt selvværd. For udover, at vi ønsker at vise lækker og brugbar mode, så er det åbenbart, at vi alt for ofte er usikre på, om vi er gode nok, som vi er. Noget der understreges i en stor undersøgelse som YouGov har lavet for Aller Media, hvor 2.009 kvinder har svaret på en række spørgsmål om blandt meget andet, krop og blufærdighed. 46 procent af kvinderne i undersøgelsen siger, at de er meget blufærdige med deres krop. Og kun 19 procent ønsker ikke at ændre noget ved deres krop. Så er det måske ikke så mærkeligt, at vores børn er blufærdige eller ligefrem skammer sig over deres krop.

Men når vi ikke ser hinanden uden tøj på, glemmer vi jo, hvordan almindelige kroppe ser ud. Hvor forskellige de er. Det er vigtigt. Meget vigtigt. Så jeg må ride kæphesten igen! Men jeg håber stadig, at den en dag kan blive sat på græs, fordi vi når til accept af og glæde over forskellighed, ikke mindst, fordi andet er spild af tid – og ikke mindst ærgerligt og afgørende for børn og unge. Så jeg følger glad efter Ditte og andre - og viser mig på stranden og baderummet med både fortrin og bagdel(e). Håber du vil være med.

Læs også: Ditte Vallø: "Ser min røv stor ud i det her prøverum?"