Lizls klumme: Jeg spiser da ikke mine venner

Lizl med økologiske grise hos Gothenborg

- Det er bare sket. Stille og roligt. Der har ikke været en ydre faktor såsom et tv-program eller inspiration fra andre. Men derimod flere indre oplevelser, der har gjort, at jeg ikke længere kan spise min ven, grisen. Læs Lizls klumme her …

Torsdag d. 5. februar 2015 - af Lizl Rand, foto: Privat

Første episode er for et par år siden, hvor jeg sammen med kæresten skal over Rødby-Puttgarden. Mens vi venter på at komme om bord, holder vi ved siden af en grisetransport. Jeg kan både lugte og høre grisene. Jeg ser for mig, hvordan de er klemt sammen i lastbilen. Stressede, angste. På vej mod et billigt slagteri i Tyskland.

På færgeoverfarten bliver det endnu mere tydeligt, at grisene ikke synes at trives. De lugter og larmer… skider og skriger. Jeg har kvalme og må bruge kræfter på at skubbe tanken om at lukke dem ud fra mig. Siden får jeg altid en klump i halsen, når jeg ser en svinetransport.


>> Få 3 numre af Q for bare 100 kr. Læs mere her


Anden episode er langt senere, hvor jeg går rundt i supermarkedet for at finde bacon til en familiebrunch. Selv om jeg ikke længere spiser gris, så vil jeg ikke pådutte andre min livsstil, men jeg vil sikre, at det er kød fra glade grise. Mens jeg går mellem kølediskene, bliver jeg svimmel. Ser for mig, at kødet vitterlig er døde dyr, der ligger pakket ind. Som lig, der ligger og venter på at komme ned i kurven. Jeg tænker, om jeg er ved at blive skør, mens jeg fokuseret leder efter økologisk bacon.

Tidligere har jeg jublet, når kantinen har serveret stegt flæsk med persillesovs. Indtil nu. For nu ser jeg grisen for mig, når jeg ser, lugter eller hører om kødet.


>> Tag et smugkig i Q her


I begyndelsen gik jeg efter økologisk kød, fordi jeg bliver dårlig over, at vi kan behandle levende væsner, som vi gør i konventionel svineproduktion. Hver gang nyhederne viser et indslag fra en stald, må jeg klikke væk. Og nu kan jeg heller ikke spise en økologisk gris. Det føles helt forkert. Som at skulle spise en ven. Jeg har det sådan med alt kød. Jeg spiser stadig fisk, skaldyr og æg fra fritgående høns. Hvor længe ved jeg ikke.

Jeg er ikke ude på at prædike eller omvende andre. Dog ønsker jeg inderligt, at flere og flere vil købe økologisk og dermed sikre, at det kød, de spiser, er fra dyr, der har haft et værdigt liv. Det er også langt mere sundt - fri for medicin, angst og stress.


>> Bliv medlem af MitQ og få nye fordele hver måned - det er helt gratis. Klik her



I dag spiser jeg kikærte-bøffer og falafel
, når resten af familien spiser kød. Og faktisk synes de, at mine alternativer smager så godt, at vi nu har dage, hvor alle er kødfri. Det er underligt pludselig at vælge kød fra, når man er opdraget til at spise kød og lever i en kultur, hvor hver dansker i snit spiser 48 kilo kød om året. Men det er nu en vane- og værdisag.

Jeg ved godt, at millioner af grise stadig lider og lever et uværdigt liv, selv om jeg ikke længere er kunde til kødet. Men jeg håber, at min adfærd kan inspirere andre, og så ved jeg, at når jeg føler og handler på en given måde, så er der også mange andre, der gør det. Jeg fornemmer, at mange har det som jeg.

Hvad tænker du? Skriv til mig her

Kh. Lizl
Chefredaktør, Q.dk