Kunsten at leve alene (efter at have været to)

Men i ensomheden, stilheden og i egen base, fandt jeg også vejen. I ensomheden kunne jeg ikke give andre skylden, skriver blogger Heidi Skodborg i sin ærlige klumme om at give slip på alt det vante ...

”I starten nægtede jeg at indrømme, at det gjorde ondt at sidde alene. For det gjorde det. Det tog tid at forstå og også tid at acceptere,” skriver blogger Heidi Skodborg, som efter 15 år med fælles hjem pludselig skulle bo alene …

Tirsdag d. 5. november 2013 - af Heidi Skodborg, foto: All Over og privat

Jeg mærker den blide efterårsvind og nyder, at vi i skrivende stund stadig kan tælle 16 grader. Det er lunt, jeg smiler en ekstra gang og åbner døren til min lejlighed. Mit frirum, min base og min tryghed. Stedet, jeg lader op, puster ud og tænker tonsvis af tanker. Stedet for et hav af sociale samlinger. - Hvis væggene blot kunne tale.

Jeg lærte til et foredrag, at min lejlighed altid skulle være en fest. Forestil dig, at du får muligheden for at vælge mellem de mange lejligheder. Hvilken træder du ind i? Mon ikke de fleste vælger den med lys, hygge og varme. Sådan er min lejlighed. Den er fyldt med minder, farver og der er næsten altid friske blomster. Her skal være rart og jeg skal føle mig hjemme.

Og at føle sig hjemme kan godt være en udfordring, når man efter 15 år, som jeg, lige pludselig skal bo alene for første gang i sit liv. Jeg har nu boet alene i næste 1,5 år og nu kan jeg slet ikke undvære mit åndehul. Det tog tid. I starten nægtede jeg at indrømme, at det gjorde ondt at sidde alene. For det gjorde det. Jeg tror, at alle, der har prøvet at blive single midt i livet, ved, hvad jeg taler om. For mig tog det tid at forstå og også tid at acceptere. At forstå, at nu handler livet om mig og at acceptere, at nu var tiden inde til at konfrontere hele mig og nå til en erkendelse på mange områder i mit liv.

OM HEIDI SKODBORG

Grafiker/marketingkoordinator/Ayurveda Massør/Inspirationskilde på Heidiskodborg.dk
Blogger om passionen og livet

Kvinde i slut 30'erne. Optimist by heart. Livsnyder. Blogger om det hele, fra Aalborg City, hvor jeg bor i min dejlige lejlighed. Min rygsæk er fyldt - Fyldt med alt fra livets fantastiske øjeblikke, til det at mærke livet sådan helt rigtigt ind i det inderste - Alt sammen noget, der har gjort mig til den jeg er.

Er forfaldende til lækker kaffe. Har en svaghed for mænd med briller og flotte levende øjne. Er udadvendt og meget snakkesalig. Er ikke ret god til at sige farvel. Lader bedst op sammen med mennesker, jeg holder af. Taler tit, før jeg tænker. Trækker ind imellem stikket helt, finder et hjørne og lader tankerne få frit spil. Har en bred viden / interesse og er altid på jagt efter endnu mere. Er en entusiastisk, sprudlende og til tider lidt-for-glad-kvinde til mine omgivelser.

Er pokkers nysgerrig på livet, kan slet ikke få nok. Min søgen efter eventyr bringer mig på mange fantastiske rejser i livet - Både rent fysisk, men også mentalt - En rejse ind i mig selv. Jeg drages af inspirerende mennesker og mennesker, der kan giv mig noget i livet. Jeg har hang til farver, livsglæde, mennesker med kant, selvforkælelser og så har jeg en stor nysgerrighed på det feminine / at give slip som kvinde og genfinde samme.

Øver mig hver dag i at mærke mig selv, ikke at frygte, finde ind til mig selv og nyder vejen - Også de dage, hvor jeg er den, der går forrest. Spørger ofte mig selv: Er det et problem om 5 år? Hvis ikke, så brug ikke tiden på det. Er du her overhovedet om 5 år? Minder mig om lige netop det, jeg har lovet mig selv: At nyde og leve livet, mens jeg kan.

Alt det her og meget mere, har jeg på hjertet. Kan jeg plante en lille ny tanke, kan jeg få dig til at se lidt anderledes på livet og kan jeg gøre dig glad - Jeg håber, mine ord er inspirerende og givende ...

"There is a crack in everything, that's how the light gets in ..." (Leonard Cohen)



Det gør ondt at være alene
Jeg tog udfordringen op. Sådan både bevidst og ubevidst. Lod skeletterne komme. Og det kræver mod. At begynde at sætte ord på, hvordan jeg gerne ville leve. Med hele min omgangskreds som undrende, men også nysgerrigt kiggede på mig. Og til stadighed gør. Undrende, fordi jeg provokerer dem ved at gå egne veje og virkelig føle efter, hvad der gør mig godt. Nysgerrige, fordi de måske også gerne ville og ikke kunne overskue modet og skridtet videre - og så er der tvivlen, hvilken kasse, skal de nu putte hende Heidi i?

Det GØR ondt at forlade den trygge zone. Det vælter op med følelser, jeg ikke længe havde set og følelser jeg aldrig har konfronteret. Det kostede tårer at erkende, men hver eneste skridt blev en kæmpe lettelse. Det gør ondt at sidde alene i starten. At mærke ensomheden, trods et hav af mennesker i mit liv. Men i ensomheden, stilheden og i egen base, fandt jeg også vejen. I ensomheden kunne jeg ikke give andre skylden. Der var og er stadig kun en til at gribe ansvaret.

Svaret var i frustrationen og angsten
Men hver gang jeg gav slip, følte jeg ro. En ufattelig dejlig ro, at jeg endelig vedkender den rigtige side af mig, mine behov og værdier. Efter de første vovede skridt og efter jeg erfarede, at det var i frustrationen og angsten jeg også fandt svar og mod, oplevede jeg en enorm nysgerrighed. Sådan rent praktisk satte jeg ord på, hvad mit liv skulle indeholde og hvem jeg vil bruge min tid sammen med.

Jeg så en masse nye døre og jeg åbnede mange på én gang. Kastede mig ud i det med mit nye mod og nysgerrighed. Jeg lod kvindeligheden flytte ind og kigger jeg mig i spejlet nu, ser jeg langt om længe den kvinde, jeg gerne vil være. Jeg prøvede mig frem og noget fejlede. Men det gav mig erfaring og jeg kom videre. Der kommer helt nye sider frem og det føles så naturligt. Så rigtig meget naturligt. Jeg havde et mål, da jeg startede om at vise hele mig. Jeg er pokkers stolt af, at have fulgt den og at jeg stadig gør. Jeg tilpasser ikke længere, går ikke på kompromis, men folder hende ud, der har været pakket væk alt for længe.

Det føles vanvittig godt.

Jeg blev også forelsket midt i det hele og tog chancen for et bristet hjerte, og det fik jeg med. Det var turbulent og jeg mærkede følelser jeg længe ikke havde set. Men jeg ku mærke, jeg tog ved lære og jeg endte faktisk ud med at føle, at det gav styrke. Det gav erfaring og det gav mig indsigt i, hvilke behov jeg har.

Faktisk nåede jeg dertil, da jeg efter eventyret ramte min lejlighed igen, at det føltes godt. At jeg havde et sted at lande, en base og jeg følte tryghed. Men følelsen af, at jeg faktisk leve et rigtig godt singleliv. Det var en fantastisk følelse. Og erfaringen, i lige netop at finde ud af, hvad jeg er klar til og hvad jeg indeholdervar enestående.

Hvorfor holdt jeg den rigtige udgave af mig tilbage?
Den "rigtige" Heidi har igennem hele livet tittet frem. Jeg forsøgte i mange år at bekæmpe modstand med modstand. Men så har jeg af angst for omverdenens reaktion trukket mig tilbage. Jeg har overbevist mig selv om, at jeg var forkert på den. Jeg havde det skidt med mig selv. Så skidt, at jeg ikke så det som et problem. Det var først, da jeg sad alene i min lejlighed, at jeg kunne mærke det. Jeg kunne også for første gang nogensinde mærke mine følelser og blev i stand til at handle på dem.

For 1,5 år siden lukkede jeg følelserne med mad. Nu mærker jeg "hullet" i maven et par gange om måneden frem for næsten dagligt. Jeg stopper nu op, mærker efter og ved, at frustrationen / kaoset / udfordringen ikke kan klares med et stykke kage. Jeg ved, at jeg finder svaret et andet sted og det er sejr. Det gav vægttab og at jeg nåede frem til en krop, jeg kan li at være i.

Jeg ved nu, at det er bedre at tage mig af tingene end blot at tage mig sammen.

Ene og alene resten af livet?
Ordet single lyder hårdt. Ikke? Det lyder så afkortet og ensomt. Men jeg er jo ikke forladt eller udenfor spillet. Jeg er jo altid i spil med det andet køn. Og er det ikke en partner, jeg følges med, så er det i stedet min egen læremester. Min læremester får mig til at puste ud, lære nyt, nå nye niveauer og lærer mig at finde mig i det hele.

Kunsten at bevare et forhold
Se det er jo en ny kunst for mig. Hvorfor kunne jeg ikke finde mig selv i parforholdet? Hvorfor skulle jeg først have min frihed? Hvorfor fejler det? Hvad er opskriften på et livslangt forhold? Og er det der, vi fejler, ved at tro, this is it og hvile i det hele og glemmer alt om nuet. Løber tiden som sand mellem vore hænder? Tør vi ikke sætte ord på, hvad vi trænger til og hvad der er vigtig for os, for så derefter at mødes. Er der en opskrift?

Nye "tendenser" peger mod andre sammensætninger. Folk bor hver for sig, men er stadig en familie. Og tænker du ikke, at det blot engang imellem kunne være skønt at have eget åndehul at krybe i ly? Er det svært at koble to voksne med til tider store bagage sammen? Er vi for egoistiske? Skriger vi efter frihed? Er vi forkælet? Og kan man eje et andet menneske? Og hvordan bevarer vi den smukke kærlighed, midt i kaos, nødvendig struktur og hverdag? Stiller vi alt for høje krav til alt - Parforhold, det rigtige hus, bil etc? Giver vi egentlig os selv lov til at hvile i stedet for konstant at længes? Jeg kunne blive ved …

En ny form for kærlighed
Jeg har langt fra løsningen, slet ikke erfaringen, men gør mig mange tanker. Både på, at vil mig selv noget af det bedste i livet, som for mig er kærligheden. Jeg er slet ikke bange for den. Men jeg bange for at miste mig og tilpasse igen. Men jeg ved også, at jeg nu for første gang i mange år, mærker den rigtige Heidi og jeg har så meget fat i mit anker, at jeg ikke vil tabe mig selv igen. Jeg vil mærke, hvis jeg møder frustration. Jeg har sat ord på behov og værdier.

I det øjeblik, at jeg tør omfavne hele mig, i det øjeblik kan jeg tage imod kærlighed og give kærlighed på en helt ny måde. Jeg tror igen på, at kærligheden venter på at byde mig op til dans … før eller siden … i en eller anden form … men helt sikker på en helt ny måde.



FÅ MOD TIL AT HANDLE
- sådan bruger du skyggearbejde til at gøre det, du er bange for er et audio-kursus for dig, der:

• planlægger, men sjældent implementerer
• bekymrer dine drømme ihjel
• godt ved hvad du skal, men stadig tøver
• fantaserer om mere mod og mindre frygt
• bliver bremset af saboterende tanker hver gang du tager det første skridt i retning af det, du godt ved, du burde gøre
• tænker, at dit liv ville være bedre/nemmere/smukkere/sjovere, hvis bare du kunne slippe af med din frygt

Læs mere her

HUSK: Brug rabatkoden PMELSTED og få 20 pct i rabat ved køb inden 8. november 2013








Læs alt om