"Min krop husker, reagerer og taler til mig"

- Jeg er imponeret over kroppen – den glemmer ikke. Vi kan prøve, så meget vi vil, at undertrykke, glemme eller ikke forholde os til. Vi kan lykkes med det i lang tid. Årevis. Men på et tidspunkt brister boblen. The shit will hit the fan, skriver blogger Dittemaria Søndergaard.

Jeg er i ærefrygt over kroppen. Kroppen husker, kroppen reagerer, kroppen taler, kroppen heler, kroppen giver dig ren besked, hvis du ikke lytter, skriver blogger Dittemaria Søndergaard. Læs hvorfor hun er så fascineret her.

15. september 2016 - af Dittemaria Søndergaard, foto: All Over og privat

Jeg har fået et vikarjob (WOOHOO! Jeg er lykkelig). Det betyder arbejde mandag-fredag fra 9-14 i 6 uger. Det betyder også, at mine daglige rutiner er blevet vendt op og ned. Jeg har ikke længere min vanlige morgenyoga praksis 4-5 gange om ugen, og løbeturen er også skredet en tur. Men det skal jeg da i dén grad have indarbejdet i en ny morgenrutine, om det så bliver at stå op før kl. 6. Mit immunforsvar har fået et knæk af den manglende praksis. Jeg har ikke været syg i lang tid - takket være min yoga praksis - og på blot en uge kan jeg mærke, at jeg er skræntende.
 

Det glemte

Jeg har en veninde, som jeg elsker højt. Jeg har den dybeste respekt for hendes arbejde og den måde, hvorpå hun hjælper andre mennesker. Jeg stor-nyder at bruge tid sammen med hende, og vi har nogle sjove, dybe og dejlige samtaler.

Men vi er samtidig et spejl af hinandens mødre og deres mønstre fra vores barndom. Når vi en sjælden gang har en konflikt, er det sikkert som "amen" i kirken, at disse spejlinger træder frem, og min krop reagerer hver gang. Hele mit følelsessystem træder i karakter og beredsskab. Jeg bliver såret, forvirret, ked af det, overvældet af reaktionen både fra hendes og min egen side.
 

Om Dittemaria Søndergaard:

Jeg skriver om de ting, mange mennesker kan relatere til. Jeg tager nogle emner op, som vi går rundt med i dagligdagen - men ikke altid funderer over eller vægter. Jeg skriver fordi, jeg ikke kan lade være. 
Jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg har alle svarene - langt fra. Netop derfor skriver jeg. For at dele. For at få andres perspektiver, derved udvide min horisont - og forhåbentlig andres. 
Den røde tråd i mit arbejdsliv er mennesker. At, gennem min egen udvikling, hjælpe andre til, at nå deres fulde potentiale, er min passion, mit mål og formål.
Se mere på dittemarias.dk (blogs)
eller på powerboost.dk (yoga)
 

Det er næsten som en mindre lammelse hele vejen ud i cellerne. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal rette op på situationen. Og jeg har en overvældende lyst til at krybe i et musehul. Præcis, som da jeg var barn. Da jeg kunne gemme mig væk, indtil vredesstormen havde lagt sig, og leve med de bebrejdende blikke og små stik-piller i form af spydige og stikkende kommentarer. Men det er ikke en synderlig holdbar måde at håndtere en konflikt på. Så mon ikke kroppen kunne trænge til en ny måde at tackle det på?
 

Det ubevidste

Jeg sad sammen med en lille håndfuld venner en lørdag aften. Snakken falder på ham, jeg efterlod i Indonesien og et nyt bekendskab, jeg har været beriget med. Eftertankerne på denne samtale er store og dybe. Det går op for mig, at fællestrækkene i disse 2 relationer og flere med er, at de ikke kan/vil vælge mig fuldt ud. Af forskellige grunde og omstændigheder. Jeg bliver efterladt i et halv-valgt limbo. Og jeg har været tilbøjelig til at blive der og tage, hvad jeg kunne få. Det ligger SÅ dybt i mig at have kærlighed på halvtid, at jeg har suget, hvad jeg har kunne få, i de perioder, der var noget at komme efter. Og ganske ubevidst er dette mønster fortsat.
 

Reaktionen

At tage beslutningen om at stoppe et mønster og dermed lukke døren til noget, der er unikt på så mange områder - bortset fra han så ikke vælger mig - er rendyrket hårdt. Jeg er ikke i tvivl om, det er det rigtige, men derfor er det alligevel tungt at sige farvel og afslutte noget smukt, der knapt er begyndt. Jeg gik over en uge og tog tilløb til at bryde noget helt nyt og udefinerbart med en mand, jeg egentlig ikke har lyst til at give op på. Det satte sig som spændinger. Og de spændinger blev forløst, da bruddet var sket. Mit system kollapsede fuldstændigt. Feber, forkølelse, hævet hals og træthed i overflod. Læg dig ned, Søndergaard! Nu har du presset citronen til skallen er revnet. Så er der dømt konsekvenser.
 

Roen

Min krop er, udover at være syg, helt rolig. Jeg har ikke rastløshed i kroppen, der byder mig at vågne kl. 6.20, og løbe en tur. Eller ikke kunne sidde stille i mit eget selskab. Misforstå ikke - humøret svinger vildere end når hormonerne er på rutsjetur. Det ene øjeblik er jeg stolt af mig selv. Føler mig empowered (af mangel på dansk oversættelse). Ved, jeg har gjort, hvad der er rigtigt og ved, der kommer noget bedre.

Men så kommer tristheden. Sorgen over at miste. Minderne om alt, hvad der er godt og vidunderligt ved os og savnet. Og det kommer væltende uden varsel. Men det er ikke min krops reaktioner. Min krop er rolig. Ganske som når mit hoved stresser over at være hjemløs om 2 uger, men min krop er egentlig rolig omkring det. Det skal nok løse sig. Det siger den indre ro i kroppen i hvert fald.
 

Hukommelsen

Jeg er imponeret over kroppen - den glemmer ikke. Vi kan prøve, så meget vi vil, at undertrykke, glemme eller ikke forholde os til. Vi kan lykkes med det i lang tid. Årevis. Men på et tidspunkt brister boblen. The shit will hit the fan. Og det kan gøre ondt. Men det kan også være en lettelse.

Når jeg undervejs i min udvikling har opdaget mit egos krumspring, mærkelige måder og veje har jeg været pinlig over mig selv, og også skrald-grinet over, hvor snedigt det kan træde i karakter. Men at opdage f.eks. hvor mange gange jeg har taget, hvad jeg kunne få af kærlighed og opmærksomhed, og egentlig har kompromitteret mig selv - den gør ondt. Det har været et livslangt mønster baseret på nogle tidlige erfaringer. Et mønster der er blevet siddende i mig, og ikke har åbenbaret sig før nu. Så tror da pokker, jeg har tiltrukket relationer, der ikke kunne tilbyde mig andet. Det har jo været en overbevising.
 

Jeg er ikke ekspert...

... men finder det alligevel forunderligt og SÅ intelligent, at kroppen kan reagere så heftigt, som min gør nu, fordi jeg får frigivet en masse spændinger, negative overbevisninger og toksiner. Den ryster det lige af sig. Sådan tolker jeg det i hvert fald. Og jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke min centrering, fokus og helbred begyndte at skride langsomt, eftersom jeg ikke fik taget mig tiden til at vedligeholde min egen yogapraksis. Jeg kunne mærke den forløsning/kollaps, der kom, da jeg kom hjem efter at have brudt med mit destruktive mønster (desværre derigennem også med manden, der havde hjulpet mig til at indse dette).
 

Kæmp eller flygt! Eller accept...

Nu har jeg parkeret mig selv oppe hos min far i weekenden. Parkeret mig selv i et par jogging-rør i en shuffle tilstand mellem lænestol, sofa, seng og badeværelset. Hvis bølgerne går højt, tager jeg med ud og køber ind eller går en tur ned til vandet. For blot en weekend må kommende hjemløshed, savn af en vidunderlig mand og et ego med ridser i lakken blive i København.

Hvis det bare kunne være så nemt, som at flytte sit fysiske legeme for at flygte for realiteterne...

Jeg har forsøgt at flygte og lade skidtet blive i København - men nissen flytter med. Jeg har for kortere perioder prøvet at køre med på egoets kampgejst. Det ligger ikke til mig, at give op. At sige farvel til noget der dårligt er udforsket. At "knække" pga. lidt modvind (den beslutning tog min intelligente krop for mig).

Men egoets veje giver mig dobbelt op på indre konflikter og sørgmodighed. Så nu må jeg overgive mig. Overgive mig til at tingenes og kroppens tilstand. Jeg kan ikke helt undslippe mine følelser. Men jeg kan forsøge at acceptere dem. Acceptere at der er et savn og en sørgmodighed. Acceptere, at en helingsproces ikke altid går så hurtigt, som min tålmodighed mener, den skal. Acceptere, at jeg ikke udelukkende kan fokusere på følelserne af empowerment, kærligheden i bruddet og glæden ved indsigten.

Jeg har ordene "Surrender & Release" tatoveret på min venstre underarm af en grund. Overgiv dig og giv slip. En kærlig reminder...

Læs alt om