Parforhold: Får din kæreste altid sin vilje?

Parforhold
Shutterstock

Kæmper du for din magt, eller lever du efter devisen: Han får ret, og jeg får fred? Hvis du er for eftergivende, går det ud over dit selvværd, og du kan miste nærheden til din mand. Læs med, og find ud af, hvad du får ud af at stå mere fast på dine meninger og skabe en god balance i dit parforhold.

Tirsdag, 15. december 2015 - 16:54 - af Annette Aggerbeck

Anja og hendes mand har netop fået penge tilbage i skat. Anja har længe ønsket sig nye møbler i dagligstuen, så hun ved, lige præcis hvad hun vil bruge pengene på. Men hendes mand vil hellere rejse for pengene, og han bliver ved med at snakke om en skiferie til Østrig, han gerne vil på. Til sidst giver Anja sig og siger ja til at bruge pengene på en ferie. Sådan går det ofte i deres parforhold: Anja og hendes mand er uenige om noget, så hun bøjer sig og lader ham få sin vilje. Hun orker ikke magtkampe og opslidende skænderier for at få lov til at bestemme. Ifølge familie- og parterapeut Vibeke Dalum er magt ofte et tema i parforhold.

Læs også: Læsernes historier: Det skændes vi om i vores parforhold

”Når den ene står for meget på sin ret i et parforhold, kan det hurtigt blive en kamp om magten, medmindre en af parterne giver sig. Vi mennesker befinder os konstant i et dilemma mellem at ville gøre andre tilfredse og tage vare på egne behov. Overalt, hvor mennesker er sammen, kan der opstå magtkampe, og det er ikke i sig selv negativt, fordi det er udtryk for, at man kæmper for at tage vare på sine egne behov. Som regel løser det sig, ved at det giver mening for den ene at bøje sig. Men det er et problem, hvis den ene af parterne sælger for meget ud af sig selv ved at lade den anden få sin vilje hele tiden. Det giver en skæv balance i parforholdet, og det er ingen tjent med på sigt,” siger hun.

Fra brok til behov

Nogle mennesker underlægger sig deres partner og har det helt fint med det, mens andre føler, at de ofrer sig ved at lade den anden få sin vilje hele tiden. Hvis du føler dig som et offer, oplever du ikke, at du har mulighed for at få det, du gerne vil have i dit parforhold. Du glemmer at tage ansvar for dig selv og giver din partner skylden. Du brokker dig altså i ren og skær frustration over at skulle tilsidesætte dine egne behov hele tiden.

>> Få gnisten tilbage i parforholdet med dette frække sæt sexlegetøj, som I kan bruge sammen!

”Bag det meste brok ligger en længsel efter et eller andet, som du ikke får, og som du måske ikke er klar over, hvad er. Måske anklager du din mand for aldrig at hjælpe til derhjemme, men i virkeligheden er det ikke der, skoen trykker. Det kan være, at du føler dig taget for givet og dybest set har brug for at føle dig elsket, men det er du ikke bevidst om, og derfor brokker du dig i stedet,” siger Vibeke Dalum.

Ifølge terapeuten er det lige så ofte mænd som kvinder, der er for eftergivende, men der er forskel på, hvordan de to køn oplever det.

”For mænd er det ofte ikke lige så vigtigt at få sin vilje. Mænd går for eksempel ikke så meget op i, hvor en lampe skal hænge, eller hvad man skal have at spise til middag. Derfor opfatter de sig ikke lige så ofte som ofre, som nogle kvinder gør i et parforhold, når deres partner er meget bestemmende. Mænd synes måske oftere, det er behageligt at slippe for tage stilling til alt muligt,” siger Vibeke Dalum.

Læs også: Dette er nøglen til et lykkeligt parforhold!

Vis dine behov 

Der kan være mange grunde til, at magtbalancen i et parforhold bliver forskudt, og du ikke tager vare på dig selv. En del af forklaringen kan ligge i din barndom. 

”Man skal have det med sig hjemmefra, at man som en selvfølge har ret til at udtrykke sig, og at man har ret til at have det, som man har det. Så tager man ansvar for, hvornår man vil give efter, og det bliver et bevidst valg at lade den anden få sin vilje,” siger Vibeke Dalum.

Det ligger helt naturligt til os at have behov og give udtryk for dem. Helt fra fødslen kan vi udtrykke vores behov ved for eksempel at græde, når vi er sultne. Som voksne vil vi have nemt ved at give udtryk for vores behov, hvis vi har haft forældre, der har ladet os mærke, hvad vi har brug for, og langsomt har lært os at udsætte dem – ikke fordi vores behov var forkerte, men fordi vi nogle gange var nødt til at vente med for eksempel at få mad.

”Lærer forældrene derimod barnet, at det er forkert at have behov, får det en fornemmelse af, at det i sig selv ikke er i orden. Hvis man bliver skældt ud, fordi man græder af sult, lærer man at gemme sine behov væk, og man mister evnen til at mærke, hvad man har brug for. Det kommer så senere i spil i jeres parforhold,” forklarer Vibeke Dalum.

>> Kom ned i tempo, plej jeres parforhold og nyd hinanden på en dejlig weekend-tur. Klik her for at se gode tilbud!

Økonomi spiller en rolle

Men det er ikke kun din barndom, der kan påvirke balancen i dit parforhold. Vibeke Dalum er af den opfattelse, at så længe der i vores samfund er stor forskel på indtjening hos mænd og kvinder, er det let at ende i et parforhold, hvor balancen bliver skæv, fordi økonomien er ulige fordelt. Hun møder på sin klinik stadig kvinder, der er økonomisk afhængige af deres mænd og derfor ikke oplever, at det er okay at give udtryk for deres behov.

”Ingen af os har ret til altid at få dét, vi gerne vil, men vi har alle ret til at udrykke det, og så må man snakke om det. Som kvinde kan man glemme den ret, hvis man er i et socialt ulige parforhold,” siger Vibeke Dalum, der også mener, at de mange krav, vi stiller til os selv, er med til at gøre det svært at stå fast ved éns behov.

Læs også: Guide: Sådan undgår du skænderier i jeres parforhold

 ”Mange kvinder stiller meget høje krav til sig selv – de skal være en god mor, en hengiven hustru, en spændende elskerinde, en dygtig karrierekvinde osv. Hvis man er meget optaget af at være perfekt på alle områder af livet, kan man nemt få en følelse af ikke at leve op til egne og andres idealer, og så forsvinder selvværdet langsomt. Og når det forsvinder, så forsvinder også følelsen af at have ret til at udtrykke sig. Så man kan lige så godt stoppe med at stræbe efter det perfekte, for det findes ikke,” siger Vibeke Dalum.

Bange for konflikter i parforhold

Kvinder, der er opdraget med, at det ikke er i orden at have behov, finder ofte sammen med mænd, der er gode til at give udtryk for deres behov, fordi vi typisk går efter det, vi selv mangler.

”Vi tiltrækkes af den andens stærke vilje og evne til at sætte sig igennem og håber, at det kan smitte af på os, men sådan går det ikke. Og så kommer éns mønster med at være for eftergivende i spil, når den anden er dominerende. Når der så også kommer børn til, så ofrer man sig endnu mere, for der er jo ingen grund til at ødelægge den gode stemning. Det er en kvindeting ikke at ville ødelægge den gode stemning,” siger Vibeke Dalum.

Man kan også være bange for konflikter, fordi man har dårlige erfaringer hjemmefra og før har oplevet, at der kun var én vinder og én taber.

”Hvis man ikke har den opfattelse, at konflikter er nødvendige og til, for at man kan udforske hinanden og blive klogere på hinanden, så vil man for alt i verden undgå konflikter. Nogle kvinder bliver bange for deres mænd, fordi mænd ofte har højere og dybere stemmer, så når de hæver stemmen, bliver man forskrækket. Hvis man aldrig får taget de nødvendige konfrontationer for at føre sine behov igennem, kan de bygge sig store og ende med at være helt ude af proportioner.”

Læs også: 8 tegn på, at dit parforhold får problemer

Magt har store konsekvenser

Det kan i yderste konsekvens ødelægge et parforhold, når den ene er for eftergivende. Når man ikke giver udtryk for sig selv og sine behov, men oplever, at den anden er alt for bestemmende, vil man distancere sig følelsesmæssigt.

”Det hele kommer til at handle om magt og om, hvem der bestemmer, frem for dig og mig og nærheden. Man kan nærmest komme til at hade sin mand, når man føler, at han bestemmer alt. Dybest set kommer man også til at hade sig selv for, at det kunne komme så vidt,” siger Vibeke Dalum.

”Det går ikke kun ud over selvværdet hos den, der aldrig bestemmer – det er også meget ensomt for den, der altid bestemmer. Vi er flokdyr og har brug for fællesskab. Vi har brug for at snakke om tingene, og det gælder endnu mere nu end tidligere, fordi de gammeldags kønsroller for længst er slidt op. Vi er nødt til at finde en ny form for ligeværdighed, og det eksperimenterer vi stadig med i parforhold. Det handler ikke om at arbejde lige meget eller skifte lige mange bleer, men om, at vi hver især får udtrykt os om, hvad vi vil og ikke vil, og at vi sammen finder ud af, hvordan vi får parforholdet til at fungere, så begge føler sig lige betydningsfulde,” siger Vibeke Dalum.

 

10 veje til at stå ved dig selv i dit parforhold

1. Luft ud i flinkeskolen, så du kan få ny luft ind i dit parforhold. Øv dig i at stå ved dig selv.

2. Hvis du ikke kan mærke, hvad du har behov for, så øv dig i at mærke, hvordan du har det, og få det udtrykt. Hvis det er svært, så øv dig foran dit spejl – se på dig selv, og hør ordene komme ud af din mund. Smag lidt på ordene. Passer det, du siger, på dig?

3. Hvis du kan mærke, at du er ked af det, men ikke ved, hvad du har behov for, så gå på opdagelse, og find ud af, hvad der er rart for dig. Er det en ansigtsbehandling, en snak med en veninde eller en gåtur i naturen? Eksperimentér, og mærk nuancerne i dit humør. Måske har du ikke brug for at købe en kjole, men så er der noget andet, du har brug for at gøre.

4. Tal kærligt og omsorgsfuldt til dig selv. Det er vigtigt for at kunne lave forandringer.

5. Find balancen i dit parforhold – vær hverken for eftergivende eller for stejl. Magt og magtkampe hører til i politik, ikke i parforholdet. I skal begge have dét, I har brug for.

6. Vælg dine kampe med omhu. Sig f.eks. til din mand, at du har fundet ud af, at du også vil bestemme, eller sig, at du ønsker, at I begge skal bestemme. Det er altid lettere at gennemføre forandringer i éns forhold til andre, når man fortæller dem, hvad man har på sinde. Siger din mand, at han synes, det har fungeret godt indtil nu, så kan du svare ham, at det synes du ikke længere.

7. Vær nysgerrig – både på dig selv og din partner. Drop dine fasttømrede forestillinger om, hvordan han er. Kig på ham hver morgen, når du vågner, og tænk: ”Gad vide, hvordan den mand, jeg er sammen med, er i dag?!”

8. Når din mand insisterer på at have ret, så spørg dig selv: ”Hvorfor er det så vigtigt for ham at få ret?” Måske opdager du noget om ham, som du ikke vidste.

9. Gør noget godt for dig selv. Hvis din partner ikke gider gå i biografen med dig, så find nogle andre at gøre det med. Har han ikke lyst til at rejse, så rejs med nogle veninder. Find ud af, hvad I hver især kan få hos hinanden. Man kan skaffe sig hvad som helst andre steder – bare ikke sex, for så går det galt.

10. Det vigtigste er, at du begynder at tage ansvar for at få dækket dine egne behov. Fortæl din partner, hvad dine behov er, og acceptér også hans.

 

Få flere artikler om parforhold samt mode og skønhed i Q - 3 numre for 99 kroner!

Læs alt om