BLOG: Når det er, som det er!

Privat

"Jeg siger ikke, at du blot skal give op. Men jeg mener af hele mit hjerte, at du, når du oplever stor modstand og din begejstring er væk,skal flytte dig. Flytte dig!" Læs psykolog Mette Holms indspark her.

Torsdag, 2. juli 2015 - 10:57 - af Malene Weischer
”Jeg gi'r op. Jeg orker ikke mere. Jeg har kæmpet for dét her så længe…”
 
Denne kvinde i mit terapilokale var færdig og hun adskiller sig ikke fra så mange andre kvinder, jeg møder i den tilstand. Mast, træt, udfordret, klemt. Lidt for klemt. Magtesløs.
 
Magtesløsheden dukker op i øjeblikket før, vi stopper med at kæmpe. Stopper med at sprælle i nettet. Magtesløsheden er en kæmpe gave. Måske en gave, som er leveret til dig i en grim indpakning. Men en gave, der giver dig mulighed for at stoppe op. Mærke. Se. Lytte. Tude. Slippe.
Når du giver op, giver du mulighed for at lukke nyt ind.
 
Når modstanden er stor, har vi en tendens til at fortsætte med at skubbe på. Opdraget til at blive ved. Holde ud. Fortsætte. Uanset. 
 
Du kan ikke altid ændre dine omstændigheder. Men du kan ændre dig. Du er det eneste menneske, du kan ændre. 
Jo mere du maser på for at ændre noget ydre, jo mere modstand du møder, jo flere kræfter skal du bruge og jo mere modstand vil du opleve. 
Modstand avler modstand. 
 
Når modstanden er for stor, mister vi fokus. Det bliver simpelthen for svært at holde fokus på dét, det egentlig handler om. 
 
Jeg siger ikke, at du blot skal give op. Men jeg mener af hele mit hjerte, at du, når du oplever stor modstand og din begejstring er væk, så skal du flytte dig. Flytte dig! 
Gå efter dét, der begejstrer dig. Gå efter dét, der tillader, at du får en oplevelse af flow. Tiden går hurtigt. Og pludselig er der gået lang tid (for lang tid?) med at kæmpe. Du skal flytte dig, hvis modstanden er for stor. 
Giv dig selv lov! 
 
Indimellem skal man stoppe med at undre sig. Stoppe analysen. Lade det besværlige ligge.
Indimellem er det bare rart at vide, at det er, som det er. Og at det er ok, at det er, som det er.
Indimellem er det rart bare at stoppe med at skubbe på og forsøge at ændre på verden, ham, dem, det.
Indimellem er tingene bare, som de er. Mennesker er, som de er. Og for en stund er det faktisk helt i orden.
 
Gevinsten er ro. Præmien er, at du vinder fred i dit sind. 
Analysen stopper, når du stopper med at undre dig over hvorfor verden er, som den er. 
Det giver fred i hjertet. Ro i sjælen.
 
Når jeg opdager at mit liv er blevet for besværligt, resignerer jeg. Forpupper mig for en stund. Lært af bitter erfaring. Da jeg ved, at det at kæmpe i modstand frarøver mig min livsgnist. Så øver jeg mig i at finde dét, der gør mig glad. Dét, der føles varmt. Trygt. Nært. Lader fokus for en stund være på det i mit liv, der virker. Lader min perception være på dét, der er, og finder ro i det. Prøver. Når jeg skifter fokus, skifter jeg min tilstand.
 
Så til kvinden var min melding klar. ”Tillykke. Du er præcis det sted, du skal være”. ”Du er klar til at lukke noget nyt ind. Noget der er på et andet niveau, et niveau, der nærer dig”. 
 
Hun kom igen, hun havde været modig. Hun havde sluppet. Skiftet modus. Hun var lettet. Hun havde fået overblikket tilbage. Magtesløsheden var afløst af nysgerrighed. En nysgerrighed opstået af et stort behov for igen at mærke sig selv i et liv uden modstand.
 
Så kære du, har du behov for at verden ændrer sig, så husk husk at det eneste, du selv kan ændre, er dig. Det andet er ikke muligt. Det andet er en illusion, Et optisk bedrag, hvor den du snyder er dig selv.
 
Indimellem skal vi slippe for at få fat. Fordi det, der ikke er, kun kan vokse ud af det, der var.
 

Læs alt om