Har du brugt deodorant her til morgen?

Hvis du vil undgå svedlugt, skal deodoranten bruges om aftenen, så den kan nå at virke

Fredag d. 15. juli 2011 - af Juliane Olsen, Foto All Over Press

Med sommervejret og solens bagen kommer sveden og svedlugten under armhulerne. Men hvad gør man, når deodoranten må give fortabt, og du bare sveder videre? Læs med her for at blive klar over, om du virkelig har et problem, der skal tages hånd om af en læge eller om det blot er, fordi du bruger deodorant på det forkerte tidspunkt af døgnet.

- Det er vigtigt at bruge svedhæmmende deodorant. Den skal kommes på om aftenen for at virke optimalt, fordi den så kan nå at virke til næste dag, siger Tomas Norman Dam til Alive.dk.

De fleste bruger nok deodoranten som en del af morgenrutinen efter badet. Men ifølge hudlægen er det hans erfaring, at svedhæmmeren skal på om aftenen for at nå at virke til næste dag. Det er derfor en god ide at putte det på inden sengetid for at lugte friskt den kommende dag.

Hvornår sveder vi?
Vi sveder ofte i stressede situationer, og hvis vi samtidig begynder at bekymre os om, at vi lugter, så bliver svedproduktionen måske endnu højere. Samtidig kan livsstilsfaktorer spille ind. Er du måske en travl mor, så kan dårlig søvn gøre, at der danner sig plamager på din silkeskjorte på kontoret eller hvis du skyller en hurtig kop kaffe ned på vej ud af døren om morgenen, så er der, ifølge Tomas Norman Dam, også nogle, der oplever svedgener.

Svedlugten bliver opfattet som et problem, fordi det ikke er acceptabelt at svede, men nogle gange skal tendensen ses som noget helt naturligt.

- I de moderne tider har vi en del fokus på sved og svedlugt. Helt overordnet er der mange unge, der måske lægger mærke til, at de sveder, når de sidder og holder kæresten i hånden, og synes det er et problem. Men det er det ikke, og det kræver ingen behandling, siger hudlæge ved dermatologisk afdeling på Roskilde sygehus, Tomas Norman Dam.

Spørg lægen
Om du har en normal svedproduktion eller om du ligger over normen er altid et individuelt skøn, men er du især plaget af skjolder på tøjet, er det måske tid at få en konsultation og rådgivning hos din læge. Det kan være, at det blot kan ordnes ved at skifte din deodorant ud med et svedhæmmende produkt, der er baseret på aluminiumchlorid.

Læs Sådan slipper du for sure sommerfødder på oestrogen.dk

Bliv klogere på svedproblemer