Hårfarve-guide: Spar frisørregningen og farv dit hår selv

Hårfarve
Foto: Bo Lynge

Hårfarve er billigt. Dog ikke hos frisøren - men bare rolig, du kan sagtens gøre det selv.

Tirsdag, 28. juni 2016 - 12:47 - af Redaktionen

Skal der ske noget nyt? Uanset om du har kort hår eller langt hår, kan en ny hårfarve altid puste mere liv i din frisure.

At farve sit hår er ikke svært, men der er nogle valg, du skal træffe, inden du går ud og investerer i et hjemmekit. Skal du fx vælge toning, farvning eller lysning? Hvad dækker bedst, og hvilke ulemper kan der være, når du selv vil give dit hår en ny farve?

Det er ret nemt at bruge hjemme-hårfarvning, for i pakken, du køber, finder du alt det, du skal bruge. Brugsanvisningen fortæller, hvordan du farver, både hvis det er første gang, du gør det, og hvis du har farvet før, så du kun har behov for at farve udvoksningen. Inden du farver håret, skal du overveje, hvilket resultat du vil have, og se på, hvilken farve du har i forvejen, og dit hårs kvalitet.

Læs også: Hvilken makeup passer til din hårfarve?

Metode 1: Farvning med langtidsholdbar hårfarve

En langtidsholdbar farve kaldes også en oxidationsfarve. Her går produktet ind og åbner dit hårstrå og hårfarven lægger sig oven på dit hårs naturlige pigment. Fordelen ved denne type er aturligvis, at den holder og dækker utroligt godt. Derfor er denne type fx god til dig, der vil dække grå hår. 

Oxidationsfarver er de kraftigste former for hårfarver, men samtidig også den type, der slider mest på dit naturlige hår. Grunden til, at det slider er, at hårfarver af denne type ofte indeholder ammoniak eller et lignende stof, fx MEA. Disse skal åbne hårstrået, så farven kan lægge sig på pigmenterne - og holde. Flere og flere tilbyder nu langtidsholdbar hårfarve uden ammoniak, men her vil produktet alligevel indeholde et kemikalie i samme familile, for det er dét, der skal til for at åbne hårstrået. Forskellen på ammoniak og fx MEA er altså mest lugten, med MEA får du ikke den der heftige kradsen i næsen, men funktionen, og sliddet på håret, er altså det samme. 

Selve farve-processen sker overordnet set i 3 trin: Ammoniak eller et lignende stof åbner dit hårstrå. Hydrogenperoxid oxiderer den eksisterende farve og til slut kommer så farven fra produktet og binder sig til hårstrået. 

 

Metode 2: Farvning med toning

Toning er det letteste at have med at gøre. En skyllefarve eller toning er meget mild og lægger sig på hårets overflade, og derfor kan en toning ikke ændre dit hårs farve radikalt. Til gengæld er det genialt, hvis du gerne vil ændre din farve ofte eller vil prøve noget lidt mere vovet, uden at forpligte dig sådan helt.

Du skal vælge en farve inden for to toner fra din egen hårfarve (tone-i-tone), som det fremgår af farvevejledningen på æsken, ds. hvis du vil være meget mørkere eller meget lysere end din egen hårfarve, er en toning ikke nok for dig. Det gælder også, hvis du har mere end 70 procent grå hår, der skal dækkes. Toningsfarven vaskes gradvis ud efter cirka seks uger, og du får dermed ikke en synlig udvoksning. 

 

Metode 3: Affarvning / blondering

Det er let at affarve dit hår selv, men ganske som med de andre permanente farver, er det hefitge sager, du arbejder med, så her er det meget vigtigt at følge brugsanvisningen nøje. Du kan affarve dit hår seks-otte toner fra din naturlige hårfarve, men vær opmærksom på, at du ikke kan gå fra helt mørk til helt lys ad én gang - det kræver flere affarvninger. Har du meget mørkt hår, skal du vælge særlige produkter til det - dvs. der er forskel på blonderingsprodukter til mellemblond hår og helt mørkt hår.  

Ganske som med en oxidationsfarve, sker selve blonderingen  ved, at hårstrået åbnes og hydrogenperoxid trænger ind og oxiderer de eksisterende pigmenter - dvs. fjerner deres farve. Graden af blondering afhænger af koncentrationen af hydrogenperoxid og tid, og håret skifter farve og gennemgår flere nuancer, fx. rødelige, på vejen mod det endelige resultat. Det er derfor vigtigt, at man ikke afviger fra den tid, der står på brugsanvinsingen.

En affarvning er ret hård for håret og gør det ofte porøst, så det har lettere ved at knække, fordi affarvningen åbner hårstrået og udtørrer håret. Så affarv kun dit hår, hvis det er meget sundt og stærkt.

Find det her: Se et stort udvalg af hårfarver og plejende produkter til farvet hår

Bevar din nye hårfarve

Når du først har fået din nye, fine hårfarve, er det vigtigt, at du plejer håret rigtigt. Brug en shampoo og balsam til farvet hår, da det holder bedre på farven. To-fire gange om måneden kan du bruge en fed hårmaske (denne indeholder arganolie, som håret elsker) - det vil dine kulørte lokker elske dig for.

En maske virker genopbyggende, fugtende og plejende, så hårets glans og sundhed bevareres. Har du et længere, farvet hår, bliver det med tiden mere slidt at se på i længder og spidser. Her kan en hårolie ofte afhjælpe problemet. Kom lidt i ad gangen, da for meget vil få håret til at se fedtet ud. Denne olie fra Weleda synes vi er fantastisk, og den kan klare de fleste hårproblemer. 

 

5 tips til den perfekte hjemmefarvning

1. Hvis du skal prøve hjemmefarve for første gang, så start med en toning.

2. Vælg altid to toner lysere, end du tror, du skal have – det giver det bedste resultat. Vi tror alle sammen, at vi er mørkere, end vi er.

3. Vær ærlig omkring dit hårs tilstand. Hvis du har tørt og porøst hår, skal du ikke lysne det. Du vil hellere være honningfarvet med blødt hår end blondine med tørt og knasende hår. Vælg en farve, der plejer, hvis dit hår har brug for fugt og pleje.

4. Påfør hårfarven med en kam, hvis du vil skabe et naturligt look med reflekser – og lad være med at farve igen og igen oven på farvet hår.

5. YouTube er et fantastisk sted at lære, hvordan du farver hår. Her kan du alle få redskaberne foræret og få inspiration til at lege med dit eget udtryk. Denne video er god til dig, der har lagt hår og er fyldt med tips.

 

Læs også: Opskrifter på 8 hjemmelavede hårkure

Læs også: Grå hårfarve: Hop med på moden og farv dit hår gråt

Læs også: Sådan plejer du bedst solbleget og farvet hår

Artiklen indeholder affiliate-links

Læs alt om